Anmeldelse: Babylon

I 2018 fornyede og revitaliserede Damien Chazelle musicalgenren med guilty pleasure-filmen La La Land – hvor charmerende Emma Stone og Ryan Gosling sang og dansede sig ind i solnedgangen.  

Nu er Chazelle tilbage – og denne gang med et langt større budget, et mere omfattende ensemble og betydeligt større ambitioner og mål.  

Babylon er virkelig blevet et overvældende overflødighedshorn og et visuelt festfyrværkeri. Når det er sagt, burde nogen nok have tøjlet/kontrolleret Chazelle en smule …  

 

En kunstform i sin spæde vår

Vi tages med på en fortryllende tidsrejse tilbage til Hollywoods spæde barndom. I drømmenes by, Los Angeles, i begyndelsen af 1920’erne er den nye filmindustri i blomstrende vækst. Der produceres korte stumfilm, og de største stjerner bliver hurtigt nogle af vores første kendisser, der lever et omsværmet liv i sus og dus, fest og druk.  

Det lokkende glamourliv tiltrækker et væld af håbefulde unge, som satser på at blive en del af det besnærende cirkus, enten foran eller bag kameraet. Blandt dem er den yppige Nellie LaRoy (Margot Robbie, The Wolf of Wall Street), som har forladt landlige New Jersey, taget et “royalt” kunstnernavn og er stensikker på, at hun vil få succes.  

Hendes selvtillid fejler absolut ikke noget, og med en blanding af flirt og trusler lykkes det hende at komme med til en af de overdrevent overdådige fester hos en af byens største filmmoguler. Hendes partner-in-crime er den personlige assistent Manny (Diego Calva), som dagdrømmer om at få et job på et filmset – uanset stilling. 

Forfængelighedens livsbekræftende døgnflue-liv

Efter x antal kilo kokain, Gin Rickeys, urinerende prostituerede, storskidende elefanter (!) og fest til den lyse morgen, beordrer filmstjernen Jack Conrad (Brad Pitt, Once Upon a Time… in Hollywood) Manny til at køre sig hjem. Det ene fører til det andet, og pludselig er han på et filmset og stiger hurtigt i graderne.  

Conrad er en skørtejæger af den gamle skole, der skifter elskerinder (og koner) oftere, end den gennemsnitlige mand skifter skjorte. Han er en udpræget flirt, altid velklædt, velsoigneret og lettere overfladisk – men Conrad har selvindsigt. Han er bevidst om sit brug-og-smid-væk-forhold til unge, smukke kvinder, sin position som studiets strålende stjerne udadtil og (efterhånden) sine brutalt åbenlyse begrænsninger. Da den eventyrlige rejse ubønhørligt nærmer sig sin afslutning, drager han selv konklusionen.  

Heri ligger filmens bitre ironi, at alle “vigtige” karakterer tror, at de er essentielle og uerstattelige; men først for sent indser de, at de blot er et lille tandhjul i det velsmurte Hollywood-maskineri, som vil spytte dem ud, så snart de bliver “overflødige”.  

Også badass Nellie går fra ‘rags to niches’ med lysets hastighed. Da hun ved et tilfælde får sin chance, blæser hun instruktører og producenter bagover og bliver hurtigt en af Hollywoods mest eftertragtede stjerner.   

Men hvad sker der med en sårbar sjæl, der uforvarende kastes ind i denne hvirvelvind af stjernestatus, glamour, fest og idoldyrkelse? Og nej, du vinder ikke 10.000 kroner, hvis du gætter svaret…  

Læg hertil alle de udfordringer, der rammer let livstrætte, falmede og ensporede stjerner, når filmmediet bevæger sig fra korte stumfilm til spillefilm med lyd. Det er bestemt ikke alle, der kan klare den turbulente rejse. 

Homage

Når det er sagt, er Chazelles mål ikke at tage fat på Hollywood-magiens mørke bagside; den følger med, hvad enten man kan lide det eller ej.  

Han har skrevet og instrueret Babylon som en rendyrket homage til filmpionererne, filmnostalgien og den magi, som han stædigt hævder, at filmkunsten bibringer menneskeheden – en slags amerikansk (moderne) version af Mine aftener i Paradis; bare på speed!  

Den første time er en lang hyldest til filmmediets spæde start med et fascinerende indblik i den komplekse proces, de involverede mennesker, kaosset, ukueligheden og den iværksættermentalitet, der kendetegnede en industri i en brydningstid.   

Turen gennem de noget kaotiske filmset hos Warner og Paramount er en fryd for øjet og en filmteknisk bedrift af dimensioner. Vi suges ind i denne dybt fængslende verden, hvor alt er muligt, og kun fantasien sætter grænser.  

At Hollywood og de mange blaserte stjerner er kendt for en dekadent livsstil er ikke noget nyt, men den var nok en tand mere “livlig” i 1920’erne. Chazelles version af Hollywood-festen uden grænser, hverken økonomiske eller moralske, er en fornøjelse at se på. Selve kokainlageret får Tony Montana (Scarface) til at ligne en spejderdreng.    

Her får en vild Robbie en chance for at skinne og vise, hvor alsidig en skuespillerinde hun er. 

Manus uden begrænsninger

Men efter en times tid skifter Babylon tempo og fokuserer mere på hovedpersonerne end på selve branchen. Det er her, det gådefulde stumfilmikon Fay Zhu (Li Jun Li), inspireret af virkelighedens Anna May Wong, og den fabelagtige afroamerikanske jazzmusiker Sidney Palmer (Jovan Adepo) kommer ind i billedet.    

Efterhånden er der rigtig mange sidehistorier og karakterer til at fylde de mere end tre timer, filmen varer – og både Chazelle og vi seere mister fokus og retning. Hvis du følger godt med, vil du også få øje på Max Minghella (The Handmaid’s Tale) i flere korte sekunder filmen igennem.  

Her har vi en mistanke om, at der i den indledende fase har været et væld af vilde ideer og påfund – og at de alle er endt på lærredet. Chazelle har så meget på hjerte, og er tydeligvis så personligt investeret i det fascinerende univers, at han taber målet af syne.  

Noget, der bliver ret tydeligt med både Palmer og Zhu, som begge er der for at fortælle os, hvor dårligt Hollywood behandlede minoriteter, men som derefter ikke får tid til at udvikle sig som karakterer i deres egen ret – det er der hverken tid eller plads til.   

I stedet fortsætter Chazelle med at bombardere os med næsten enkeltstående sekvenser fra de outrerede stjerners liv, krydret med interessante anekdoter fra filmmediets udvikling og syrlige kommentarer fra klummeskribenten og divaen Elinor St. John (spillet af en glimrende Jean Smart). 

Vi får bl.a. en herlig scene, der udpensler udfordringerne ved at lægge live-lyd på en filmoptagelse, men selv her har Chazelle ikke formået at begrænse sig og trækker scenen frustrerende i langdrag.  

Og hvorfor i alverden har han pludselig valgt at karikere Nellie i en komediestil à la Monty Pythons The Meaning of Life – det virker en smule uforståeligt og uklart. 

Et kaotisk kærlighedsbrev

Da vi nærmer os filmens crescendo, går det op for os, at Chazelle ikke helt har udtænkt, hvordan han skal få samlet trådene og afsluttet cirkusforestillingen. Ind træder en absurd mafiaboss i skikkelse af Tobey Maguire. Jo, Maguire imponerer, men hans karakter tilfører intet, hverken til hovedrollerne eller handlingen, udover at trække os ind i en dyster og absurd verden à la Guillermo del Toro.  

Før tæppefald får vi en meget lidt subtil, kaotisk speed-version af filmhistoriens højdepunkter (ifølge Chazelle), men han formår ikke at engagere os i det, der burde være en dybt følelsesladet hyldest. I stedet gør han både Nellies og Mannys exit til en noget uforløst affære.  

Men trods dens åbenlyse, kaotiske svagheder (først og fremmest et ufokuseret manuskript) tror vi fuldt og fast på, at Babylon er en film, du vil finde fascinerende. Filmfyrværkeriet er så spækket med sensationelle, stærkt engagerende påfund og utrolige herligheder, nostalgiske filmikoniske flashbacks og talentfulde skuespillere, at det er en film, du simpelthen må se – og med garanti ikke vil forholde dig ligegyldigt til.  

Ganske enkelt et kaotisk kærlighedsbrev, som vi belønner med 4 stjerner.  

Babylon havde streamingpremiere på SkyShowtime den 6. juli.