Anmeldelse: Beverly Hills Cop: Axel F

Hvem havde troet, at vi skulle gense Eddie Murphy i den ikoniske rolle som den ustyrlige politimand Axel Foley? 

Vi havde ikke; men med tanke på den bølge af nostalgi og trangen til at ‘genoplive’ gamle helte (med enten fortsættelser eller remakes), der ruller hen over Hollywood, er en Beverly Hills Cop-efterfølger 30 år efter den tredje film kun naturlig. 

 

Global superstjerne

Buddy-cop-actionkomedien Beverly Hills Cop (1984), der blev produceret af filmmogulen Jerry Bruckheimer, gjorde fra den ene dag til den anden stand-up-komikeren Eddie Murphy til en global filmsuperstjerne.  

Murphy var som skabt til rollen som den street-smarte Detroit-betjent, der kom til den fisefornemme del af L.A. og ikke ligefrem hæftede sig ved rigide love og regler – eller lagde synderligt vægt på, hvad politicheferne befalede ham at gøre.  

Den første film skovlede penge ind og blev et popkulturelt ikon; en efterfølger var uundgåelig – og kom allerede i 1987. En særdeles skuffende tredje film så dagens lys i 1994. Så vores forventninger til en genoplivning af fordums helte var ikke i top, men sørme om ikke selv “gamle hunde” kan overraske positivt.  

I originalfilmen efterforskede Axel Foley (Murphy) mordet på en barndomsven, hvilket førte ham til Los Angeles. LAPD satte derefter kriminalbetjentene John Taggart (John Ashton) og Billy Rosewood (Judge Reinhold) til at passe på “vildbassen” fra Detroit. Men ingen havde forventet Foleys noget ukonventionelle stil og efterforskningsmetoder …  

Interessant, at hovedrollen som Axel Foley oprindelig var tiltænkt Sylvester Stallone i Martin Brests originalfilm. Det havde i så fald været en helt anden filmfranchise end den, vi fik med den rapkæftede Eddie Murphy.  

Halløj på plejehjemmet?

I den fjerde film, generøst finansieret af Netflix’ dybe lommer, er Jerry Bruckheimer igen producent, og han har fået alle, der (stadig) kan krybe og gå, med fra den oprindelige besætning. Paul Reiser, Judge Reinhold, John Ashton og Bronson Pinchot genoptager alle deres roller. Og det skal siges, at ikke alle ser så unge og virile ud som Murphy – guderne må vide, hvad han drikker for at holde sig så ung!  

I starten tager vi os selv i at tænke, at vi ser “USA’s politistyrke på geriatrisk afdeling”, og at det er overraskende, hvor mange af dem, der stadig er på arbejdsmarkedet. Men hvis du kan se bort fra denne mærkværdighed og tage 1980’er-brillerne på, så får du to timers klassisk, velsmurt buddy-komedie og befriende ordkløveri – med Murphy i storform.  

Det skal siges, at ikke alle humorscenerne fungerer lige godt, og hvorfor vi skal se Murphy stikke af tre gange i et køretøj, som hans bedstemor kunne have løbet fra, er ubegribeligt. Desuden er skurkene arketypiske og tegneserieagtigt karikerede.  

Men kemien mellem de oprindelige skuespillere er stadig i høj grad til stede, og humoren er tilpasset deres alder og tid. Derudover har manuskriptforfatterne udtænkt nogle interessante nye karakterer, ikke mindst Foleys fremmedgjorte datter Jane (Taylour Paige, Ma Rainey’s Black Bottom) og hendes eks, politiefterforskeren Abbott (Joseph Gordon-Levitt).

Mangler originalitet

Selve plottet er nok filmens akilleshæl, og noget vi har set et par hundrede gange før. Stereotype, testosteronpumpede mafiagorillaer, der fragter dope ind i L.A., og som selvfølgelig har deres folk i politiet, som de generøst “belønner” med store bunker af dollars. Og nej, der er ingen præmie for at afsløre, at Kevin Bacon er det rådne æble – for der blinker nærmest et stort neonskilt over hans hoved med påskriften “Crook!”  

Når det er sagt, har de forsøgt at bevare stilen og formen fra 1980’erne, og det lykkes de ganske godt med. Selv musiksporet og den gulbrune lyssætning i solnedgangen er det rene nostalgitrip. Noget, der nok vil appellere mest til de af os, der var unge i midt-80’erne, men som nok også vil appellere til nutidens blaserte streaming-publikum.  

Historien får dybde af Foleys interessante forhold til sin datter. Hun har nærmest lagt ham for had, er flygtet fra sin hjemby og har startet en succesfuld karriere som forsvarsadvokat i Englenes By – alt sammen for at befri de mænd, som hendes far har buret inde. Hun har endda skiftet efternavn. Men da hun havner i livsfare, vender Axel Foley tilbage til gaderne i Beverly Hills.  

Jovist, det er en kliché, men det fungerer, og vi tror på kemien mellem Murphy og Paige. De spiller hinanden gode og bliver denne films buddy-duo. Og da Foley får lov til at lege med hendes eks i en helikopterbiljagt, er vi solgt. 

Ældst er bedst!

Efter sidste års middelmådige julefilm, Candy Cane Lane, havde vi mere eller mindre afskrevet Murphys særegne komiske talent. Men med Beverly Hills Cop: Axel F beviser han endnu en gang, at ældst er bedst. Charmen er upåklagelig, den afvæbnende humor er (for det meste) spot on, og vi oplever, at han er gået til denne film med entusiasme og ægte engagement.  

Den er bestemt ikke en klassiker i samme grad som originalfilmen, men der er rigeligt med legesyg action, politisk ukorrekt humor (selv negerjokes slipper Murphy af sted med!) og fornøjelig, letbenet komik til, at du kommer til at klukke dig igennem de to timer. 1980’erne er absolut tilbage! 4 stjerner. 

Filmen har global streaming-premiere i dag (den 3. juli).