Sjældent har et så vanvittigt talentfuldt team leveret et så ufuldstændigt og stærkt frustrerende produkt!
Ordet for instruktør på engelsk, «director», kommer fra det anglo-franske ord directeur. Oxford-ordbogen har følgende definition af ordet: “set straight, arrange, give a particular direction to, to direct, to guide, keep straight “. Nu blev Amsterdam ganske vist filmet under covid-restriktionerne, så vi fornemmer, at instruktøren, David O. Russell, muligvis kan have udført sin ‘instruktion’ via Zoom …
For er der noget, Amsterdam minder om, så er det forårskåde kalve, der lukkes ud på græs, helt ukontrollerede, vilde og retningsløse.
Jeg mener, se på denne rolleliste!: Christian Bale, Margot Robbie, John D. Washington, Andrea Riseborough, Michael Shannon, Mike Myers, Taylor Swift, Zoe Saldaña, Rami Malek, Robert De Niro og Chris Rock. Russell har ganske vist været en forholdsvis ustabil instruktør, men på sit CV har manden virkelig stærke film som The Fighter, Silver Linings Playbook og den fornøjelige American Hustle. Så hvordan i alverden kunne det gå så galt med Amsterdam?
Intentionen bag filmen synes at være, at magt korrumperer, og at befolkningen i et demokrati ikke kan tage deres folkestyre for givet. Der findes elitære, magtfulde grupper, der er villige til at kaste demokratiets regler på bålet, hvis de ser en fordel for sig selv i det. Med dette som bagtæppe flettes virkelige begivenheder fra 1930’ernes USA ind; og ser man bag om plottet, forsøger Russell (som udover at sidde i instruktørstolen også har skrevet filmmanuskriptet) at trække tråde til den aktuelle korrumperede politiske situation i USA, med den stadig tilbagevendende trussel om Trump-fascisme.
Vi lægger ud i New York i 1933, hvor våbenbrødrene fra Første Verdenskrig, lægen Bert Berendsen (Christian Bale) og den snedige advokat Harold Woodman (John D. Washington), assisterer klienter lidt nede på rangstigen.
Begge blev slemt såret under brutale kampe i Frankrig under krigen, og nu har Berendsen specialiseret sig i at fikse veteraners krigsskader. Som nebengesjæft driver han sit meget private, eksperimentelle apotek, som udvikler smertestillende vidundermedicin. Blandt klientellet er alt fra politifolk til herrer højt på strå.
Da milliardæren Meekins’ datter (Taylor Swift) hyrer makkerparret til at afsløre et muligt mord på hendes far, løber det helt af sporet – og de ender selv med at blive jagtet af politiet.
Herfra foretager vi så et gevaldigt spring tilbage til slagmarken på de franske sletter under Første Verdenskrig, hvor livslange venskaber knyttes, og soldater falder som fluer. Venneparret overlever heldigvis, selv om de er hårdt såret og vansiret. På lazarettet havner Berendsen og Woodman på samme sengeafsnit og lader sig fascinere af den noget outrerede, enigmatiske sygeplejerske Valerie Voze (Margot Robbie).
Her skifter Amsterdam fuldstændigt tempo, og bliver et tilbageblik på ungt venskab, kærlighed og en vaudeville-tilværelse i Amsterdams bohemeliv i efterkrigstiden. Valerie dyrker sin kunst, mens mændene danser efter hendes pibe – indtil piben pludselig stopper. Fascinerende nok er denne del filmens stærkeste.
Med yndige Valerie ude af billedet er vi igen tilbage i 1930’ernes Amerika, i en mellemkrigstid, der stadig er præget af den store depression, klasseskel og raceproblemer. Her skifter Berendsen og Woodman spor og forsøger at afdække en mørk konspiration og komme til bunds i et uopklaret mord, hvor de antager, at skurken Tom Voze (Rami Malek) har en nøglerolle; alt imens Berendsens svigerfamilie fra Helvede fortsætter med at plage ham, og to CIA-agenter vil rekruttere dem – noget uklart af hvilken årsag.
Og desværre er uklart nøgleordet her. For hverken karaktererne, handlingen eller instruktøren er helt enige om filmens retning eller genre!
Skal det være krimi, satirisk komedie eller bitter samfundsanalyse med korrumperede politikere og elitens fascistiske tendenser? Det, mine damer og herrer, det er nok ikke kun undertegnede, der funderer over, for her stritter plottet i alle retninger.
Russell er åbenbart ude af stand til at bestemme sig, og samtidig har han denne gang heller ikke været i stand til at ‘kill his darlings‘, så filmen til tider fremstår unødvendigt langstrakt og dræbende kedelig.
Selv en Robert De Niro i vanlig god form magter ikke i slutningen at samle trådene, endsige hæve intensiteten i Amsterdam nævneværdigt. Vi får forklaret, at manuskriptet er meget løst baseret på reelle planer om et coup d’etat, kaldet ‘The Wall Street Putsch’; med en amerikansk general i centrum for finansfyrsters kupforsøg mod præsident Roosevelt.
Så er det bare en skam, at hovedplottet forsvinder i Russells overflødighedshorn af biroller, sidehistorier og forvirrende/retningsløs instruktion. Man skulle tro, at et så tilpas stort projekt med så mange gode folk både foran og bag kameraerne kunne tøjle den vildfarne instruktør – og i det mindste skaffe ham en kompetent klipper?
Filmens stærkeste kort er fremragende skuespil fremfor alt fra Christian Bale, og et herligt, smukt timet samspil mellem Bale, Robbie og Washington. Tidskoloritten sidder lige i skabet, og filmfotograf Emmanuel Lubezkis fotografering kan man kun elske.
Utroligt nok står selve hovedplottet nærmest i vejen for en god historie, der drukner i kaos og alt for mange bolde i luften. Det er noget at tænke over for Russell, eftersom han faktisk ønsker at få frem (det tror vi da…), at selv i dag er Amerikas demokrati klassificeret som under ‘Code Red!’, eksemplificeret ved det Trump-støttende angreb på Kongressen sidste år.
Amsterdam er faktisk slet ikke en ægte, elendig filmfiasko, og det er netop det, der er så frustrerende. Filmen oser af kvaliteter, men det hele er så åbenlyst middelmådigt og kaotisk udført. Som helhed falder projektet sammen og fortjener ikke mere end tre yderst svage stjerner.
Amsterdam havde premiere på Disney+ den 14. december. Se den, hvis du bare ikke kan få nok af Christian Bale og Margot Robbie.
Fakta:
- Disney+
- Release: 14. desember 2022
- Instruktion: David O. Russell
- Medvirkende: Christian Bale, Margot Robbie, John D. Washington, Alessandro Nivola, Andrea Riseborough, Michael Shannon, Mike Myers, Taylor Swift, Zoe Saldaña, Rami Malek, Robert De Niro, Chris Rock
- Genre: Drama
- Land: USA
- År: 2022
- Tid: 2:14 t.
- Karakter: 3