Anmeldelse: 1917

Den 6. april 1917: De to unge britiske korporaler Blake (Chapman) og Schofield (MacKay) får til opgave at advare et fremskudt kompagni om, at deres planlagte angreb vil løbe lige ind i et veltilrettelagt tysk baghold.

1.600 unge mænds liv er på spil, hvis de ikke når frem til oberst Mackenzie med beskeden i tide. Tiden er deres værste fjende på den forestående rejse gennem ingenmandsland.

 

Skyttegravskrig

Første Verdenskrig (1914-1918) er ikke uden grund kendt som primært en skyttegravskrig. På de store europæiske sletter gravede bataljonerne sig ned i trange, forstærkede skyttegrave, hvor de holdt stand mod fjenden og forsøgte at erobre nyt terræn, meter for meter.

Stilstande kunne vare i månedsvis, som det fornøjeligt er fremstillet i komedieklassikeren Den sorte snog 4.

Da vi kastes ind i historien, har krigen varet i tre år, og der er stilstand mellem de tyske og de allierede tropper i det nordlige Frankrig.

De trange, mudrede og beskidte skyttegraves helvede er imponerende genskabt ned til mindste uhyggelige detalje. Filmen er så eksplicit, rå og utilsløret – men aldrig spekulativ – at det indimellem nærmest er ubehageligt at se på.

Korporal Blake har en ældre bror i det fremskudte kompagni, der er ved at gå i tyskernes fælde, men general Erinmore (Firth) forsikrer ham om, at tyskerne har trukket sig strategisk tilbage, så de to har – næsten – frit lejde frem til landsbyen Écourt.

Hvorpå Schofield lakonisk spørger, hvorfor i alverden de så skal have granater med …

Den Store Krig

Første Verdenskrig omtales oftest af briterne som “the Great War”, og for dem er det en krig, der knytter sig både hæder, ære og en næsten ophøjet nostalgi til.

Mendes har baseret manuskriptet på historier fra krigen, som hans bedstefar Alfred Mendes fortalte ham. Selve filmhistorien er fiktion, men begivenhedsforløbet er løseligt baseret på bedstefarens faktiske oplevelser som ung soldat under krigen.

Det er nok også baggrunden for Mendes’ trang til at give korporal Schofield en helterolle i dette krigshelvede, lejlighedsvis på grænsen til det overmenneskelige.

Vandring gennem Helvede

De to unge mænds ekspedition og kamp mod uret bliver en rejse gennem Helvedes forgård, en nedadgående voldsspiral a la Dantes Inferno.

Der er goldt, øde, koldt og mudret i det brutale ingenmandsland. Begge parter har barrikaderet sig bag sig bag lag på lag af pigtråd, miner og spærringer. Lig i forskellige grader af forrådnelse og med afrevne lemmer ligger spredt rundt omkring – og de fede rotter har en fest.

En dramatisk hændelse gør, at Schofield må prøve at fuldføre missionen på egen hånd. Udmattet, sulten, såret og mentalt nedbrudt avancerer han, idet han kæmper mod snigskytter, fulde tyske soldater, kulde og ignorante britiske officerer.

Den eneste lille glimt af håb er, da han møder en ung fransk kvinde (Duburcq), der skjuler sig med en forældreløs baby i en ruinby. De få minutters ømhed er en befriende pause for Schofield – og for os seere – fra krigens rædsler.

Foto og klipning af en anden verden

1917 er blot den niende spillefilm fra den britiske instruktør Sam Mendes, der fik sit store gennembrud med American Beauty i 1999. Siden har han gjort sig bemærket med følelsesladede storfilm som Road to Perdition og Revolutionary Road samt de to seneste James Bond-film, Skyfall og Spectre, der begge er blandt de bedste 007-film.

Mendes er altså ikke en voldsomt produktiv instruktør, men hans film er aldrig ligegyldige. Han har tidligere skildret krigens grusomhed i Jarhead, men i 1917 er historien som nævnt baseret på krigsoplevelser fra hans egen familie.

Da de to korporaler drager ud på deres “umulige” mission, får vi en imponerende scene gennem skyttegrave og ingenmandsland, der fremstår som én lang optagelse. 1917 er ikke den første film med lange klip. Bl.a. er åbningsscenen i Brian De Palmas Snake Eyes en 12 minutter lang optagelse, og på vores egne breddegrader fremstår Erik Poppes 22 July om Utøya-massakren som ét kontinuerligt take.

1917 er selvfølgelig ikke optaget i ét langt stræk, men den er filmet og klippet, så den fremstår som to lange, uafbrudte scener. Et teknisk mesterværk og en bedrift af cheffotograf Roger Deakins, som vi nærmest ikke har set magen til. En æstetisk nydelse i al sin grufuldhed. Én ting er, at det ser flot ud, men det giver også historien ekstra intensitet og dramaturgisk kraft.

Stjernegalleri

Mendes har fået det meste, der kan krybe og gå af store britiske skuespillere, med i små biroller. Fra Colin Firth over Mark Strong og Richard Madden til Benedict Cumberbatch, men 1917 er George MacKays film. MacKay, der mest er kendt for rollen som Viggo Mortensens søn i Captain Fantastic, gør en formidabel indsats som den komplekse korporal på en mulig selvmordsmission.

Han er med i hver eneste scene og bærer den dramatiske historie på sine spinkle skuldre. Den lidt indesluttede unge mand er egentlig dødtræt af hele krigen, men er alligevel glad for at være væk hjemmefra. Han ser bestemt ikke sig selv som en helt, men alligevel fortsætter han uselvisk fremad, udmattet og såret, selv om det ser fuldstændig håbløst ud. Der er aldrig tegn på overspil eller noget teatralsk over hans bundsolide præstation.

1917 er ikke lige så distanceret og “kølig” som den enestående Dunkirk. Den er desværre lidt for fokuseret på at fremstille Schofield som helt og har en tendens til uklar symbolik. Selve handlingen er heller ikke voldsomt original, men alt i alt er det en fantastisk film og teknisk og visuelt en både smuk og grum pragtpræstation.

Fem bundsolide stjerner til en film, som du sent vil glemme – den vil nok blive siddende og gøre lidt ond i systemet nogle dage. Anbefales på det varmeste!