TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

anmeldelse: Beforeigners, 1. sæson

Eksperimentel konceptkomedie

Den første norske HBO-serie er en sci-fi-komedie med et meget originalt koncept, der til dels indfrier.

Af / 20/08/2019 - 11:25
Beforeigners, 1. sæson
Tor Aavatsmark

Skaberne af den sære, men fornøjelige Netflix-succes Lilyhammer – med Springsteen-guitaristen Steven Van Zandt som amerikansk mafiastikker i vidnebeskyttelse i den norske OL-by Lillehammer, hvor der tales en mærkelig blanding af norsk og engelsk – stiller nu op for konkurrenten HBO.

Indvandringsbølge sydfra

Serieskaberne Anne Bjørnstad og Eilif Skodvin har åbenlyst ladet sig inspirere af den bølge af indvandrere fra Afrika til Europa, der nåede sit højdepunkt – både mht. antal mennesker og mediedækning – i 2015.

I serien, der foregår i nutidens Oslo, møder vi det nygifte par Lars (Broch) og Marie Haaland (Kittelsen). Lars er kriminaldetektiv, og det nyforelskede par har netop købt en lejlighed i hjertet af Oslo. Samme aften begynder mennesker fra en anden tid (!) at poppe op i Oslofjorden. Hvilket de også gør rundt om i hele verden.

Disse tidsrejsende “fremvandrere” kommer fra fortiden – fra 1800-tallet, vikingetiden og den sidste istid. Med deres baggrund i andre kulturer og helt andre tidsperioder har de store problemer med at tilpasse sig den moderne skandinaviske velfærdsstat med dens normer og regler.

Der opstår ghettoer med klynger af “tids-indvandrere”, som får deres egne butikker, restauranter og værtshuse i en lille enklave af byen, hvor de kan leve det liv, de er vant til. Sameksistensen mellem nutidens indbyggere og de nytilkomne skaber problemer og konflikter – f.eks. omkring gedehold i en elevator. Lyder det bekendt?

Annonce

https://www.youtube.com/watch?v=zekB1EwEDFk

Mordgåde

Som vi kender det fra virkeligheden, er der altid nogle røvhuller, der ser en mulighed for at udnytte samfundets svageste. Mange af de illegale indvandrere fra Nordafrika og Mellemøsten, der strømmer til Europa, narres ind i sexindustrien og ender som ofre for menneskehandel, således også fortidsmenneskene i Beforeigners.

Her er det kyniske bagmænd organiseret i selskabet Chro Magnon (!), der bogstavelig talt fisker nyankomne kvinder fra fortiden op, fylder dem med narkotika og sælger dem til byens “glædeshuse”. Selvfølgelig går noget galt, og en af kvinderne findes død i Oslos centrum. Lars og stenalderkvinden Alfhildr (Krista Kosonen, Blade Runner 2049), som er den første fremvandrer i politistyrken, kommer (overraskende hurtigt) på sporet af skurkene.

Nicolai Cleve Broch gør en god figur, men Krista Kosonen stjæler alle de scener, hun er med i. Hun er selvsikker og har stor tilstedeværelse og en vidunderlig komisk timing. Når det er sagt, så har de to en god kemi, og det er dialogen og komikken mellem dem, der er seriens stærkeste kort. Mange af de andre personer er for karikerede – småsjove ganske vist, men på en lidt bøvet måde.

Fremvandrerne Beforeigners sesong 1 2 59136
(Foto: HBO Nordic)

Eksperimentel koncepthumor

Ligesom i Lilyhammer tager Bjørnstad og Skodvin typiske ting fra vores egen tid og ser på dem med et skævt blik. Der gøres grin med alt fra bloggere over vilde rusfester til (påstået) glutenallergi. Men humoren er lidt for ofte for simpel og konstrueret. Jo, det er sjovt med en kvinde fra stenalderen, der bruger mos som menstruationsbind, og hulemænd, der sidder oppe i træerne, men særlig sandsynligt er det ikke.

Og selvfølgelig er politimanden Haaland skilt, desillusioneret og alkoholiseret. I al sin uoriginalitet læner serien sig for meget op ad klicheer og forudsigelighed, når det gælder persongalleri og karakterudvikling.

Alt i alt er Beforeigners en sjov serie, som bestemt har potentiale, men efter to episoder har den stadig for meget at bevise til virkelig at indfri. Vi har jo allerede set, at lettere absurde genreblandinger, såsom Norsemens letbenede vikingekomik, kan fungere fint. Tre stærke stjerner til Beforeigners. (Anmeldelsen er baseret på de første to ud af seks episoder).

HBO byder denne gang på overraskende god streaming-kvalitet. Billedet er skarpt og detaljeret, selv i mørke scener, og lydsporet indfrier ligeledes. Serien har premiere den 21. august på HBO Nordic.

Fremvandrerne Beforeigners sesong 1 3 59137 Fremvandrerne Beforeigners sesong 1 4 59138 Fremvandrerne Beforeigners sesong 1 5 59139 Fremvandrerne Beforeigners sesong 1 6 59140 scaled Fremvandrerne Beforeigners sesong 1 7 59141
<
>
(Foto: HBO Nordic)

Karakter
Beforeigners, 1. sæson

Fakta:

  • HBO
  • Release: 21/8 2019
  • Instruktion: Jens Lien Med: Nicolai Cleve Broch, Krista Kosonen, Ágústa Eva Erlendsdóttir, Jóhannes Haukur Jóhannesson, Veslemøy Mørkrid, Stig Henrik Hoff, Agnes Kittelsen
  • Genre: Komedie
  • Land: Norge
  • År: 2019
  • Tid: 5:15 timer
 

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *