Det bedste ved gaming er ikke nødvendigvis håbet om at vinde over computeren eller modstanderne. Men derimod selve oplevelsen af at udforske en helt ny verden.
For at illusionen skal blive overbevisende, skal der en ordentlig skærm til. En stor skærm, der giver indlevelse. Og det er præcis, hvad Samsung 57 Odyssey Neo G9 er skabt til. Tallet 57 refererer til diagonalmålet i tommer. Så stor er den!
Odyssey Neo G9 tilhører klassen af ultrabrede skærme i forholdet 32:9. Billedet er altså mere end tre gange så bredt, som det er højt, og den godt 130 cm brede buede skærm dækker dermed hele det vandrette synsfelt, når man sidder foran den.
Det mest bemærkelsesværdige ved Samsungskærmen er imidlertid ikke bredden, men opløsningen: Dual-UHD. Altså to gange 4K-opløsning (7.680 x 2.160 pixels). Det er den højeste opløsning på en 32:9-skærm til dato.
Uanset om du er til 3D-skydespil, eventyr eller simulatorspil, giver den superbrede skærm en kolossal indlevelse. Det kan godt være, at det vigtigste sker lige foran dig. Men når billedet dækker helt ud til det perifære synsfelt, er oplevelsen helt anderledes tæt på og personlig. Et spil som Cyberpunk 2077 nærmest kræver en indlevende skærm som denne!
Konklusion
Hvis du vil have den vildeste gamingskærm på markedet, er Samsung 57 Odyssey Neo G9 det bedste valg lige nu. Ingen anden skærm giver dig så mange pixels på ét sted – og med så høj en opdateringshastighed. For at udnytte skærmen skal du dog have hardware – og navnlig grafikkort – i den absolutte topklasse. Neo G9-skærmen er desuden en udfordring for de fleste eksisterende spil, der skal tweakes og trimmes for at kunne fungere med den brede skærms tårnhøje opløsning og blændende hastighed.