Milliardæren og filantropen “One” (Reynolds) har officielt forladt denne verden i forbindelse med en flyulykke. I virkeligheden er han gået undercover og har rekrutteret fem specialister (som også officielt er døde), så de kan operere under radaren. Gruppens mål: At gøre gode gerninger og rette op på noget af al den djævelskab, der er i verden – intet mindre.
Michael Bay er uden tvivl en af vor tids mest succesfulde instruktører – målt på omsætning, ikke på kunstnerisk finesse og subtilitet – og står bag megasucceser som The Rock, Armageddon, Pearl Harbor og hele Transformers-serien. Det, der går som en rød tråd gennem hans film, er gigantiske eksplosioner, actionpakkede scener, hårdhudede mænd, helikoptere i solnedgang (altid) og håbløs handling og ditto dialoger (for det meste).
I den henseende føjer 6 Underground sig naturligt ind i hans fårede filmografi; men hvor han før har skullet tage hensyn til biografernes aldersgrænser, udsender han denne film under Netflix’ paraply. Her er det nonstop hårdtslående action, eksplicit tegneserievold og et eksplosionsbudget, der vil give enhver pyrotekniker i tårer i øjnene.
I en slags hybrid mellem Mission: Impossible, The A-Team, James Bond, Fast & Furious og Sin City følger vi den brogede bande “afdøde” verden rundt, idet One har sat sig for at styrte den korrupte og brutale diktator i Turgistan og indsætte hans bror i stedet.
Hele teamet har numre i stedet for navne, så de ikke kender hinandens virkelige identitet, og målet er altid vigtigere end teamet. Her er der ingen militær æreskodeks om “leave no man behind” – hvis du fucker op, er du på egen hånd!
På mange måder gentager Reynolds den samme rapkæftede og seje rolle, som han har spillet i Deadpool-filmene og de seneste udgaver af Fast & Furious, bare ikke nær så jordnær og morsom. Replikkerne virker lidt for ofte kunstige og konstruerede, men han er afgjort filmens stærkeste kort.
Hans team består af seje kvinder (i “klassisk” Bay-stil let og udfordrende klædt) og kapable mænd, såsom en fremragende snigskytte og en parkour-akrobat af rang. Men de er og bliver endimensionelle statister; Bay er ligeglad med personerne og holder stramt fokus på filmens body count og næste skydescene.
Indimellem morsomt og underholdende, og 6 Underground byder bestemt på nogle lækre actionscener, hvoraf den heftigste foregår i en penthouse-lejlighed i en skyskraber (sejt!). Men filmen bliver efterhånden enerverende repetitiv, plottet er så hullet, at en schweizerost ville rødme, og dialogerne er irriterende banale og infantile.
Synd, for plottet har som udgangspunkt meget potentiale, men det viser sig altså – chokerende nok! – at det ikke var en god idé at give testosteronbomben Michael Bay frie tøjler. Tre svage stjerner. Hvis du vil se filmen, så tank op med masser af popcorn og øl, og slå hjernen fra!
Fakta:
- Netflix
- Release: 13. december 2019
- Instruktion: Michael Bay
- Med: Ryan Reynolds, Mélanie Laurent, Manuel Garcia-Rulfo, Adria Arjona, Ben Hardy, Dave Franco, Corey Hawkins, Lior Raz, Payman Maadi
- Genre: Action
- Land: USA
- År: 2019
- Tid: 2:07 timer