Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Vi kårer

Årets bedste mobilprodukter 2021-2022

Vis mig din mobil, og jeg skal sige dig, hvem du er.

Af / 28/10/2021 - 14:00
Årets bedste mobilprodukter 2021-2022

I år har været et spændende år i mobilbranchen. Flere og flere tablets og smartphones får 5G, ligesom nye foldbare formater for alvor har gjort deres indtog på markedet. Derfor har vi i år testet mange fantastisk gode mobilprodukter, hvilket også udmønter sig i, at vi denne gang har flere nominerede produkter end nogensinde før.

Alle nominerede produkter – og naturligvis især vinderne – kommer med vores varmeste anbefalinger. Køber du et smart-ur, en tablet eller en smartphone fra listen her, går du ikke galt i byen.

Men når du skal tage din købsbeslutning, er der mange ting at tage hensyn til. Det handler først og fremmest om at kende sig selv og sine egne behov. Måske kan du bruge nedenstående tips fra vores lille købeguide, som tager udgangspunkt i forskellige typer adfærd og præferencer. Herunder får du i hvert fald en række tips til, hvad du bør kigge efter og overveje, når du er på jagt efter det perfekte mobilprodukt.

Dig: “Jeg bruger min mobil konstant og hele tiden”

Så skal du nok holde dig væk fra de allerbilligste modeller. De har nemlig typisk meget små batterier, og netop batteriet er alfa og omega, hvis du er typen, der ikke kan holde fingrene fra din mobil.

Batteriets “størrelse” måles i mAh (milli-Ampere-hours), hvilket simpelt formuleret angiver, hvor længe din mobil har strøm. Jo flere mAh, jo bedre. Som minimum bør du gå efter 3000 mAh, men hvis mobilen har en stor skærm (6 tommer eller mere), bør tallet være endnu højere. Især hvis skærmen også er meget lysstærk.

Du skal selvfølgelig også se på, hvor hurtigt mobilen oplades. Flere og flere smartphones, især i mellemklassen og selvfølgelig de fleste dyrere modeller, kommer med mulighed for hurtigopladning og/eller trådløs opladning. Det er til at leve med, at din mobil ikke kan holde strøm en hel dag, hvis den kan oplades fra 0 til 50 procent strøm på en halv time eller mindre.

Dig: “Jeg lever og ånder for min Instagram-konto”

Tager du mange billeder? Sådan … rigtig mange billeder? Så gør det ikke noget, hvis kameraet kan mere end at tage snapshots i perfekt belysning.

I dag kommer næsten alle smartphones med to eller flere objektiver, og hvis du gerne vil tage gode billeder med din mobil, bør du kigge efter ting som autofokus, vidvinkel og/eller ultravidvinkel, optisk zoom, optisk billedstabilisering, natindstilling osv. Til gengæld kan du glemme alt om megapixels. Det har næsten ingen betydning for, hvor gode dine billeder bliver.

Dig: “Jeg lever i skyen”

Har du alle dine videoer, billeder og andre dokumenter gemt i skyen hos tjenester som Dropbox, Google Drive eller iCloud? Så kan du måske nøjes med 32 gigabyte indbygget lager. Du kan sagtens få meget mere lagerplads, hvis du er villig til at betale, hvad det koster, men du må aldrig, aldrig, aldrig købe en smartphone, som kun kommer med 8 eller 16 gigabyte ROM (internt lager). Alene operativsystemet (typisk Android) fylder så meget, at der næsten ingen plads er tilbage, hvis du ikke har mindst 32 gigabyte at gøre godt med.

Og hvis du har et par store spil liggende på telefonen, tager mange billeder og/eller videoer og måske downloader musik og film/TV-serier hjemmefra, så du ikke bruger så meget mobildata undervejs, får du hurtigt brug for mere plads.

Mange smartphones lader dig udvide det indbyggede lager via microSD-kort eller lignende, men vær opmærksom på, at eksterne hukommelseskort er en del langsommere end telefonens egen ROM.

Dig: “Jeg har små hænder”

Selv meget store skærme er blevet nemmere at håndtere i dag, hvor mange af især de dyrere smartphones er nærmest rammeløse. Men når du køber en smartphone, skal du alligevel være opmærksom på, om du rent faktisk kan holde om mobilen, og om den f.eks. er til at betjene med én hånd.

Vær også klar over, at en stor skærm ikke automatisk er ensbetydende med, at der er meget plads at gøre godt med til apps osv. Opløsningen er lige så vigtig, og selv i dag kommer de billigste smartphones kun med HD-opløsning, mens de helt dyre modeller typisk har 2K-skærme eller bedre.

Når opløsningen er højere, bliver arbejdsområdet på skærmen så meget desto større, og billedkvaliteten er selvfølgelig bedre og grafikken skarpere. Det angives typisk med målestokken ppi (pixels per inch, dvs. billedpunkter pr. tomme), og her gælder det også, at tallet skal være så højt som muligt. Alt under 200 ppi er elendigt.

Når det gælder billedkvaliteten, bør du også kigge efter lysstyrken, som måles i nit. De dyrere modeller har ofte billedforbedrende teknologier som HDR10+, der giver bedre kontrast, og det kan du også tage med i betragtning, hvis du arbejder meget med video eller foto på din mobil.

Endelig kan formatet også spille en rolle. Der findes aflange smartphones, hvor skærmen er i 21:9-format, som svarer til det klassiske biografformat, men mange kommer også i 18:9-, 16:10- eller 16:9-format.

21:9-formatet (eller til nød 18:9-formatet) er lækkert, hvis du ser meget video (både Netflix og YouTube har indhold, som understøtter dette format), men omvendt er mange apps ikke velegnede til de aflange formater, og du må leve med sorte bjælker på skærmen.

Dig: “Jeg er meget utålmodig”

En god tommelfingerregel er, at hvis en smartphone koster under 2.000 kroner, så er den for langsom. Hvis du plejer at have mange apps åbne ad gangen – nogle af dem måske tunge apps som større spil eller lignende – så skal din mobil kunne følge med. Kig derfor på processor og RAM. Gå efter mindst 4 gigabyte RAM, medmindre du kun bruger mobilen sporadisk.

Og hvad processoren angår, så bør den have fire kerner eller mere. Gerne seks eller otte. Sammenligner vi en processor med en motorvej, så betyder flere kerner, at processoren har flere vejbaner, mens GHz, der er den anden målestok, du vil se i relation til processoren, angiver hastigheden.

Dig: “Jeg er audiofil”

Hvis du går op i lydkvalitet, så er det ikke helt lige meget, hvilken smartphone du køber. Nogle mobiltelefoner er udstyret med Hi-Res Audio, et højopløst lydformat, som især Sony har været forkæmper for. Hi-Res Audio giver generelt bedre lydkvalitet, men vær også opmærksom på, om din kommende smartphone understøtter aptX. Mange mobiler kommer nemlig uden 3,5 mm stik til hovedtelefoner, og aptX sørger for at levere bedre lydkvalitet via Bluetooth.

 

De nominerede til årets bedste mobilprodukter

Læs videre med LB+

70%

Black Week Tilbud

70% På LB+ Total i 12 måneder!

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

39,- / mnd
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Vindere af Årets bedste mobilprodukter 2021-2022

Årets Bedste Smartphone, High-end

Apple iPhone 13 Pro

iPhone 13 Pro flytter grænser

Apples iPhone 13 Pro er måske den bedste smartphone lige nu, selv om den ikke er helt perfekt.

Udefra kan det se ud, som om iPhone 13 Pro ikke er den store opdatering i forhold til forgængeren 12 Pro. Men hvis man ser nøjere efter, åbenbarer der sig nogle tydelige forskelle. Til det bedre.

Formfaktoren er ikke ændret. Det kantede design, som man enten elsker eller hader, er genbrugt. Udstansningen til selfie-kameraet øverst på skærmen er blevet lidt mindre, men vægten er øget, og 13 Pro er 1,5 mm tykkere end 12 Pro.

Mens mange mobilkameraer i dag lanceres med 26 eller 40 megapixel opløsning, holder Apple stædigt fast i, at 12 megapixel er nok. Her er alle fire kameraer på 12 megapixel, men billedfladen på billedsensorerne er øget, og det samme er pixelstørrelsen.

Erfarne fotografer vil nikke anerkendende til muligheden for at fotografere i Apples 12 bit raw-format, ProRAW. Fotografer kan også vælge at gemme billederne i HEIF/HEVC-format. Det er en næsten tabsfri komprimering baseret på H.265, som bl.a. understøtter større farvedybde med op til 16 bit på jpeg-filer (mod 8).

Hvis man tager makrobilleder, vil man elske 13 Pro. Ultravidvinklen har endelig fået ordentlig makro med en nærgrænse på 2 cm, hvilket betyder, at man kan komme virkelig tæt på motivet.

Men videokvaliteten i 4K tror jeg ikke, jeg har set bedre fra nogen mobiltelefon. Optagelser i 4K 60 fps med billedstabilisering ser simpelthen fantastiske ud. Det samme gælder casting til TV’et via Apple TV, og det er simpelthen en fest at dele videoer med andre på TV’et.

Konklusion

Den forrige Pro-model, iPhone 12 Pro, var en så stor forbedring, da den kom, at det nærmest ville være naturstridigt, hvis Apple lykkedes lige så godt med 13 Pro. Men det har de faktisk klaret langt hen ad vejen.

Det er ikke alting, der er voldsomt forbedret, og nogle ting er slet ikke forbedret, men et skridt tilbage. Såsom vægten. Vi forstår heller ikke, hvorfor Cinematic Mode ikke fungerer i 4K, og selv om vi byder muligheden for 1 terabyte lager velkommen, synes vi, at det er voldsomt dyrt.

Men de vigtigste ting er forbedret: Skærmen har fået 120 Hz opdateringsfrekvens, de nye kameraer er bedre på både stillbilleder og video, batterilevetiden har taget et spring opad, og brugeroplevelsen er simpelthen eksemplarisk.

Årets Bedste Tablet

Apple iPad Pro 12,9″ (2021)

En vild tablet til den helt store tegnebog

Apples M1-processor har gjort monsteret iPad Pro endnu mere monstrøst.

Apples iPad Pro har lige siden lanceringen af den første model tilbage i 2015 været for tablets, hvad Audi S og RS er for personbiler: Større, stærkere, hurtigere og generelt bare bedre på alle punkter. Og det gælder selvfølgelig også for 2021-versionen af den store iPad Pro med 12,9 tommers skærm.

Ligesom sine seneste forgængere kommer den nye iPad Pro med Face ID, fem mikrofoner, fire indbyggede højttalere og understøttelse af Apple Pencil. Og nyhederne fra 2020-modellen såsom Wi-Fi 6-understøttelse og LiDAR-scanner er her endnu.

Alligevel er det ikke for meget at sige, at 2021-versionen af iPad Pro er den største og vigtigste opdatering af Apples professionelle tablet til dato. Især tre store nyheder springer i øjnene: iPad Pro understøtter endelig 5G, og desuden kommer den med Apples nye M1-processor samt med såkaldt Liquid Retina XDR-skærm af typen Mini-LED.

De tre ting tilsammen gør den nye iPad Pro så kraftfuld, lækker og lynhurtig, at det er svært at vende tilbage til en hvilken som helst anden tablet, når man først har haft den i hænderne.

Konklusion

Der kan ikke være nogen tvivl om, at hvis man skal købe ny tablet, og man er typen, der ikke behøver at spørge, hvad tingene koster, så er den nye iPad Pro 12,9″ en absolut no-brainer. Der er nemlig ingen grænser for, hvor dyr den kan blive. For den absolutte topmodel med 2 terabyte indbygger lager samt Apple Pencil og Magic Keyboard som tilbehør bliver prisen således 23.197 kroner. Tak for kaffe, så er den vist også betalt! Man kan købe en brugt bil for de samme penge.

Men for pengene får man så også den bedste tablet, der nogensinde har eksisteret i det kendte univers.

Årets Bedste Smart-ur

Apple Watch Series 7

Endelig en større skærm

Det nye Apple Watch Series 7 er det bedste smart-ur, vi har testet.

Den store nyhed på S7 er en ny og større skærm på 45 mm – 20 procent større – og med endnu bedre læsbarhed. Det mærkes især på tekst, og en del af de sekundære ikoner og symboler kan stadig virke meget små, især hvis man har valgt en meget kompliceret urskive.

Uanset hvad kan man vælge, hvor store tal og bogstaver skærmen skal vise, og på S7 har standby-skærmen 70 procent mere lys end skærmen på S6.

Formfaktoren er den samme, men endnu mere afrundet, og Apple har altså ikke adopteret stilen fra den nuværende generation af iPhone med et mere stramt og kantet design.

Uret har de samme sensorer som S6, altså dem, der måler puls, hjerterytme og iltindhold i blodet. Sensorerne advarer om unormale afvigelser i hjerterytmen, og ligesom tidligere kan det selv ringe 113, hvis man falder om eller vælter på cyklen og ikke rejser sig igen.

Hvis man har brugt et Apple Watch før, er der ingen overraskelser ved S7. Altså bortset fra at skærmen er større. Den fylder endnu mere, og kanterne – bezelen – er meget smallere her end på S7, for slet ikke at tale om S5 eller SE.

Den drejelige og trykfølsomme krone kan bruges til lynhurtig navigering i apps og indstillinger. Den store skærm – som har fået et par nye urskiver, der er eksklusive for S7 – er den bedste på noget Apple Watch. Man kan nemt diktere beskeder og dele billeder, og med større taster og skærmknapper er det også det mest brugervenlige Apple Watch hidtil.

Konklusion

Apple Watch S7 er stadig det bedste smart-ur. Der er ikke mange forbedringer i forhold til Apple Watch S6. Det har også EKG- og iltmåling, og de samme træningsindstillinger er tilgængelige i watchOS 8.0, men for dem med et ældre Apple Watch vil S7 være en stor opgradering.

Den store skærm og den forbedrede navigation er store plusser, og med S7 viser Apple igen, at de er bedre til det med smart-ure end de fleste andre.

Årets beste kameramobil

Samsung Galaxy S21 Ultra

Her er læsernes favorit!

Vi spurgte, og I svarede. Med over 5.700 stemmer har I kåret læsernes favorit blandt markedets bedste kameramobiler.

I sommers inviterede Lyd & Billede alle læsere til at deltage i kåringen af læsernes favorit som markedets bedste mobilkamera. Vi havde udvalgt markedets nyeste, bedste og dyreste smartphones som deltagere.

Med hver mobil havde vi fotograferet 11 forskellige standardscener, svarende til den type billeder, som de fleste skyder igen og igen med deres mobiltelefon.

Hver scene var blevet fotograferet i 4:3-format med mobilernes standardindstillinger for den pågældende type billeder. Vi navngav billederne og fjernede Exif-data, så det ikke umiddelbart var muligt at se, hvilken mobil der havde taget hvilke billeder.

Så hele pointen med øvelsen var at finde det mobilkamera, der producerer de billeder, som flest mennesker faktisk synes om.

Sådan stemte I

Afstemningen kørte i både Danmark, Norge og Sverige, og vi aflæste resultaterne af hver enkelt kategori i de tre lande lige over midnat den 2. august.

I alt blev der afgivet 17.665 stemmer på tværs af Danmark, Norge og Sverige, og den klare vinder med i alt 5.718 stemmer blev Samsung Galaxy S21 Ultra, som vi efterfølgende kårede som Læsernes Favorit. Og derfor er Samsungs kameramobil også Årets Bedste af slagsen i 2021.

Kameraet stikker helt af

Og kameraet på Galaxy S21 Ultra er vitterlig noget helt særligt. Samsung har udstyret mobilen med en sensor med laserautofokus samt to separate teleobjektiver på hver 10 megapixel, hvor det ene kommer med 3x optisk zoom og det andet med 10x optisk zoom.

Dertil kommer et almindeligt vidvinkelobjektiv på vanvittige 108 megapixel (f/1.8 med optisk billedstabilisering) med 12 bit HDR samt et ultravidvinkelobjektiv på 12 megapixel (f/2.2).

Resultatet er ret overbevisende. Så længe man holder sig til at zoome op til 10x, bliver resultatet stort set støjfri og skarpe billeder. Samsung har simpelthen bygget en vaskeægte paparazzi-mobil, som kan komme tættere på motivet med brugbare resultater end nogen anden mobil, vi har testet. Billeder taget om natten eller i mørke omgivelser er også blevet bedre takket være kunstig intelligens, der gør sensoren hurtigere, så den lukker mere lys ind.

Årets Bedste Smartphone, Basic

Xiaomi Mi Lite 5G

Den ukendte mester

Xiaomi Mi 11 Lite 5G kan meget vel blive en mobil, der kommer til at være på alles læber.

Sit slanke og lette design til trods virker Xiaomi Mi 11 Lite 5G både robust og velbygget, og enhver mulig frygt for, at den endnu ret ukendte kinesiske producent ikke måtte have styr på kvaliteten, bliver gjort grundigt til skamme.

Og eftersom skærmen er produceret af Samsung – og dermed er af typen AMOLED – er den stort set på niveau med skærmen på dyrere mobiler (herunder skærmopdateringsfrekvens på 90 Hz, FHD+ opløsning, og mindst lige så lysstærk og farvedynamisk). De indbyggede stereohøjttalere er fremragende med lidt mere tyngde og bund i lyden, end konkurrenterne i samme prisklasse kan byde på.

Mobilens klart største fortrin er dog ydelsen, som er decideret heftig til prisen. Den kinesiske mobil er blevet udstyret med den nyere og markant bedre Snapdragon 780G-processor, som både i praksis og i benchmark-tests klarer sig betydelig bedre end Snapdragon 750G.

Billeder taget med almindelig vidvinkel og med ultravidvinkel bliver skarpe og har en god farvegengivelse, men i forbindelse med portrætbilleder (med frontkameraet) bør Xiaomi nok skrue lidt ned for al den kunstige intelligens, der virkelig gerne vil udglatte rynker og få den portrætterede person til at se 30 år yngre ud. Det virker ikke rigtig.

Konklusion

Xiaomi Mi 11 Lite 5G kommer med en fremragende skærm, et ultralet og slankt design samt gode indbyggede højttalere. Og så er den mere fremtidssikker end konkurrenterne med sin spritnye Snapdragon 780G-processor, som giver mobilen målbart flere kræfter end den nærmeste konkurrent.

Kameraet er også godkendt, selv om man kan have svært ved at vænne sig til de retoucherede selfies.

Årets Bedste Smartphone, Premium

OnePlus Nord 2 5G

OnePlus Nord 2 sænker flagskibe

OnePlus Nord 2 er lige nu markedets bedste mobil i premiumklassen. Her får man både i pose og sæk, uden at det koster spidsen af en jetjager.

Præcis som sin forgænger kommer OnePlus Nord 2 med AMOLED-skærm i FHD+ opløsning, ligesom den både har HDR10+ og samme 90 Hz opdateringshastighed som forrige års flagskibe, f.eks. OnePlus 7 Pro.

Skærmopløsningen er egentlig Full HD, men fordi skærmen er designet i det lidt specielle 20:9-format, får man lidt flere pixels for pengene. Generelt får man til prisen en af de bedste og mest behagelige skærme på markedet lige nu med OnePlus Nord 2. Lysstyrken går i øvrigt op til hele 1.110 nit.

Mobilen leverer også glimrende lyd. Talekvaliteten er i orden, og så er Nord 2 i øvrigt den første Nord-model, der kommer med indbyggede stereohøjttalere, hvilket gør lydoplevelsen, hvis man spiller spil eller ser video uden hovedtelefoner, SÅ meget bedre.

Der var særlig én grund til, at vi var spændt på at teste OnePlus Nord 2, og den sidder under skærmen. Mobilen er OnePlus’ første uden Snapdragon-processor fra Qualcomm. I stedet er den udstyret med den såkaldte Dimensity 1200-AI processor fra firmaet MediaTek.

MediaTek stammer fra Taiwan, og virksomhedens processorer finder man oftest i mobiler i budgetklassen, f.eks. Nokia 2.4 og Samsung Galaxy A32, der begge koster under 2.000 kroner. Heldigvis gør MediaTek-processoren og OnePlus Nord 2 alle vores bekymringer til skamme. OnePlus har selv sammenlignet Dimensity 1200-AI med Snapdragon 870, og det stemmer meget overens med resultaterne af vores benchmark-tests.

Konklusion

OnePlus Nord 2 er bedre end sin forgænger. Den har højere ydelse, indbyggede stereohøjttalere, større batteri og vildt hurtig opladning. Eneste streg i regningen er det manglende dobbelte frontkamera. Nuvel, man kan ikke få alt her i verden.