Der er løbet meget vand under broen i de 13 år, siden den fuldstændig kompromisløse og nærmest legendariske instruktør James Cameron præsenterede verden for sit drømmeunivers på en fjern planet, befolket af naturelskende blå kæmper. Også kendt som Na’vi-folket.
Den excentriske canadiske instruktør genindførte egenhændigt 3D-formatet som et popkulturelt fænomen i verdens biografer – og betog publikum med sin voldsomme visuelle stil og unikke, teknisk banebrydende filmfest: Avatar.
Ganske vist var hverken plottet, karaktererne eller dialogen af en dimension, der gav den en fortjent plads i filmhistorien, men Avatar var (og er stadig) en af de mest (økonomisk) succesrige film gennem tiderne. Hvilket selvfølgelig banede vejen for opfølgere. Men vejen hertil har været lang og fuld af torne.
Allerede i august 2017 gik optagelserne af den uundgåelige efterfølger i gang, og mere end fem år senere kan vi nu købe biografbilletter for at opleve slutproduktet af dette mastodontiske maratonprojekt, som endte med en produktionssum på vanvittige 1,75 milliarder!
Menneskets kamp mot naturen
Hovedplottet afviger kun lidt fra den oprindelige film. Vi er stadig på Pandora, fantasiplaneten med alle verdens naturressourcer; menneskeheden har sendt sine fortropper dertil for at udnytte den potentielle koloni og se, om der er en mulighed for en exodus, hvor menneskeheden udvandrer til Pandora.
Efter at Na’vi-folket slog hårdt tilbage og smed deres besættere ud hen mod slutningen af Avatar, er der nu gået 10 år. Kommandosoldaten fra Jorden, Jake Sully (Sam Worthington) ‘went native’ og allierede sig med fjenden, og sammen med sin kommende kone dræbte han den forhadte oberst Quaritch (Stephen Lang) og tvang jordboerne til retræte.
Men nu nærmer livsgrundlaget på Jorden sig åbenbart det ubeboelige, og det er bydende nødvendigt for menneskehedens overlevelse, at de finder et nyt sted til forplantning, livsudfoldelse – og udnyttelse. Selvfølgelig uden hensyn til naturens skrøbelige balance.
Der er en åbenbar stikpille mod menneskets tendens til rovdrift på naturen, kolonialisme og overforbrug gemt i Camerons historie, men det hele drukner lidt i fokus på teknisk perfektion, overfladiske karakterer og action-bonanza.
Forsvar familien!
Sully har nu fået sig en rigtig Na’vi-familie med indfødte Neytiri (Zoe Saldan). Sammen har de to sønner, en datter og en adoptivdatter, Kiri (Sigourney Weaver) – med til flokken hører også familievennen, jordboeren Spider (som er søn af oberst Quaritch).
Sullys patriarkalske opdragelse skaber realistiske og genkendelige konflikter, og modsætningerne mellem ham og hans kone er til at tage og føle på. Efterhånden som alt står på spil, tilspidses modsætningerne.
Da massive militære styrker fra Jorden vender tilbage til Pandora med ét mål for øje (dræb Sully!), bliver Sully-familien tvunget i eksil og søger tilflugt hos vandstammen Metkayina; den er ledet af standhaftige, stolte Tonowari (Cliff Curtis) og højgravide Ronal (Kate Winslet).
I bund og grund ønsker Metkayina bare at få lov at være i fred, leve i harmoni med naturen og søge at undgå, at den eskalerende krig rammer dem; men Sullys legendariske krigsindsats får dem til at tage familien under deres våde vinger.
Visuelt mesterværk!
Narrativt bringer Avatar 2 ikke meget nyt til torvs, her får vi stort set lidt af den samme historie som i originalfilmen, som blot har fået en tand til.
I centrum for konflikten står stadig kyniske, hensynsløse mennesker mod naturelskende, indsigtsfulde indfødte. Konfliktlinjerne er skabelonagtige, karikerede og tabloide. Mennesket er ondt af natur og vil knuse naturen, hvis det er i dets (kortsigtede) interesse, mens de indfødte i Pandora ser den åbenlyse helhed.
Læg hertil en til tider storladent pompøs og selvhøjtidelig dialog (skrevet af ingen ringere end James Cameron selv), klichéfyldte konflikter og heftigt stereotype karakterer (personificeret af obersten og de ret naive, men åh, så godmodige vandfolk), og du får noget, som kunne være faldet sammen som en soufflé; men Cameron & co. er alt for dygtige til at servere sådan én!
Det, vi derimod får serveret, er en optimeret, ret perfektioneret action-fest af den sjældne slags, toppet med teknisk brillans og visuelle indtryk, der faktisk blæser en erfaren anmelder af banen!
Men 3D var ikke død
Som jeg var inde på, var det faktisk Avatar, der pustede nyt liv i 3D-mediet for næsten 13 år siden. Efter premieren skulle ‘alle’ film pludselig op i biograferne i 3D-version. Den ene teknisk dårligere end den anden – noget publikum gennemskuede, og som til sidst (igen) tog livet af formatet.
I 2022 er der ingen, der spørger personalet hos Elgiganten, om det nye tv, de skal købe, har 3D, og ingen efterspørger 3D-versionen af den seneste Marvel-film i biograferne. Når det er sagt, så er 3D-teknikken, som Cameron møjsommeligt har perfektioneret i Avatar 2, faktisk så utrolig fantastisk, at den kunne puste nyt liv i formatet. Visuelt er det så godt, at man nærmest bliver mentalt svimmel af visse scener.
Det er slet ikke uden grund, at filmens produktionsomkostninger endte på næsten to milliarder, men under de langstrakte optagelser i New Zealand har Cameron brugt pengene godt, og han leverer et visuelt festfyrværkeri, der suger os ind i filmen og den let tabloide, enfoldige handling.
Mens kameraerne med fuldt 360 graders view svæver rundt i den frodige jungle, flyver over himlen eller dykker dybt ned i den eksotiske vandverden, er vi som publikum pludselig ét med karaktererne og handlingen. Så får det være, at Sam Worthington lirer den ene mere håbløst selvhøjtidelige og virkelighedsfjerne monolog efter den anden af sig.
Action!
Når en filmoptagelse sættes i gang, råber instruktøren traditionelt ‘Action!’, og hvis der er noget, Cameron behersker til fingerspidserne, så er det overdådige, voldsomme actionscener, der får pulsen til at stige til uanede højder. I denne henseende er Avatar 2 bestemt ingen undtagelse.
Tricket er i denne omgang, at Cameron har flyttet hovedfokus fra Pandoras frodige jungle til det utroligt fascinerende liv over og under havet på den blå planet. En setting, der indbyder til 3D-overload, men som har evnen til at forbløffe og fængsle, når fantasi-figurerne boltrer sig i det våde element. Scener, der langt overgår, hvad Cameron præsterede i klassikeren The Abyss (1989).
Cameron har tidligere forbløffet os med action-fest i film som Terminator, Terminator 2, Aliens og True Lies. Hvis karaktererne gennemgående er stereotype, og dialogen til tider er ufatteligt lidt subtil, blænder Cameron os med vedvarende actionscener, der tager pusten fra os.
Uanset om det er en enorm togafsporing, mand-til-mand junglekrig, jagt på enorme havvæsner (man aner konturerne af, at Cameron ikke ligefrem er en stor fan af hvalfangst…), akrobatiske luftkampe eller enorme katastrofescener ombord på på et synkende skib (en hyldest til Titanic?), så sidder vi helt ude på kanten af stolene og lader os suge ind af de intense indtryk. Du store verden, så kompromisløst han leverer varen på dette område!
The never ending story?
Simultant med Avatar 2 filmede Cameron Avatar 3 (premiere december 2023). I forbindelse med afslutningen af optagelserne udtalte Cameron:
“COVID hit us like it hit everybody. We lost about four and a half months of production. As a result of that, we’ve rolled around one more full year for a release in December of 2022. That’s been announced already. (…) …that doesn’t mean I have an extra year to finish the film because the day we deliver ‘Avatar 2,’ we’ll just start working on finishing ‘Avatar 3,’. So where we are right now, I’m down in New Zealand shooting, we’re shooting the remainder of the live-action.”
Men som om det ikke var nok, har manden i alt fem Avatar-film i pipelinen; med planlagt premiere på Avatar 5 i 2028.
Om Avatar 4 og 5 rent faktisk bliver en realitet, afhænger nok i høj grad af, om Avatar 2 leverer som forventet i biograferne – noget jeg mener, den har potentialet til. Flere af karaktererne er uudviklede (ikke mindst Spider) og alt for stereotype, dialogen er ofte latterligt pompøs, plottet syltet ind i klicheer, og filmen kunne med fordel have været en halv time kortere; men hvis du leder efter en spektakulær film, som evner at underholde og betage dig med sine enestående scener, får du næppe bedre underholdning end Avatar: The Way of Water.
Kort opsummeret får du, i Camerons indpakning, noget helt unikt: Et visuelt mesterværk, men også en meget habil actionfilm. 5 stjerner.
Anmelderen så filmen i 3D i en IMAX-biograf, hvilket absolut kan anbefales. Uanset hvad du gør, så vent ikke på, at filmen bliver tilgængelig på Disney+, så du kan se Avatar 2 på en mobilskærm – denne film kræver et stort format, for akkurat så spektakulær er den!
Avatar: The Way of Water har biografpremiere den 14. december.
Fakta:
- Biograf
- Release: 14. december 2022
- Instruktion: James Cameron
- Medvirkende: Sam Worthington, Zoe Zaldana, Cliff Curtis, Kate Winslet, Stephen Lang, Edie Falco, Jamie Flatters, Britain Dalton, Jack Champion, Filip Geljo, Sigourney Weaver
- Genre: Sci-fi
- Land: USA
- År: 2022
- Tid: 3:12 t.
- Karakter: 5