Anmeldelse: Atlas

Jennifer Lopez’ seneste ”mesterværk” topper i øjeblikket de globale Netflix-hitlister – og det er der absolut ingen (fornuftig) grund til.

Få filmkritikere ville sætte J.Lo’s navn øverst på listen over vor tids største karakterskuespillere, men når det er sagt, så har sangerinden bestemt leveret nogle solide fortolkninger på det store lærred. I film som Hustlers og Out of Sight viste Lopez, hvilke kvaliteter hun faktisk har som skuespiller. Flere af hendes romantiske komedier har også været seværdige – om end lidt forglemmelige.

Med den enfoldige testosteronmand Brad Peyton (San Andreas, Rampage) ved roret og Lopez som producer har de brygget en intetsigende, smagløs og uinteressant AI-suppe, ”krydret” med hjernedød dialog og generisk CGI-action.

 

Cirka 30 år ude i fremtiden står verden over for en altopslugende katastrofe. I troen på menneskeheden er AI-robotter blevet så intelligente og egenrådige, at de har taget fremtiden i deres egne hænder. I troen på, at menneskeheden vil ødelægge sig selv og planeten, har robotten Harlan (Simu Liu) tilsidesat sin egen kode og besluttet, at robotterne skal overtage jorden.

Hvis han ikke havde gjort det, ville han nok ikke have taget den energiske AI-ekspert Atlas Shepherd (Lopez) med i sine beregninger. Lad action-fadæsen begynde!

Atlas er næsten to timer lang, men allerede efter et kvarter begynder vi at række ud efter mobilen, kigge på uret og tjekke, om der er noget vasketøj, der skal ordnes – for det er simpelthen ulideligt kedeligt.

Filmen stjæler skamløst idéer, plottråde og actionsekvenser fra en række sci-fi-/actionklassikere, men den stræber aldrig efter originalitet eller engagement, og den byder heller ikke på en eneste ny idé.

Bortset fra den forfærdelige krig i Ukraine, rentestigninger og stigende priser har de fleste mennesker næppe talt om andet end AI, når de har mødtes i løbet af det sidste halvandet år. Med amerikanske halvgale milliardærer i førersædet ser det ud til, at maskiner, der er langt smartere end menneskeheden, snart er klar til at overtage hele showet.

Og hvis de ikke gør det, er der en fascinerende diskussion om, hvor autonome de kan blive, og om ægte følelser og ”sjæl” er noget, der kan tilegnes af en beregnende, algoritmedrevet maskine.

Atlas springer elegant over alt, hvad der er fascinerende ved AI, og insisterer på at servere os en helt generisk, helt flad action-bonanza, hvor store maskiner skal slå hinanden ihjel, mens eksplosioner giver genlyd om ørerne på dem.

Alt sammen ledsaget af åbenlyst uinteressante karakterer, banal dialog og fladt skuespil. En guldfisk ville engagere os mere end Harlan og den naive, godhjertede Atlas formår. Når det desperate forsøg på at puste liv i karaktererne ved at introducere en ”følelsesmæssig” baggrundshistorie så også mislykkes, siger vi tak for kaffe.

Læg dertil en flad spændingskurve og en flad dramaturgi – og voila, Netflix serverer os årets første langgaber af en film. 1 stjerne for denne kedelige, kolde sci-fi-suppe.

Atlas havde global Netflix-premiere den 24. maj – spar dig selv for to timers lidelse og hold dig væk!