Anmeldelse: 9/11: One Day in America

Mere end 6.000 mennesker blev såret, og 2.977 uskyldige mennesker blev brutalt dræbt, da islamistiske ekstremister terrorbombede World Trade Center i New York, Pentagon i Virginia og United 93 i Pennsylvania, med fire passagerfly som “levende bomber”.

343 brandmænd, 60 politifolk og ni ambulancefolk mistede livet på Lower Manhattan, da Tvillingetårnene styrtede i grus.

 

I dag er det præcis 20 år siden – den dag, der rystede hele verden, satte en ny kurs for USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, og ændrede vores forhold til sikkerhed og terrorisme i en overskuelig fremtid.

For alle født før ca. 1995 er de chokerende, totalt absurde minder fra den 11. september som brændemærket på nethinden. Den vantro, chok og rædsel, der flød gennem kroppen, da passagerfly nummer to bragede ind i verdens mest berømte bygninger, kan den dag i dag ikke beskrives med ord. Og det hele kunne bevidnes live på TV.

Siden er der kommet masser af dokumentarfilm om terrorangrebet, mændene bag, planlægningen, årsagerne, konsekvenserne og de tekniske aspekter – men aldrig før har vi så hudløst fået skildret frygten, forvirringen, smerten, fortvivlelsen og den vedvarende angst hos dem, der fysisk befandt sig på stedet.

Brandmænd på vej op ad røgfyldte trapper, ambulancefolk, der måtte håndtere deformerede kroppe, politifolk, der blev slået omkuld af røg- og askeskyen, og ganske almindelige mennesker, der kom på arbejde en tilsyneladende helt normal hverdag og fik deres liv kuldkastet for evigt. Som en af de overlevende, Ron Clifford, nærmest lakonisk udtaler: “This was my world, never to be the same again.”

The sky was falling and streaked with blood
I heard you calling me, then you disappeared into the dust
Up the stairs, into the fire
Up the stairs, into the fire
I need your kiss, but love and duty called you someplace higher
Somewhere up the stairs,
Into the fire

 

Den nye dokumentar fra National Geographic er lavet i samarbejde med  9/11 Memorial & Museum, det officielle mindecenter for ofrene. Siden den 11. september 2011 har man ved selvsyn kunnet gå gennem ruinerne og se billeder og video fra terrordagen, under jorden på det sted, hvor de oprindelige tvillingetårne stod. Et besøg, vi kan varmt anbefale.

Den næsten fem timer lange dokumentar ser denne skrækkens dag næsten udelukkende gennem ofrenes øjne, idet de genfortæller, hvordan de oplevede dagen. Fra fysiske smerter, tab og sorg til psykiske sår, der aldrig vil heles.

Den rystende fortælling byder på masser af unikt videomateriale, der aldrig før er offentliggjort. Hele 235 timers interviews med 54 mennesker, der var direkte involveret, ligger til grund for dokumentaren. Ufattelige 951 timers arkivmateriale er omhyggeligt blevet gennemgået, klippet, redigeret og sat i kontekst.

Filmen er indimellem så eksplicit, at det er direkte ubehageligt at se på. Når mennesker styrter til jorden efter at have kastet sig ud fra 400 meters højde i ren desperation, og brandmændenes mentale reaktion er at lukke det ude, er det både smertefuldt og skrækindgydende respektfuldt på samme tid.

Dokumentaren er ikke politisk, og den tager heller ikke stilling til den ene eller den anden side. Den skildrer denne helt unikke dag i verdenshistorien med noget, der minder om kølig distance; som en flue på væggen bliver vi taget med “bag kulisserne”, da terroren rammer.

Det, der slår os ved første gennemsyn, er hvor stille og usandsynligt rolige alle fremstår, fra brandmænd til civile ansatte i tvillingetårnene. Selv efter at fly nummer to rammer Sydtårnet, 17 minutter efter at Nordtårnet blev ramt, bryder der ikke total panik ud. Man forsøger at løse en akut krise her og nu. Ingen fremstilles som umenneskelige helte, det er mennesker, der udfører et job, de er sat til at udføre.

Vi ser ingen journalister stille spørgsmål, kun ofrene, der efter bedste evne forsøger at genfortælle, hvad de oplevede for 20 år siden. Folk husker små detaljer – hvilket slips de havde på, hvem de mødte i lobbyen, lugte, minder om en solrig sensommerdag – før den verden, de kendte og følte sig trygge i, blev forvandlet til et umenneskeligt inferno, ja noget, der ligefrem mindede om dommedag.

Minut for minut, fra vi hører de første bekymrede beskeder fra flyvelederne i Boston, til de sidste overlevende bliver gravet ud af murbrokkerne, følger vi dagen kronologisk. Hele tiden iblandet tilbageblik fra dem, der var til stede.

Med så enorm adgang til spektakulære billeder er det ikke svært at lave en opsigtsvækkende dokumentarfilm. Den kunne også have været iblandet rasende amerikanere, der knytter næven mod muslimerne, men 9/11: One Day in America er helt fri for den slags billige og usmagelige greb.

“Hovedpersonen” er den erfarne og særdeles sindige brandmand Joseph Pfeifer, der ledede koordineringen af brand- og redningsarbejdet fra lobbyen i Nordtårnet. Pfeifer fortæller med rolig stemme om, hvor svært han anså jobbet for at være, om frygten for hans bror (som også var brandmand) og det chok, der ramte dem som en knytnæve i maven, da det andet fly ramte Sydtårnet – og de indså, at det bestemt ikke var nogen tilfældig ulykke.

Instruktør Daniel Bogado og hans team har gjort et fremragende stykke arbejde med at samle og ikke mindst udvælge videoer fra dagen. Desuden har de interviewet ofre fra alle samfundslag, der i forskellig grad blev ramt af terrorens sande ansigt.

9/11: One Day in America er en milepæl, en af de stærkeste dokumentarfilm, vi har set, og et vigtigt mindesmærke for en af de mest skelsættende dage i moderne historie. Ekstra “pikant” i lyset af tilbagetrækningen og det totale kollaps efter NATO’s tyve år lange krigsindsats i Afghanistan.

Man kan sige meget om dette engagement, men før du blankt fordømmer Afghanistan-krigen, skal du huske, hvorfor USA og NATO, deriblandt Norge og Danmark, gik ind i landet – for at fratage islamistiske ekstremister for muligheden for at udføre terrorangreb på amerikansk og europæisk jord.

En dokumentar for evigheden. Seks bundsolide stjerner!

9/11: One Day in America kan ses på National Geographic Channel fra i dag og bliver tilgængelig på Disney+ i løbet af efteråret.