Anmeldelse: Beckett

Den særdeles habile skuespiller John David Washington (der er søn af selveste Denzel Washington) har på få år fået opbygget sig lidt af en karriere og et resumé. Med stærke roller i film som BlacKkKlansman, Tenet og Malcolm & Marie har han sikret sig en gylden fremtid i Hollywood.

I sin anden Netflix-film spiller Washington over for den svenske Oscar-vinder Alicia Vikander. Beckett er en langt mindre og mere “independent” film end den monstrøse Tenet, og som en slags stilfærdig hommage til 1970’ernes thrillere fungerer den godt på sine egne præmisser.

 

Det unge amerikanske par Beckett (Washington) og April (Vikander) er taget på en lille kærlighedsferie i området omkring Athen. Tidsmæssigt befinder vi os lige efter finanskrisen med voksende mistillid til regeringen, statsapparatet og de kraftige økonomiske stramninger, der er iværksat af EU.

Grækenland står foran et kommende parlamentsvalg, og stærke kræfter arbejder for, at mere radikale kræfter skal tage magten. Op til valgdagen bliver en toppolitikers søn kidnappet, og da der annonceres en stor demonstration i Athen, tager vores amerikanske venner op i bjergene for at undgå kaos og ballade.

Parret kommer ud for en tragisk ulykke, og da Beckett uforvarende befinder sig tilbage på stedet, bliver han pludselig jaget vildt for det lokale politi. Han flygter over hals og hoved, kun for at opdage, at han ikke kan stole på nogen. Hans mål bliver den amerikanske ambassade i Athen, og undervejs får han hjælp af nogle lokale radikale aktivister – men hvem kan han egentlig stole på?

Med klare referencer til film som Tre døgn for Condor, Frantic og (til dels) Vidnet har italienske Fernando Cito Filomarino instrueret en habil thriller med et plot, der desværre har nogle åbenlyse svagheder.

Washington er solid som den helt almindelige mand, der pludselig befinder sig på desperat flugt i et fremmed land og indser, at han ikke kan stole på nogen eller noget. I chokpræget sorg, såret, sulten, frysende og alene må han kæmpe mod både en ugæstfri natur og korrupte politifolk og andre myndighedspersoner.

Desværre er en række af hans valg ligesom flere plot-twists besynderlige og dårligt begrundet. Hvorfor i alverden går han f.eks. rundt med håndjernsstrips, længe efter at han har mødt folk, der kan hjælpe ham? Og de aktivister, der til sidst rækker ham en hjælpende hånd, fremstår irriterende naive.

Persongalleriet er for let gennemskueligt, og dramaturgien kunne også med fordel have været skruet et par nøk op, ligesom man kunne have valgt en instruktør, der kunne gøre kampscenerne mere troværdige.

Når det er sagt, så virker Beckett med sin enkle naivitet og lidt gammeldags stil mere troværdig end mange af nutidens overproducerede film. Hovedpersonen selv er bestemt ikke nogen uovervindelig helt, men en desperat hverdagsmand med åbenlyse svagheder og mangler.

Hvis Filomarino bare havde givet manuskriptet et par omgange mere, finpudset personerne og spidset konflikten lidt til, kunne det være blevet rigtig godt. Fire stjerner.