Mobilmarkedet er rent ud sagt en jungle, hvilket er den vigtigste grund til, at Lyd & Billede hvert år kårer de allerbedste mobilprodukter i forskellige kategorier og prisklasser. Køber du en af vinderne, farer du helt sikkert ikke vild i mobil-urskoven.
Men alligevel vil vi gerne udstyre dig med et kompas og en lille machete, så du også selv er i stand til at navigere i mobiljunglen. Når mobilproducenterne lancerer nye produkter – og mobiloperatørerne og elektronikkæderne slynger om sig med tilbud, proppet med specifikationer og tekniske termer – er du dermed klædt på til at træffe den rigtige beslutning.
Her får du derfor et kort overblik over de vigtigste ting, du skal vide for at kunne finde vej i mobiljunglen:
Dette er de vigtigste mobilproducenter:
Apple
Amerikanske Apple er verdens største elektronikfirma og står bag produkter som Apple Watch, iPhone, iPad, iMac samt MacBook Air og MacBook Pro. Alle firmaets produkter fungerer gnidningsløst sammen i et fælles økosystem.
Søgemaskinegiganten står bag den kommercielle version af Android, og firmaets egne Pixel-mobiler kan nu også købes i butikkerne i Norden.
Motorola
En af verdens ældste mobilproducenter, der tidligere var amerikansk, men nu ejes af kinesiske Lenovo. Producerer Android-mobiler.
OnePlus
Kinesisk mobilproducent, som altid har været gode til at skabe ‘hype’ omkring sine produkter. Tidligere kunne firmaets Android-mobiler kun købes online via en invitation. Nu mere mainstream.
Samsung
Kæmper med Apple om pladsen som verdens største mobilproducent. Firmaets Galaxy-mobiler er uden sammenligning de bedst sælgende Android-mobiler på markedet.
Sony
Japanske Sony var en kæmpe på mobilmarkedet, dengang de samarbejdede med svenske Ericsson. I dag producerer firmaet primært Android-mobiler til brugere, som går ekstremt meget op i mobilens kamera.
Xiaomi
Kinesisk mobilproducent, som er ret ny på det nordiske marked, men gør store fremskridt med gode Android-mobiler til en særdeles rimelig pris.
De to økosystemer:
Android
Dette operativsystem ejes og udvikles af Google. Bruges både til smartphones og tablets. Stort set alle mobilprodukter i verden er baseret på Android.
iOS, iPadOS, watchOS
Bortset fra Apples produkter – iPhone, iPad og Apple Watch – som er baseret på Apples eget operativsystem, som altså findes i specialiserede udgaver til henholdsvis mobiler, tablets og smart-ure.
Det skal du holde øje med, når du køber ny mobil:
5G
Den nye mobile netværksteknologi er en efterfølger til og udvidelse af det eksisterende 4G/LTE-netværk. Kort fortalt er der tre store fordele ved 5G: Større båndbredde (teoretisk op til 100 gange hurtigere end 4G), større kapacitet og mindre (nærmest ikke-eksisterende) forsinkelse, med deraf følgende lynhurtige svartider (ned til 1 ms).
Batteriet
Måles i mAh (milli-Ampere-hours), hvilket meget simpelt formuleret angiver, hvor længe din mobil har strøm. Jo flere mAh, jo bedre. Som minimum bør du gå efter 3000 mAh, men hvis mobilen har en stor skærm (i omegnen af 6 tommer eller mere), bør tallet være endnu højere.
Kamera
I dag er mange smartphones udstyret med to eller flere objektiver, og hvis du gerne vil tage gode billeder med din mobil, bør du kigge efter ting som autofokus, vidvinkel og/eller ultravidvinkel, optisk zoom, optisk billedstabilisering, nattemodus osv.
Lager
Du må aldrig, aldrig, aldrig købe en smartphone, som kun har 8 eller 16 gigabyte internt lager. Alene operativsystemet (typisk Android) fylder så meget, at der næsten ingen plads er tilbage, hvis du ikke har mindst 32 gigabyte at gøre godt med.
Opladning
Flere og flere smartphones, især i mellemklassen og selvfølgelig de fleste dyrere modeller, giver mulighed for hurtigopladning og/eller trådløs opladning. Det er til at leve med, at din mobil ikke kan holde strøm en hel dag, hvis den kan oplades fra 0 til 50 procent strøm på en halv time eller mindre.
Skærm
Vær klar over, at en stor skærm ikke automatisk er ensbetydende med, at der er meget plads at gøre godt med til apps osv. Opløsningen er lige så vigtig, og selv i dag har de billigste smartphones blot HD-opløsning, mens de helt dyre modeller typisk har 2K-skærme eller bedre.