Anmeldelse: Beartown, 1. sæson

Med stadig flere aktører, der kæmper om forbrugernes streaming-kroner, satser flere af de førende tjenester på mere lokalt indhold for at tiltrække abonnenter. Netflix har bl.a. lanceret den danske serie The Rain, den svenske Quicksand – Størst af alt og den norske Ragnarok, mens HBO er kommet med den norske Beforeigners og den svenske Gösta.

Beartown er den tredje nordiske TV-serie fra HBO og baseret på en roman af Fredrik Backman fra 2016. Handlingen er både aktuel og interessant, men serien er desværre blevet en slap og uinspireret affære. Faktisk mere irriterende end fængslende.

https://youtu.be/zy0RFQQti6U

 

Her er vi i den grad i Norrland. I Björnstad – en forfalden, fraflytningstruet lille by, der mest af alt minder om noget ude i de dybe skove i 1980’ernes Sovjetunionen – vender byens store søn tilbage fra succes i det store udland.

Peter Andersson (Stenberg) har spillet ishockey i NHL-ligaen i Canada, og nu tager han teenagebørnene og konen med hjem til sin barndomsby. Med i bagagen bærer de på en familietragedie; en hændelse, der bare er fejet ind under gulvtæppet.

Plottet minder til en vis grad om The Way Back, hvor byens store helt vender hjem for at redde byens fortabte sportshold, men Stenberg er ikke lige så tørstig som Ben Affleck. Og hvor Affleck fik til opgave at redde et falleret basketballhold, er der kun én sport, der tæller i Björnstad – ISHOCKEY!

Peter bliver ansat til at træne A-holdet, men indser hurtigt, at det er hinsides al redning, så han påtager sig at træne juniorholdet og opnår hurtigt succes. Så bliver hans datter voldtaget.

Beartown behandler en meget aktuelt problematik med unges festkultur, gråzoner omkring samtykke, naive voksne, seksuelle overgreb og ikke mindst efterfølgende “overgreb” på sociale medier. Men serien fejler både med hensyn til troværdige personer og dramaturgi.

Det er helt fint, at man har besluttet, at det hele skal fremstå i skidne brungrå farver for rigtig at understrege, hvor trist livet er i dette øde, frosne lillebyhelvede. Men huse, interiører, tøj og frisurer ser underligt nok ud, som om de har stået uforandret siden 1975. Selv om handlingen foregår i nutiden.

Det skurrer også, at den tidligere NHL-spiller, som nok har tjent en million eller to om måneden, bor i en gammel, forfalden rønne.

Alt dette kan afskrives som bevidste kunstneriske valg for at forstærke og underbygge historien. Langt værre er det, at flere af hovedpersonerne er så karikerede og urealistiske, at vi er græmmes.

Faren til det unge ishockeytalent Kevin er en helt igennem usympatisk, psykopatisk djævel. Helt sikkert også et velovervejet valg fra forfatterens side, men vi køber simpelthen ikke en så unuanceret karakter. Flere af personernes handlinger virker ubegrundede og meget usandsynlige. Manuskriptet er generelt ikke særlig subtilt, snarere sort-hvidt, og flere af sidehistorierne bliver kun netop sidehistorier uden hverken hoved eller hale.

Så står det bedre til med de unge, der får meget ud af ellers ret platte dialoger. Men selv de formår ikke at hæve dramaet nok til, at vi gider engagere os i dem og deres skæbner – det narrative bliver for konstrueret, unuanceret og søgt.

Hvis du er diehard ishockeyfan, vil du sandsynligvis finde en vis glæde i Beartown, for her bliver meget skærmtid brugt på rene ishockeykampe. Velkoreograferede og spændende træfninger på isen i en by, hvor ishockey er det, indbyggerne ånder og lever for. Resten af plottet er desværre langtfra lige så fascinerende.

Beartown er en serie, du med god samvittighed kan skøjte elegant uden om. Tre svage, meget middelmådige stjerner.