Sony behøver som en af verdens største og mest alsidige elektronikproducenter ingen nærmere præsentation. Men de er dog helt nye som leverandør af gamingheadsets.
Sci-fi look
Designmæssigt indfries forventningerne med det samme. I stedet for at give verden endnu et sort-i-sort headset til 30-årige drenge har Sony valgt et retrofuturistisk design, der giver associationer til EVE-robotten i pixarfilmen Wall-E. Ørekopperne er gråhvide og perfekt afrundede, og det samme er hovedbøjlen. Og med kulsorte ørepuder og foring på hovedbøjlen ser de næsten ud til at svæve i luften. Smalle ringe af hvidt LED-lys fuldender science fiction-præget. Mikrofonen sidder på en bøjelig, men ret stiv mikrofonarm, der kan vippes op.
Sony Inzone H9 har indbygget automatisk støjreduktion; noget vi endnu kun har set på ganske få gamingheadsets, der alle var i den dyre ende.
Fantastisk lyd
Et hi-fi-firma med mere end 75 års erfaring bør have styr på lyden. Og det har Sony! Lyden er nærværende, ren og virkelig dynamisk. Dynamikforstærkeren giver eksplosioner og skud ekstra drøn på. Men også med al skæg og ballade slået fra og i neutral indstilling er Inzone H9 klasser bedre end de fleste.
Støjreduktionen er ekstra luksus, der giver dig fred og koncentration med et tryk på en knap – og lyd fra omgivelserne med endnu et tryk. Støjreduktionen påvirker ikke lyden i nogen grad, der kan mærkes i praksis. Dog skal Sony have et lille minus i karakterbogen for, at ANC tilfører et tydeligt hørbart baggrundssus.
Konklusion
Sony er debutanter på gamingheadsets, men sikken debut! Inzone H9 er vellykket på næsten alle punkter: Lyden er engagerende og klar, styreprogrammet er det bedste i feltet, og headsettet ser endda virkelig lækkert og elegant ud. Støjreduktionen er en ekstra bonus på et i forvejen fyldt karakterark. Selv om det burde være muligt at dæmpe egenstøjen.