Anmeldelse: Ad Astra

Engang i en ikke alt for fjern fremtid tager elite-astronauten Roy McBride (Pitt) ud på en virkelig lange rejse til den yderste rand af vores solsystem. Som en anden opdagelsesrejsende skal han udforske ukendt territorium, samtidig med at han får rigelig tid til at granske sin sjæl.

25 år tidligere forsvandt hans berømte far (Jones) under en mission, hvis mål var at finde intelligent liv. Nu bliver Jorden pludselig udsat for livsfarlig kosmisk stråling, og NASA mistænker, at den gamle McBride står bag.

Instruktør og manuskriptforfatter James Gray og producent Brad Pitt har lavet en virkelig flot film med spektakulære billeder fra det fascinerende verdensrum, omend ikke lige så fortryllende som i Gravity.

McBrides laaange rejse afbrydes af en heftig actionscene på månen samt et uhyggeligt møde med et norsk fragtskib i ren Alien-stil. Derudover må Pitt bære filmen og historien på sine skuldre, hvilket han lykkes godt med. Dog bruges der lige lovlig meget tid på nærbilleder af Pitts vejrbidte ansigt, og plotmæssigt tages der nogle utilfredsstillende genveje.

Via McBrides voice-over lærer vi, at han er en hård nød af en mand. Han får aldrig høj puls – selv i frit fald fra flere tusind meters højde holder han hovedet koldt – ligesom han holder sine følelser i ave, hvilket har fået hans kone (Tyler) til at forlade ham. Jobbet og missionen er det eneste, han fokuserer på.

Voice-over kan fungere på film, og i en film som Ad Astra (“mod stjernerne”), der stort set er et onemanshow, er det at gøre en dyd af nødvendigheden, men her bliver monologen lidt for ofte insisterende og nærmest banal.

McBrides “store” tanker og filosofier virker ofte lidt for pompøse og selvindlysende, og både han og manuskriptforfatteren prøver lidt for hårdt at gøre Ad Astra til en dyb, emotionel film, der skal få os til at filosofere over livets store spørgsmål. Hvilket den kun lejlighedsvis lykkes med.

Ad Astra er en visuel nydelse og i lige så høj grad en rejse ind i hovedet på McBride som en pionerrejse ud i det mørke verdensrum. Samtidig er det en klassisk fortælling om et smerteligt far-søn-forhold, der kan vinde genklang hos de fleste af os. En film, der med fordel kunne have været mere subtil, men bestemt er værd at se. Fire stærke stjerner (!).