En gruppe beboere på et plejehjem i Jerusalem er lede og kede af at se deres venner lide unødigt i den sidste del af livet. De bygger en dødshjælpsmaskine for at gøre noget ved problemet, men havner i et etisk dilemma, da rygtet spreder sig, og folk står i kø for at få en værdig afslutning.
Afskedsfesten har et tiltalende præmis og starter også relativt godt med et kreativt anslag. Ideen om at fortælle en historie med udgangspunkt i en gruppe ældre er befriende anderledes og kunne være et solidt fundament for en vellykket film. Desuden er det en gennemført produktion, og skuespillerne gør et godt stykke arbejde ud fra manuskriptet, der glimrer ved flere småkomiske situationer.
Alligevel er den endelige konklusion, at Afskedsfesten ikke fungerer optimalt. Den tunge tematik om aktiv dødshjælp bliver kernen i historien, men det lykkes ikke at skabe nogen stærke emotionelle øjeblikke, og vi savner svar på vigtige spørgsmål. Desuden er filmen lejlighedsvis meget statisk og kedelig, og formår ikke at engagere os tilstrækkeligt. Med nogle mindre justeringer var resultatet nok blevet langt bedre. Tre stjerner.
Udgivelse på Blu-ray vækker ikke den store opsigt. Både lyd og billede holder en høj standard, men der er ikke noget ekstramateriale.
Fakta:
- Release: 9. november 2015
- Instruktion: Sharon Maymon
- Originaltitel: Mita Tova
- Med: Ze’ev Revah, Levana Finkelstein, Aliza Rosen, Ilan Dar, Rafael Tabor, Shmuel Wolf
- Genre: Drama
- Land: Israel
- År: 2014
- Tid: 01:32 timer