I den første film blev de nybagte forældre Kelly (Byrne) og Mac (Rogen) terroriseret af et utrolig irriterende og støjende college-broderskab med Teddy (Efron) i spidsen. Deres tilværelse blev rent ud sagt forpestet af naboerne, der hele tiden arrangerede gigantiske studenterfester med store mængder af alkohol, stoffer, sex og høj musik.
Hvad er der så sket siden sidst, da vi møder vores “venner” igen? Jo, parret har datter nummer to på vej, medlemmerne af broderskabet har fået arbejde, og nabohuset står tomt. Fordi familien vokser, vil de købe nyt hus, og problemerne opstå, da de vil sælge det gamle – og et college-søsterskab flytter ind i nabohuset. Here we go again!
Humoren er plat, barnlig, enerverende og meget sjældent morsom. Der er fokus på simple jokes om pinlig sex, afføring, opkast og banale situationer. Man har godt nok forsøgt at gøre det hele lidt mere spiseligt ved at have feminisme og girl power som filmens alibi. Problemet er bare, at alle pigerne opfører sig ens – og lige så idiotisk, som drengene gjorde i etteren.
Desuden lugter filmen langt væk af idétørke. Det kan godt være, at det er sjovt med en treårig, der leger med mors dildo – én gang. Nittende gang er det bare pinligt og ikke spor morsomt. Ovenikøbet er handlingen og personernes valg usædvanlig utroværdige – hvilket vi sagtens kunne leve med, hvis vi så fik et godt grin serveret. Men her er komikken hverken god, intelligent eller original.
Bad Neighbours 2 virker ufattelig lang af en halvanden times film at være og vil kun glæde de allermest enfoldige. Styr langt udenom! To triste stjerner.
Både lyd- (dts-MA 5.1) og billedkvaliteten er rigtig god. Bonusmaterialet byder bl.a. på udeladte scener, kommentarspor, bloopers og nogle minidokumentarer.
Fakta:
- Release: 6. oktober 2016
- Instruktion: Nicholas Stoller
- Originaltitel: Neighbours 2: Sorority Rising
- Med: Seth Rogen, Zac Efron, Rose Byrne, Chloë Grace Moretz, Dave France, Christopher Mintz-Plasse
- Genre: Komedie
- Land: USA
- År: 2016
- Tid: 01:32 timer