anmeldelse: Amundsen

Få nordmænd har fået mere international anerkendelse end polarforskeren Roald Amundsen (en skræmmende vellignende Pål Sverre Hagen). Den ikoniske mand var bl.a. den første, der satte fod på Sydpolen (1911), den første til at nå både Syd- og Nordpolen (1926) og den første til at sejle gennem Nordvestpassagen (1906).

Det er med andre ord et omfattende liv og et ambitiøst projekt, Ravn Lanesskog (manuskript) og Espen Sandberg (instruktion) har påtaget sig. Og det er da også her, hovedproblemet med Amundsen ligger. Man har valgt at gabe over alt for meget af hans indholdsrige liv, og derfor bliver vi nærmest hastet fra bedrift til bedrift, uden at de fascinerende præstationer får tid til at folde sig ud. I hans liv – og i manuskriptet til filmen – er det materiale nok til en miniserie.

Hans mest berømte præstation er uden tvivl ekspeditionen til Sydpolen i et intenst kapløb med britiske Robert Scott og hans mænd. Det er en rejse, der kunne bære en hel film alene, men her bliver en masse potentiel spænding ødet bort. Bortset fra lidt dårligt vejr får vi ikke nogen fornemmelse af, hvor hårdt og intenst dette kapløb var.

I eftertiden har flere bøger nærmest lavet et karaktermord på polarhelten – som i sin egen tid blev sat op på en piedestal af det nyligt uafhængige norske folk. Heldigvis formår filmen at give et relativt nuanceret billede af den mangefacetterede polarforsker. En mand, der var besat af at nå sine mål – koste, hvad det koste ville – men også en omsorgsfuld person.

Fortællegrebet med samtaler mellem hans elskerinde, Bess Magids (en glimrende Katherine Waterstone), og hans forsmåede bror, Leon (Rubeck), fungerer godt, men der bruges for meget tid på den bitre konflikt mellem de to brødre. Vi kommer ikke nok ind under huden på hovedpersonen, hans motiver og hans følelsesliv.

Amundsen er fornemt filmet med intenst smukke landskaber, der stråler mod os fra den sneklædte ødemark, hvor mennesker bliver som mikroskopiske myrer. På andre områder skuffer produktionen; bl.a. ser flere af greenscreen-scenerne overraskende kunstige ud. Musiksporet er en central aktør, men fremstår ofte unødvendig pompøst og insisterende.

Det er en unik historie, vi får serveret, og som historisk dokument giver filmen en flot indføring i Amundsens præstationer, men den burde have været mere spændende og gå mere i dybden med den komplekse person. Fire stjerner.

Bonusmaterialet består af en okay bag-om-filmen, features om filmens special effects og på Sverre Hagens makeup-transformation samt fokus på det betændte forhold mellem de to brødre.