Google Nest Cam er ikke noget billigt kamera. Til gengæld er der en betragtelig mængde kunstig intelligens indbygget i Nest Cam, der skal bevirke, at kameraet kun sender advarsler til brugeren, når der sker noget relevant foran linsen.
Google har trænet kameraernes AI med 40 millioner billeder for at lære den at genkende bestemte objekter. I Google Home-app’en kan man vælge at få besked om – eller ignorere – henholdsvis mennesker, dyr og køretøjer. Det er ikke nødvendigt at have et abonnement for at optage og se video fra Google Nest Cam.
Man kan spørge, om det kan betale sig at bruge ekstra kroner og computerkraft på noget, der ligner et luksusproblem. Men efter at have prøvet Google Nest Cam sammen med almindelige kameraer uden AI er svaret et ubetinget “ja”.
For det første magtede den kunstige intelligens fejlfrit at kende forskel på mennesker og dyr i og uden for interessezonen. Og for det andet er det en lettelse at slippe for at blive forstyrret med advarsler om irrelevant trafik i kameraets synsfelt.
Kameraets kunstige intelligens kan lære at ignorere bevægelser i baggrunden fra trafik, og via ansigtsgenkendelse kan kameraet genkende og ignorere beboere i husstanden – så du ikke bliver stjerne i dit eget TV-show, hvis du glemmer at slå overvågningskameraet fra.
Konklusion
Google Nest Cam er ikke et billigt kamera, men den velfungerende kunstige intelligens udligner fuldt ud ekstraprisen.
Hvis du allerede har forlovet dig med Google til at styre dit smarte hjem med Google Home (og har tillid til, at Google ikke kigger unødvendig meget med i din gøren og laden), er kameraet faktisk billigt. Og abonnementet, der giver adgang til længere optagelse og flere funktioner, er faktisk også billigt.