Serieåret på HBO Nordic startede med nye episoder af fan-favoritten Vikings, med danske Marco Ilsø og Alex Høgh Andersen. Den 30. december i år ruller den definitivt sidste sæson af den populære saga over skærmen, og alle episoder af finalesæsonen frigives på premieredagen.
2020 var heller ikke mange dage gammelt, da serieversionen af Stephen Kings uhyggelig roman The Outsider havde premiere. Serien fandt hurtigt et stort publikum og blev en af årets mest sete.
I løbet af foråret blev verden vendt på hovedet pga. Covid-19-pandemien, og under forårsmånederne ramte en lang række titler HBO Nordic, bl.a. de helt nye serier Perry Mason, The Plot Against America, I May Destroy You, Mrs. America og I Know This Much Is True. De fik følgeskab af en række tilbagevendende publikumfavoritter: Westworld, Killing Eve og Billions.
Over sommeren fik det anmelderroste horrordrama Lovecraft Country premiere, og i det tidlige efterår seriedebuterede Call Me By Your Name-instruktøren Luca Guadagnino med coming-of-age-dramaet We Are Who We Are.
I det sene efterår var der endelig premiere på den stjernespækkede miniserie The Undoing instrueret af Susanne Bier. Serien fik den bedste danske åbning for en ny serie i HBO Nordics historie.
Efteråret bød også på anden sæson af den anmelderroste fantasy-serie His Dark Materials, og så var der premiere på den svenske dramaserie Beartown, baseret på Fredrik Backmans internationale bestseller.
Ved årets Emmy-uddeling løb Succession med hovedprisen for bedste dramaserie og inkasserede i alt syv priser. Den serie, der fik allerflest priser blandt samtlige af de nominerede, var HBO’s miniserie Watchmen, der vandt intet mindre end 11 Emmy-statuetter.
Den samlede top 10 over de mest sete serier i 2020 på HBO Nordic finder du her:*
1: Vikings
2: Westworld
3: Chernobyl
4: The Outsider
5: The Undoing
6: Game of Thrones
7: Killing Eve
8: His Dark Materials
9: Euphoria
10: Beartown
* Listen er baseret på data indsamlet fra 1. januar til 30. november, så titler som f.eks. The Undoing og Beartown, der begge havde premiere i det sene efterår, har haft væsentlig kortere tid på tjenesten end serier, der har ligget der det meste af året.