: Agent Carter, 1. sæson

Agent Carter er skabt af Christopher Markus og Stephen McFeely, der har skrevet manuskript til Captain America: The First Avenger (2011) og Captain America: The Winter Soldier (2014), og er en spin-off af den første film.

Handlingen starter lige efter Anden Verdenskrig, hvor Captain America, Peggy Carters (Atwell) store kærlighed, tilsyneladende er død. Peggy ansættes som sekretær i SSR (Strategic Scientific Reserve), hvor hun bliver sat til simple opgaver og ignoreret som den ressource, hun er, fordi hun er kvinde. Men da Howard Stark (Cooper) beskyldes for landsforræderi, bliver hun i al hemmelighed rekrutteret til at rense hans navn sammen med butleren Edwin Jarvis (D’Arcy).

Christopher Markus og Stephen McFeely har haft de bedste intentioner, da de undfangede serien, og en historie om en kvindelig hemmelig agent i efterkrigstidens New York med en blanding af elementer fra Marvel-universet og den kolde krig er en glimrende idé.

Agent Carter er da også både underholdende og velproduceret med elegant tidskolorit og listige undertoner. Problemet er bare, at serien fremstår som lidt billig og alt for letfordøjelig, og den tager sig nogle narrative friheder, der undervurderer publikum. Selvfølgelig er det bare underholdning, men man får en følelse af, at hele produktionen er blevet kastet sammen på alt for kort tid. Indspilningen bærer præg af simpelt studiearbejde med overdrevet billedredigering, der lugter lidt af kulørte reklamer uden den store dybde.

Desuden lærer man ikke personerne godt nok at kende, og de er indimellem for karikerede med en tendens til overspil. Den smukke Hayley Atwell gør ganske vist en fin figur som den hårdtslående Peggy Carter, men man kommer ikke nok ind under huden på hende, og den manglende empati svækker seriens emotionelle slagkraft.

Vi vil konkludere, at det er udmærket underholdning inden for genren, og muligheden for en bedre fortsættelse er bestemt til stede. Vi er i tvivl, men strækker os til fire stjerner.

Agent Carter kan streames fra Netflix nu, og den tekniske kvalitet er – som man kan forvente – god, selv om billedet har en tendens til at blive for kulørt med en følelse af “vaseline på linsen”. Lyden er også fin, men indimellem for voldsom. Det er nærliggende at antage, at der er skruet lidt op for både lyd og billede for at kompensere for den manglende kvalitet i selve produktionen.