TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Anmeldelse: Away, 1. sæson

Lang rejse mod Den Røde Planet

Hilary Swank leder en international besætning med kurs mod Mars, men både ekspeditionen og familien derhjemme oplever grus i maskineriet.

Af / 01/09/2020 - 08:59
Away, 1. sæson
Tor Aavatsmark

I 2015 sad Matt Damon i ensom majestæt på Mars, strandet efter et uheld og med ringe chance for at overleve eller vende hjem. Fem år senere er det Hilary Swank og hendes besætnings tur.

Liv på Mars?

Forskere har ledt efter liv på Den Røde Planet i årtier, og i juni 2018 informerede NASA om fund af varierende metangasniveauer på Mars – hvilket kan tyde på mikrobiologisk liv (eller permafrost).

De seneste planer fra NASA antyder en bemandet mission til den golde planet i 2037, mens deres europæiske modpart, ESA, planlægger en mission i 2033.

I den nye Netflix-serie Away er kaptajn Emma Green (Swank) og hendes multinationale besætning den første bemandede ekspedition til Mars. Sammen må de kæmpe med tekniske problemer, udmattelse, personlige gnidninger og savnet af dem langt, langt væk derhjemme.

 

Annonce

Brydningstid og usikkerhed

“Ja visst gör det ont när knoppar brister,” skrev den svenske forfatter Karin Boye allerede i 1935, og for Emma og Matts teenagedatter Lexi (en strålende Talitha E. Bateman) er det præcis sådan, hverdagen opleves.

Emma er 15 år, enebarn og midt i puberteten. Hendes mor er lige begyndt på en tre år lang rejse til Mars, hendes far, Matt (Charles), lider af en alvorlig sygdom, og hun er bange for, at hun selv har arvet den.

Hun føler sig forvirret, fortvivlet og usikker, og søger trøst hos sin stand-in-mor og i den spirende kærlighed til motocrosskøreren Isaac.

Superfamilie

Imens prøver hendes far at holde sammen på den lille familie, holde savnet på afstand og hjælpe besætningen om bord i rumskibet med at overleve den farefulde rejse til Mars. Matt arbejder nemlig som ledende ingeniør i NASA og sidder i kontrolrummet under rejser til fjerne planeter.

Hans kone, Emma, er superkvinden, der skal tackle alt i en mandsdomineret verden. Hun var en af de bedste piloter på sit hold, har satset målrettet på at blive astronaut og insisterer på, at hun formår at kombinere familielivet med jobbet som astronaut – selv når hun skal være væk fra familien i tre år.

Emma bider tænderne sammen og afbryder heller ikke rejsen ved første stop, Månen, da hendes mand får et ildebefindende. En mand ville måske få et skulderklap for sådan et valg, men Emma ved, at hun må præstere bedre og skarpere – indtil savnet bliver altopslugende.

Away sesong 1 6 scaled
(Foto: Netflix)

Broget flok

En tur til Mars koster astronomiske summer, og derfor har amerikanerne fået hjælp af Rusland, Kina, Indien og Storbritannien til at finansiere pionérrejsen – og medfølgende astronauter fra de respektive lande.

Astronauterne er måske nok dygtige fagfolk, men deres samarbejdsevner er ikke imponerende, ligesom de heller er de store menneskekendere. Fra første færd er der gnidninger og mistillid besætningen imellem, udløst af en mindre brand. Især russeren Misha (Ivanir) og den iskolde Lu (Wu) er kritiske over for Emmas lederevner og mentale styrke.

På den lange rejse ud i det ukendte bliver Emma og besætningen sat på mange prøvelser – med livet som indsats.

Away sesong 1 4 scaled
(Foto: Netflix)

Amerikaniseret

Serieskaber Andrew Hinderaker og hans medforfattere har skabt et medrivende drama med generelt solide og troværdige dialoger, interessante personer og en medrivende narrativ. Desværre henfalder de indimellem til lige lovlig pompøs og konstrueret dialog, for at det bliver Drama med stort D. Der males ofte med bred pensel, akkompagneret af dunkel klavermusik og fremtvungne tårer.

Når det er sagt, så er historien virkelig stærk på det følelsesmæssige plan, hvor man ofte kan nikke genkendende til familiære relationer og problemer; vi ville bare ønske, at det var lidt mere subtilt.

Swank er fortræffelig som den meget menneskelige ekspeditionsleder, mens hendes russiske og kinesiske kolleger virker stereotype og kunstige. De nærmest kontinuerlige småskænderier mellem besætningsmedlemmerne fremstår ikke troværdige, og vi studser ofte over, at professionelle astronauter opfører sig sådan, med så lidt respekt for rang.

Away sesong 1 12 scaled
(Foto: Netflix)

Varmt drama

Away er i bund og grund ikke en serie om den “umulige” rejse til den fjerne planet Mars; det er “bare” et stillads omkring den virkelige historie. En historie, der handler om mellemmenneskelige relationer, familiebånd, savn, nærhed og de mange mulige og vanskelige valg, vi hele tiden står over for som mennesker.

Dramaet blandt familierne og deres mange svære relationer kommer godt frem og styrkes af flashbacks fra tiden før opsendelsen. Der er meget, der forbliver usagt, og mange, der savner tilgivelse.

Dramaet personerne imellem styrkes af den intense dramatik om bord på det klaustrofobiske rumskib ude i det mørke verdensrum. De psykisk hårdt pressede astronauter bliver konstant sat på store prøvelser med brand, tekniske svigt og tab af vandtilførsel. Alt sammen, mens de må holde gejsten oppe og tage hensyn til dem derhjemme.

Seriens special effects er imponerende – ikke på niveau med Gravity, men heller ikke lysår væk. Enkelte af episoderne træder lidt for meget vande, og serien som helhed kunne med fordel have været skåret ned til otte episoder. Fem svage stjerner til en serie, der garanteret vil fascinere både mor og far.

Hele 1. sæson kan streames på Netflix fra den 4. september.

Away, sesong 1_3 Away, sesong 1_2 Away, sesong 1_5 Away, sesong 1_7 Away, sesong 1_8 AWAY (L to R)  in episode 101 of AWAY Cr. DIYAH PERA/NETFLIX © 2020 Away, sesong 1_10 Away, sesong 1_11 Away, sesong 1_13 Away
<
>
(Foto: Netflix)

Karakter
Away, 1. sæson

Fakta:

  • Netflix
  • Release: 4. september 2020
  • Instruktion: David Boyd
  • Med: Hilary Swank, Josh Charles, Talitha E. Bateman, Mark Ivanir, Ray Panthaki, Vivian Wu, Ato Essandoh, Adam Irigoyen, Monique Gabriela Curnen
  • Genre: Drama
  • Land: USA
  • År: 2020
  • Tid: 8:08 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *