: A Good Day to Die Hard

I et Hollywood med stadig større idétørke, og hvor villigheden til at satse penge på nye risikable film skrumper ind, er genoplivningen af gamle blockbusters snarere blevet reglen end undtagelsen. Rocky er nu kommet op på seks film, Rambo på fem (den sjette planlægges!), selv Schwarzenegger er tilbage i det gamle spor, og Die Hard er her i den femte udgave – og nummer seks er allerede planlagt til 2015!

Da den relativt ukendte Bruce Willis (stadig med hår på hovedet) tog skridtet fra den komiske detektivserie Moonlighting (1985-89) over til actionfilmgenren på det hvide lærred, kunne ingen forudse, hvilken succes det ville blive.

Med John McTiernan (Predator) i instruktørstolen og debutanten Jeb Stuart som manuskriptforfatter blev en helt ny type actionhelt skabt: En ukonventionel, ordinær fyr, som gav fanden i love og regler; en mand, som blev gennembanket og alligevel tog det hele med et smil og en kvik replik; en familiefyr, der havde de samme problemer som dig og mig – kort sagt: En skudsikker antihelt, som vi alle kunne heppe på! Og kombinationen af hårdkogte actionscener og befriende humor gjorde nærmest Die Hard til en familiefilm (i hvert fald i undertegnedes familie).

Efterfølgeren (med finske Renny Harlin i instruktørstolen) var mere voldelig, men fulgte stort set i samme spor. I tredje film var McTiernan tilbage og gav os et friskt pust med et originalt manuskript og Samuel L. Jackson og Jeremy Irons i storform. Comebacket med fjerde film var en blandet fornøjelse, kortere og massivt mere actionspækket end før, men vi lod os forføre endnu en gang, i høj grad på grund af nostalgien.

Men hvad med John Moore i instruktørstolen og McClane-cirkusset flyttet ud af USA og til Moskva – er det virkelig en god dag at dø hårdt?

Vores hårdtarbejdende New York betjent tager turen til Moskva for at hjælpe sin søn, som mildt sagt har fået problemer med det russiske retssystem. Selvfølgelig går der ikke lang tid, før den halve by sprænges i stumper og stykker, og kugleregnen smælder som hagl i Moskvas gader. Hvis McClane var “out of his jurisdiction” i L.A. og Washington D.C., så er han det ti gange mere i den tidligere kommunistiske hovedstad, men han og sønnen svarer igen med samme mønt.

Mere fordummende og forudsigelig end de foregående film – og skæmmet af en del unødvendigt eksplicitte voldsscener – er det til syvende og sidst de ekstravagante actionscener, der redder dagen. Især lader vi os imponere af en ekstravagant biljagt, som bliver ved i det uendelige og knuser det halve af Moskvas bilpark! Desværre har de ikke magtet at beholde intimiteten og “the feeling” fra de foregående film, og A Good Day to Die Hard bliver bare endnu en actionfilm. Det er først og fremmest på manuskriptfronten, det svigter – vi savner en Hans Gruber! Filmen er proppet med karakterer, hvis skæbne vi er fuldstændig ligeglade med, og klichéagtige replikker, som vi nærmest rødmer over.

Fans af serien vil ikke gå direkte skuffede hjem, men meget af McClanes “sjæl” er blevet væk i de forsimplede actionscener og et plot så tyndt og hult som vissent græs. Vi ønsker gerne mr. McClane tilbage i vores ydmyge stuer, men i så fald med mere substantiel bagage i rygsækken. Tre stjerner til femte film, mens vi præmierer samleboksen med fire stjerner.

En kæmpestor actionfilm som A Good Day to Day Hard bliver som en lunken øl dagen derpå, hvis ikke lydsporet (dts-MA 7.1) leverer varen – og det gør det til fulde på denne BD! Subwooferen får virkelig rørt sig, og eksplosionerne kommer herlig præcist fra både for- og baghøjttalere. Billedkvaliteten er også rigtig god, men det gennemgående mørke billede svækker detaljerigdommen i enkelte scener.

På bonusfronten er det meste med, bl.a. kommentarspor med instruktøren, udeladte scener, en halv times dokumentar om den spektakulære biljagt, fokus på McClanes comeback, storyboards, trailers og special effects samt en timelang, meget grundig og informativ bag-om-filmen!

PS: Samleboksen Die Hard – Legacy Collection med alle fem film udkommer også nu på BD.