Anmeldelse: BARDO

BARDO (eller, mere korrekt: BARDO, en falsk fortælling om en håndfuld sandheder) er et meget personligt kunstprojekt fra den mexicanske instruktør Iñárritu; som Netflix har givet fascinerende frie tøjler og et stort budget. 

Den visuelt legende og eksperimenterende instruktør har tidligere givet verden cinematisk fantastiske oplevelser i form af film som Love is a bitch, 21 grams, Babel, Biutiful, Birdman og The Revenant. Men aldrig har han præsenteret os for en så kompromisløs og lidet kommerciel film som BARDO. 

Med BARDO tar han sine kunstneriske ambitioner til helt nye højder, og han indfletter oplevelser fra sit eget liv og levned i den fiktive hovedperson, Silverio (som spilles af Daniel G. Cacho). 

Filmen udspiller sig i dagens Mexico, hvor vi følger den hjemvendte, fortabte søn, som har levet i (frivilligt) eksil i USA i næsten 20 år. Nu vender den kontroversielle dokumentarjournalist hjem for at modtage en hæderspris for sit livsværk. Det er dog med blandede følelser, tilsat en god portion angst, at Silverio vender tilbage, for at modtage en noget lunken omfavnelse fra tidligere kritikere og landsmænd, der i høj grad foragter ham. 

Veletableret i den efterhånden udskældte kategori ‘midaldrende mand’ tager Silverio sig i se sit liv i retrospekt. Selvretfærdigheden er absolut til stede, narcissismen ligeså, i og med at ‘kunstneren’ anser sig selv som misforstået, uretfærdigt behandlet og lidet anerkendt for sit geni. Her får hans ligemænd, landsmænd og familie det glatte lag. 

Lighederne mellem Silverio og den rigtige Iñárritu er mange og slående. Begge lettere selvhøjtidelige midaldrende mænd, som føler sig misforstået/underkendt af deres landsmænd, og som har tilbragt årtier i det gigantiske, kommercielle naboland mod nord, USA. 

Som Silverio selv veksler filmen mellem at være genial, blændende smuk og engagerende, til at være kedelig, pompøs og indimellem uforståelig. Det hele fortalt i en abstrakt, næsten drømmende stil, hvor du tager dig i at overveje, om du er vidne til en drøm eller virkeligheden set med Silverios øjne. 

Det er tydeligt, at Iñárritu med BARDO gerne vil sige noget om sin samtid, Mexico, det betændte forhold til USA og verdens tilstand generelt, men det er ikke altid lige let at sætte fingeren på, præcis hvad det er, han har på hjerte. Hvilket med garanti er bevidst. 

Han kritiserer USA’s undertrykkelse af Mexico, hvordan mexicanske immigranter i dag ses (og behandles) som andenrangs borgere (perfekt illustreret i en uvurderlig scene ved immigrationskontrollen i LAX, fallerede familierelationer, manglende respekt for de ældre, spanske conquistadorers brutalitet i hjemlandet, identitet, kommercielt junk-TV, den svære faderrolle, udødelig kærlighed og begær, såvel som bristede drømme og falmende liv. Det hele tilsat en bizar dødfødsel eller to… 

Gacho, som spiller hovedrollen, har et træt og hærget indre og ydre; hvilket passer perfekt til karakteren. Det er nærmest en renselseshistorie, han udfolder for os, iblandet lidelse, selvbedrag, brutal selvransagelse og politiske stikpiller til højre. Hans maniske forhold til sin forstående hustru (Griselda Siciliani) er besnærende, og kontrasterne mellem den selvsikre mands ydre og hans åbenlyse usikkerhed er slående. Gacho leverer en fantastisk præstation som den komplekse mand i den meget krævende rolle. 

Iñárritu har denne gang slået sig sammen med den eminente fotograf Darius Khondji (Okja), som tager filmen til nye, smukke højder. Uanset om det er ude på prærien, svævende over storbyen, over en ligdynge af indfødte eller midt iblandt os på et pulserende dansegulv skaber manden filmisk kunst, der trækker os ind i det intense drama. Se det for guds skyld ikke på din mobiltelefon! 

 

Om du vil elske eller hade den er et åbent spørgsmål, men det er i hvert fald med garanti en film, der ikke vil lade dig upåvirket; og som du vil huske længe efter, at rulleteksten er løbet over skærmen. 

I vores optik er BARDO en ofte genial, bevægende og dybt foruroligende film, som dog skulle have gået adskillige runder mere i klipperummet, inden den blev lanceret. Her burde Iñárritu have haft mod nok til at ‘kill his darlings’, og fjerne dødt væv og unødvendigt kaos. Helhedsindtrykket bliver lidt for flygtigt, usammenhængende og pompøst til, at vi kan give de allerhøjeste karakterer. Det til trods fortæller BARDO os noget eksistentielt om livet, dets trivialiteter og svære valg; og den fortjener uden tvivl 4 stærke stjerner. 

BARDO, en falsk fortælling om en håndfuld sandheder, havde premiere i udvalgte biografer allerede den 18. november (så den kunne komme i betragtning til Oscar-uddelingen). Den får sin globale streamingpremiere på Netflix den 16. december.