Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Battleship

Blu-ray-anmeldelse

E.T. vil ringe hjem – men denne gang er det ikke for at få et lift! Baseret på et brætspil bliver vi vidne til en fremmed invasion af Jorden – klarer vores amerikanske helte at stoppe fortroppen?

Publiceret 03/09/2012 - 00:00
Battleship
Tor Aavatsmark

En gigantisk marineøvelse finder sted i Hawaii, med brødrene Alex og Stone Hopper – Taylor Kitsch (John Carter) og Alexander Skarsgård (True Blood) – i centrale positioner, samtidig med at forskere fra NASA sender tidens stærkeste signaler ud for at komme i kontakt med liv i verdensrummet. Selvfølgelig besvares henvendelsen relativt hurtigt – og helvede bryder løs.

Et drys Pearl Harbor, en dosis War of the Worlds, en god portion Transformers – og vupti, så har du opskriften på Battleship! Et sjældent dumt manuskript med mange langhårede replikker og stereotype og fordummende helteroller, men alligevel “reddes” filmen af, at den overhovedet ikke tager sig selv højtideligt, samt mængder af herlige (hjernedøde) actionscener.

Battleship er i den grad en film, som giver dig “bang for the buck!”, med næsten to timers nonstop action. Og ja, det er actionscenerne det hele handler om, og de er imponerende. Efter halvanden time bliver det dog lidt for meget af det gode, og følelsen af gentagelse sniger sig ind, men da kommer det komiske element på banen, idet de gamle drenge (veteraner fra Anden Verdenskrig) må redde Jorden. Herlig absurd og faktisk overraskende morsomt. Forvent ikke den helt store filosofiske oplevelse, heller ikke at du vil forlade sofahjørnet i måbende beundring over det originale og geniale manuskript – her er der kun én ting, der tæller: Find popcornene og sixpack’en frem, sæt hjernen i hvile-modus, send en advarsel ud til naboerne, skru volumen op på maks, og lad dig underholde af (meget) let nonsens fra Hollywoods drømmefabrik.

Både lydsporet (dts-HD) og billedkvaliteten er upåklagelige. En film, som gør sig rigtig godt på et STORT TV med et heftigt surround-anlæg! Bonusmaterialet består af bl.a. minidokumentarer om special effects, kampscener, interviews med skuespillerne, en kort bag-om-filmen samt en alternativ slutning og en guidet tur på USS Missouri med instruktøren.

Karakter
Battleship

Fakta:

  • Release: 21. august 2012
  • Instruktør: Peter Berg
  • Medvirkende: Taylor Kitsch, Alexander Skarsgård, Rihanna, Brooklyn Decker, Liam Neeson, John Tui, Tadanobu Asano
  • Genre: Action
  • Land: USA
  • År: 2012
  • Tid: 2:11 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyd & Billede
Scroll to Top