anmeldelse: 22 July

Med ni timers jetlag i bagagen kvalte vi to dåser Red Bull inden presseforevisningen af 22 July. Men frygten for at falde i søvn var fuldstændig ubegrundet: Paul Greengrass’ usminkede version af terrorangrebet på Utøya og regeringskvarteret i Oslo den 22. juli 2011 rammer én som en følelsesmæssig knytnæve lige i mellemgulvet!

Advarer mod det yderste højre

Britiske Paul Greengrass er nok bedst kendt som instruktør af de actionmættede Bourne-film, men har tidligere vist et stærkt socialt og politisk engagement med film som United 93 og Captain Phillips. United 93 gav en nærmest dokumentarisk og meget realistisk fremstilling af almindelige flypassagerers kamp for at overleve meningsløs terrorisme under 9/11.

Det er en meget engageret instruktør, vi møder efter fremvisningen af 22 July. Han brænder for at fortælle om terroren og om højreekstremismens fremvækst i Vesten de seneste årtier, og især hamre vigtigheden af politisk engagement ind i hovedet på de unge. At vække de unges engagement er netop en af de vigtigste grunde til, at han denne gang har valgt at samarbejde med Netflix.

Greengrass trækker paralleller mellem mellemkrigstiden og nutidens højreekstremistiske partier i lande som Holland, Ungarn, Østrig og Sverige, og advarer om, at stadig mere af deres tankegods, der for ti år siden blev betragtet som ekstremt, nu er omfavnet af masserne. Heri ligger meget af fokus i 22 July: Hvorfor handlede “monsteret” Anders Behring Breivik, der var en af os, som han gjorde?

Hele historien

At sammenligne 22 July med Eriks Poppes Utøya er som udgangspunkt en naturlig øvelse, men uretfærdigt. De to filmskabere har valgt at gribe terrorangrebene an på to vidt forskellige måder.

Hvor Poppes Utøya kun skraber i overfladen af de forfærdelige begivenheder og giver os flade personer og fragmenter af hele billedet, får vi med 22 July hovedroller af kød og blod med baggrund, familie, venner og et levet liv. Og ikke mindst et indblik i gerningsmandens forvredne tankegods, samt hvordan Norge som samfund reagerede bagefter. I den henseende ville Utøya nok have fungeret bedre som en del af 22 July.

Greengrass selv siger, at det er umuligt at fortælle hele historien, men hans film gør et seriøst forsøg på at få det hele frem og belyse baggrunden for, at terrorangrebene overhovedet kunne ske.

Vi følger den virkelige person Viljar (Gravli), som er en af deltagerne i den politiske AUF-lejr på Utøya i 2011. Han er der sammen med sin lillebror og en gruppe venner fra Svalbard. Vi ser også terroristen Breivik (Danielsen Lie) gøre sine møjsommelige forberedelse, kynisk og kalkuleret, til de angreb, der vil dræbe 77 og såre mere end 200. En thriller-start, som hurtigt eskalerer til helvede på jord!

Brutalt virkelig

Vi ser regeringskvarteret sprænges sønder og sammen, og hvordan Breivik udnytter situationen til – skræmmende let – at komme ud til Utøya. Her går massemorderen metodisk til værks og viser sin psykopatiske mangel på empati og medfølelse. Som han selv siger: “Vi er i krig, og de unge var legitime ofre, børn af eliten og morgendagens ledere.”

Angrebet er langvarigt, hårdt og brutalt, men opleves aldrig som spekulativt. Greengrass – der også har skrevet manuskriptet, baseret på Åsne Seierstads bog En af os – viser den frygt, den desperation og angst og det kaos, der herskede denne mørke sommerdag i europæisk historie. Koldt, umenneskeligt og brutalt, men ægte.

Greengrass er glad for håndholdt kamera og hurtige klip; en effektiv måde at forstærke kaos, panik og terror på – hele tiden med virkelige menneskeskæbner i fokus. Vi formelig suges ind i den ubehagelige handling og væmmes af det, vi bliver vidne til.

Efterspil

Hvor Poppes Utøya for udenforstående, der ikke kender historien, nærmest ikke giver nogen mening, tager 22 July os med på hele rejsen. Efter lidt over en halv time er angrebene overstået; resten af filmen handler om, hvordan samfundet tacklede begivenhederne, og om de overlevendes kamp for at komme videre i livet.

Breiviks håndplukkede advokat, Geir Lippestad (sobert fremstillet af Jon Øigarden), fremstår som den retskafne forsvarer af retsstatens principper, samtidig med at han personligt viser afsky for personen Breivik og hans handlinger. Vi får et indblik i den langvarige retssag med krav om psykiatrisk evaluering, nazihilsener og en iskold Breivik, der ikke viser så meget som en antydning af anger eller empati.

Vi får at vide, at Norge satte retsstatens principper foran den langt lettere vej: At behandle terroristen som en andenrangs borger uden rettigheder. Et fascinerende indblik, som også blev bemærket i det store udland, men nok er lidt ensidigt fremstillet her. Desuden skurrer dramaturgien lidt, når filmen kommer ind på “kedelige” rapporter og sikkerhedsrutiner, der svigtede.

Det mest givende er Viljars vej tilbage til livet. Efter flere måneder på hospitalet vender han, stadig hårdt kvæstet, tilbage til det karrige landskab på Svalbard. Omgivet af sne og øde fjeldtoppe kæmper han for at finde livsgnisten igen. En stærk historie, som Gravli lykkes godt med, idet han svinger fra den dybeste fortvivlelse til kampvilje og stædighed for at tage kontrollen over sit eget liv tilbage.

Den mest udfordrende rolle er tilfaldet Anders Danielsen Lie, der har fået den “umulige” opgave at give massemorderen et menneskeligt ansigt; en opgave, som Lie klarer til perfektion. Ansigtsmimikken, det selvtilfredse, arrogante smil, kropsbevægelserne – det hele sidder lige i øjet. Han tager den narcissistiske, selvhøjtidelige psykopat på kornet, men samtidig med at han fremstår som en hjernevasket galning, ser vi se glimtvis tegn på “normal” menneskelighed bag masken.

Engelsk på norsk?

Mange spaltemeter er viet til Netflix’ beslutning om at indspille filmen med norske skuespillere, der taler engelsk. Før vi satte os til rette i biografsalen, var vores skepsis stærk, men efter fem minutter var den forsvundet som dug for solen. Det fungerer overraskende godt og er kun en lille mental barriere, man skal over. Ingen udlændinge vil overhovedet tænke over problemstillingen, og diktionen sidder, mens accenten er nedtonet.

Greengrass er kommet som udenforstående og har set på et af de mest alvorlige terrorangreb nogensinde (det største gennem tiderne udført en enkeltperson) med objektive øjne. Han tager et klart politisk standpunkt med en klar agenda mod højreekstremismens fremgang, men det gør bestemt ikke 22 July mindre seværdig eller vigtig.

Brutalt stærk, ægte og sindsoprivende, men samtidig med glimt af håb. Det hele ledsaget af gode skuespillerpræstationer samt flot foto og klipning. Indimellem tværes historien lidt for meget ud, og retssagsscenerne kunne med fordel have været mere komprimerede og lige på. Fremstillingen af Stoltenberg er også lidt for endimensionel, og enkelte scener virker lidt ufærdige og letkøbte. Fem svage stjerner til denne vigtige film.