Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Vi kårer

Årets bedste TV’er 2021-2022

Hvis du vil se alt, hvad underholdningsverdenen har at tilbyde af visuelle lækkerier, kan det være på tide at vælge nyt TV. Her finder du de bedste TV’er, vi har testet i året, der gik!

Af / 03/11/2021 - 13:30
Årets bedste TV’er 2021-2022

Hjemmeunderholdning fik en ny, større betydning under coronapandemien. Med strenge restriktioner for kultur, rejser, sport og socialt samvær tyede mange til sofaen og TV-hygge for at holde humøret oppe. Det er således ikke underligt, at TV-salget fik et kraftigt boost, da coronaen hærgede.

Nu hvor kulturarenaerne har åbnet dørene igen, kan vi endelig opleve musik og film “live” med familie og venner. Men TV’et bliver nok ikke mindre vigtigt af den grund!

Streaming-tjenesterne har oplevet en eventyrlig vækst det seneste års tid, og mange populære film og serier er nu kun tilgængelige via disse platforme, som stiller meget høje krav til både lyd og billede for at fungere optimalt. Hvis du vil have adgang til hjemmeunderholdning i høj kvalitet og se filmene, som producenterne har tiltænkt, kan det godt ske, at dit gamle TV skriger efter at blive skiftet ud …

Store, knivskarpe billeder

Når filmen eller yndlingsserien skal opleves fuldt ud, er der ikke meget, der kan konkurrere med et godt, stort TV. Billedskarpheden, kontrasten og ikke mindst de tilgængelige skærmstørrelser (op til 80 tommer eller mere) gør, at billedoplevelsen kan minde om ægte biograf!

4K-opløsning (3840 x 2160) er blevet standard, mens 8K har gjort sit indtog i high-end-klassen. Den moderne videostandard HDR (High Dynamic Range) er også blevet meget udbredt. De fleste nye film, serier og spil er nu tilgængelige i et eller andet HDR-format, men du har brug for et kompatibelt TV for at drage fordel af den optimale billedkvalitet.

Størrelsen tæller

Når man skifter TV, er det meget almindeligt at gå en skærmstørrelse op (mindst). 55 til 65 tommer har længe været blandt favoritterne – men nu er de virkelig store TV-skærme på 75-85 tommer eller mere også begyndt at kunne ses i salgsstatistikkerne. Og så længe du har kroner og kvadratmeter nok, er der ingen grund til at være konservativ: Et større TV giver som regel også en bedre og mere biograflignende billedoplevelse, som hele familien kan have glæde af.

OLED, QLED eller LCD?

Valget af TV indebærer også et valg af panelteknologi. Den moderne OLED-teknologi er vældig populær på grund af sin høje billedkvalitet og stærke kontrast. Efter nogle år på markedet er OLED-priserne også begyndt at blive spiselige.

Men LCD lever stadig i bedste velgående og har en endnu mere fordelagtig pris pr. tomme. De bedste LCD-TV’er er også blevet opgraderet med direkte LED-bagbelysning (Mini-LED) og en saftig kontrast, der faktisk kan konkurrere med OLED på enkelte områder.

Brugervenlighed er alfa og omega

Moderne TV-brugere stiller krav om en sømløs brugeroplevelse. Det skal være lige så let at tilslutte en TV-boks eller en spilkonsol som at vise billeder fra mobilen på den store skærm. For ikke at tale om alle de streaming-tjenester, som et moderne smart-TV er udstyret med.

Det betyder imidlertid, at TV’ets brugerflade (menusystem, fjernbetjening osv.) bliver ekstremt vigtig! Det skal kunne starte lynhurtigt på kommando og skifte gnidningsløst mellem flow-TV og forskellige streaming-tjenester.

Stemmestyring og integration i det smarte hjem bliver også stadig mere aktuelt. Mange TV-producenter anvender nu Googles Android-system, mens andre har deres egne, skræddersyede platforme. Det medfører betydelige forskelle i brugervenlighed, og ikke mindst hvilke apps man får med i købet. Tjek derfor, at TV’et understøtter de tjenester, du gerne vil bruge!

De opgivne priser er vejledende. Vi anbefaler altid at bruge prissøgningstjenester på nettet (f.eks. prisjagt.dk) for at finde opdaterede priser på de anbefalede TV’er.

5 gode TV-tips

1. Køb den rigtige størrelse

Det første, du skal bestemme dig for, er hvor stor skærmen skal være, og en typisk fejl, som mange begår (og senere angrer), er at købe et for lille TV. En moderne fladskærm giver et så skarpt billede, at du sagtens kan sidde tæt på skærmen uden fare for at se pixelmønster, og med 4K-opløsning kan du trygt vælge et endnu større TV.

Her spiller brugsområdet også ind. Hvis dit mål er optimal underholdning og biograffølelse, bør skærmstørrelsen vælges ud fra afstanden mellem TV’et og der, hvor du sidder.

 

Anbefalede TV-størrelser (vejledende)

Betragtningsafstand

Skærmstørrelse

0,5-1 meter

43-50 tommer

1-2 meter

50-55 tommer

2-3 meter

55-65 tommer

3-4 meter

65-75 tommer

4-5 meter

75-85 tommer

5-6 meter

85-100 tommer

2. Vælg den rigtige skærmtype og kvalitet – LCD, OLED og 4K/8K

Hvad skal skærmen hovedsagelig bruges til? Almindeligt TV-kiggeri, spil eller filmhygge om aftenen? Det er lettere at finde den rigtige fladskærm, når du kender dine behov.

Hvis menuen mest står på film og TV-serier, bør du lægge vægt på god billedkvalitet med fokus på kontrast og sortniveau. Sport kræver et TV, der er godt til hurtige bevægelser, mens spil favoriserer TV’er med lav forsinkelse (input-lag). Og jo større billede du vil have, jo vigtigere er skarphed og skærmopløsning.

3. Tænk på placering og lysforhold

Hvor skal TV’et placeres? Hvis du ser meget fjernsyn i dagslys, har du brug for en lysstærk skærm, gerne med mat skærmoverflade eller tonet glas. Husk, at skærme med blank overflade kan give generende refleksioner af omgivelserne.

OBS: Store TV’er har ofte også en bred fod eller adskilte fødder for at sikre, at de står stabilt. Tjek derfor, at der er plads til TV’et på dit TV-møbel. Nogle har også en drejelig fod, så skærmen let kan vinkles i den ønskede retning.

4. Glem ikke lydkvaliteten

Flade skærme er blevet synonymt med flad lyd, men der er nogle lyspunkter indimellem. Hvis du vil have, at tale, musik og lydeffekter gengives klart og tydeligt, er det værd at bruge nogle ekstra penge på et TV med bedre lyd. Men resultatet bliver endnu bedre, hvis du vælger et separat lydanlæg eller en soundbar.

OBS: For det bedst mulige resultat er det vigtigt, at både soundbaren og TV’et understøtter HDMI 2.1 med lydreturkanalen eARC (enhanced Audio Return Channel).

5. Tilslutninger (HDMI)

Hvis du skal slutte en masse eksternt udstyr til TV’et, er det en god idé at sikre dig, at det har indgange nok. Fire HDMI-indgange er nærmest blevet standard, men enkelte modeller må nøjes med tre. Hvis du har planer om at bruge moderne videokilder som PlayStation 5 eller Xbox Series X/S, bør TV’et også understøtte de nyeste HDMI 2.1-funktioner for at sikre optimal “spilbarhed”.

OBS: Husk også, at en eventuel soundbar, der er sluttet til via lydreturkanalen (ARC/eARC), lægger beslag på en af ​​HDMI-indgangene.

De nominerede til årets bedste TV’er

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Vindere af Årets bedste TV’er 2021-2022

Årets TV-Innovation

Samsung The Terrace

Se TV under åben himmel

Samsung har lavet et vejrbestandigt TV til udendørs brug, som vi selvfølgelig har prøvet i sit rette element.

Samsung er kendt for at levere TV’er i alle størrelser og faconer, og det seneste skud på stammen er et ægte udendørs-TV. The Terrace er kort og godt lavet til at bruges på terrassen.

Udendørs-TV’er er ikke noget nyt, men er nok noget, vi primært forbinder med udendørsarrangementer, reklame og offentlig information. Derimod er udendørs-TV’er til privat brug ret usædvanligt.

Skærmen fås i både 55, 65 og 75 tommer, så her er det muligt at gå hele vejen fra udendørs-TV til udendørs biograf, hvis man vil.

Samsung har i forvejen stor erfaring med udendørs-TV’er til professionel brug, og det LCD-panel, der sidder i The Terrace, er lavet specielt til at tåle det våde element med ekstra forsegling og gummipakninger, der skal forhindre kondens.

The Terrace er også IP55-certificeret, hvilket vil sige, at hele konstruktionen er ekstra beskyttet mod støv og vand. TV’et skal desuden kunne tåle at bruges fra 50 plusgrader og helt ned til 30 minusgrader. Hele vejen fra Sahara til Sibirien, med andre ord.

Konklusion

Med The Terrace har Samsung lavet et TV, der holder, hvad det lover, og fungerer glimrende til udendørs brug. Byggekvaliteten er tillidsvækkende, og det samme er billedkvaliteten. Vi var især imponeret over den gode lysstyrke, som giver en farvestrålende og kontrastrig billedoplevelse, selv når solen står højt på himlen.

Lyden er også godkendt, men for at sætte prikken over i’et anbefaler vi at supplere med en separat soundbar. Det gælder især, hvis man har et større udendørs område med længere siddeafstand fra skærmen, men er selvfølgelig mindre vigtigt, hvis man har en lille altan med naboer at tage hensyn til.

The Terrace er en temmelig dyr fornøjelse, men så længe man kan give det de rette forhold, får man et glimrende “alvejrs-TV”, der byder på unikke udendørs oplevelser – mens man sidder i terrassesofaen!

Årets Bedste TV, High-end:

Sony Bravia XR A90J (XR-65A90J)

Sonys råstærke OLED sætter ny rekord

Sony gør et stærkt comeback i high-end-klassen med deres nye topmodel. Bravia XR A90J står tilbage som det allerbedste TV, vi har testet i 2021.

Sony er langtfra verdens største TV-producent, men de markerer sig ofte blandt de allerbedste, når det gælder lyd og billede. Den japanske producent var ansvarlig for nogle af de TV’er, vi husker bedst fra 2020, deriblandt 8K-modellen ZH8 og det prisgunstige A85.

Derimod glimrede japanerne ved deres fravær i den absolutte high-end-klasse af OLED-skærme. Det såkaldte Master Series KD-65AG9, som vi testede året før, fik nemlig ikke nogen direkte efterfølger i 2020. Sonys daværende topmodel fik meget ros for billedkvaliteten, men måtte samtidig tåle kritik for temmelig dårlig lysstyrke.

Sony har taget sig god tid, men nu er topmodellen for 2021 så endelig klar. Og denne gang ser de ud til at have ladet kanonen ordentligt: Det nye A90J har et ekstra lysstærkt OLED-panel drevet af en supersmart videoprocessor, Bravia XR. Det har også fået bedre tilslutningsmuligheder samt den nye Google TV-platform.

De, der køber Sonys topmodel, kan desuden se frem til Bravia Core, som er producentens eksklusive streaming-tjeneste. Med andre ord er der meget at glæde sig til!

Konklusion

Har Sony formået at forbedre deres nye flagskibs-TV til 2021? OM de har! Bravia XR A90J kombinerer et kraftigt opgraderet billedpanel med en særdeles effektiv videoprocessor, hvilket resulterer i meget lækker billedkvalitet. Alle de sædvanlige OLED-fordele er her, såsom strålende farver og bundløst sortniveau. Samtidig er lysstyrken væsentlig forbedret i forhold til tidligere modeller.

Med op til 1300 nit i de lyseste partier formår A90J at levere en blændende realistisk gengivelse af HDR-video, både i mørke og lyse omgivelser. Den indbyggede, usynlige højttalerløsning fungerer glimrende. Med HDMI 2.1-kompatible indgange (dog kun to af slagsen) er Sony-skærmen også klargjort til gaming.

Læg hertil en velfungerende smart-TV-løsning og en fiks fjernbetjening, og vi har en noget nær optimal skærm til alle typer TV-underholdning.

Årets Bedste TV, Basic

TCL QLED850 (65QLED850)

Stærkt på lyd og billede

TCL QLED850 kvitterer med glimrende billedkvalitet og lydgengivelse. Helt klart et af de allerbedste køb i prisklassen!

TCL QLED850 er – som navnet indikerer – en såkaldt QLED-skærm, det vil sige et LCD-TV med kvanteprikker i farvefilteret; en teknik, der er kendt for at give et bredere farvespektrum.

Brugerfladen er den nyeste version af Android, og fjernbetjeningen anvender Bluetooth, så den ikke behøver at peges direkte mod TV’et.

TCL QLED850 udmærker sig ved bred understøttelse af de vigtigste videoformater, inklusive både HDR10+ og Dolby Vision IQ. Dermed er man sikret optimal gengivelse af moderne HDR-videoindhold, hvor IQ-versionen også tager højde for lysforholdene i rummet. Desuden understøttes Dolby Atmos lydprocessering, hvilket er rart, hvis man vil tilslutte en kompatibel soundbar.

TCL-skærmen byder på fire HDMI-indgange, hvoraf to understøtter 4K 120 Hz videosignaler. Der er også et væld af gaming-funktioner, bl.a. en separat spilindstilling med lav indgangsforsinkelse. Vi målte inputlag til under 10 millisekunder, hvilket er meget hurtigt.

Lyd og billede

TCL-skærmen har et meget skarpt, kontrastrigt og lysstærkt billede, som får mange af konkurrenterne til at se direkte dunkle ud i sammenligning! Her er rigeligt med lysstyrke til at se TV ved højlys dag, plus at sortniveauet er godt til at se film i mørke omgivelser.

Den såkaldte Dolby IQ-lyssensor bidrager til, at QLED850 tilpasser sig godt til forholdene: TV’et formår både at få detaljerne frem i mørke partier og godt med punch i de lyseste nuancer.

På lydsiden er TCL QLED850 udstyret med stereohøjttalere signeret Onkyo. Lyden er lys, stærk og klar med god taleforståelse og fyldig bas, og vi får endda lidt surround-følelse på Squid Game!

Alt i alt er det TCL, der løber med guldet i prisklassen. QLED850 kan prale af en række praktiske funktioner og har både formatunderstøttelse og tilslutningsmuligheder på plads. Billedkvaliteten er fremragende, og lyden er god nok til, at man kan klare sig uden en soundbar. Helt klart et af de bedste køb under 10.000 kroner!

Årets Bedste TV, Premium

Samsung QN85A (QE65QN85A)

Mini-LED scorer!

Med kraftig lysstyrke, glimrende kontrast og glatte bevægelser fungerer Samsung QN85A fremragende til både sport og anden underholdning.

Denne model fra Samsung har meget at leve op til; den overtager nemlig stafetten fra sidste års Q80T, som vi kårede til Årets Bedste TV i premiumklassen.

Dette års model ser ud til at have været i hård træning, for på indersiden har den fået en række råstærke billedfunktioner – deriblandt helt ny bagbelysning med Mini-LED-teknologi. Det fås også i en række forskellige skærmstørrelser fra 50 og helt op til 85 tommer. Jo større, jo bedre …

QN85A anvender Samsungs proprietære brugerflade Tizen med et bredt spektrum af apps og frem for alt god brugervenlighed. Opsætning går hurtig via mobilen, og alle de apps, man bruger til daglig, kan lægges på en lettilgængelig menulinje.

QN85A har også fået Samsungs nye fjernbetjening med USB og solcelleopladning. Dermed behøver man ikke at tænke på at skifte batteri.

Vi var selvfølgelig spændt på, hvordan Samsung-skærmen ville se ud med fodbold og andre sportsgrene, og vi blev ikke skuffet. For det første har QN85A en kanonstærk lysstyrke, som virkelig får handlingen på banen frem, selv når der er meget lys i rummet.

Det sjove er, at det også har et ordentligt sortniveau! Lysfordelingen er meget præcis, hvor skærmen kan være mere eller mindre slukket der, hvor det er relevant, hvilket betyder, at kontrasten får et kraftigt boost. Den saftige kontrast bidrager også til, at QN85A får en meget stærk og nuanceret farvegengivelse.

Konklusion

Samsung QN85A er et fremragende TV til sport og anden underholdning. Denne Neo QLED-model har god billedprocessering, der sikrer skarpe og jævne bevægelser, og den kraftige lysstyrke betyder, at man kan se TV i dagslys uden at bekymre sig om for dunkle billeder.

Takket være den præcise Mini-LED-bagbelysning er kontrasten og sortniveauet også glimrende – velegnet til serie- og filmkiggeri om aftenen. Samsung-skærmen kan desuden prale af lynhurtige smart-TV-funktioner og et velassorteret app-udvalg.

Et rigtig godt køb i premiumklassen!