: Billions, 1. sæson

Occupy Wall Street-bevægelsen fik sin spæde begyndelse i 2011. Tre år efter at Lehman Brothers kollapsede, og finanskrisen skyllede ind over verden – med hundredtusindvis, der ikke længere kunne betale deres huslån – voksede en protestbevægelse frem, som krævede mere fokus på at gå efter de finansfyrster, der stod bag krisen.

https://www.youtube.com/watch?v=kk6jveZdpUA

På denne baggrund træder vi ind i en verden, hvor finansfyrsten Bobby “Axe” Axelrod (Lewis) lever livet på toppen af Wall Street-hierarkiet. Med sine varierede hedge-fonde skovler Axelrod milliarder af dollars ind på kontoen hvert år – og det er ikke dem alle, der er tilegnet på lovlig vis.

Axelrod er en ægte alfahan, der dyrker det stærke og ser ned på de svage – i hans verden kan alle få succes, hvis de bare arbejder hårdt nok og er tilstrækkelig kyniske. Han mener selv, at han er hævet over loven. På den måde minder han meget om Jordan Belfort, hvis utrolige liv vi fik præsenteret i den herlige The Wolf of Wall Street.

Axelrods vej til toppen fik et boost efter 11. september 2001, hvor han var den eneste overlevende partner i firmaet. Med sin trofækone (svenskfødte Malin Åkerman, Watchmen) og sine to sønner lever han det glade liv og fremstår som den rene Moder Teresa for sine ansatte og mange andre i New York, der nyder godt af hans gavmilde donationer.

På den anden side af bordet har den offentlige anklager i New York, Chuck Rhoades (Giamatti), længe ventet på at få noget konkret på Axelrod. Rhoades’ jagt på finansfyrsten kompliceres i høj grad af, at hans kone er en af Axelrods nærmeste betroede og firmaets coach.

Vi får lov til at være flue på væggen i Axelrods meget succesrige liv og følger ham, når insider-tips bruges på tvivlsom vis, og store kontantsummer skifter hænder for at sikre loyalitet og/eller manipulere en virksomheds aktiekurs.

Den beregnende og helt igennem kyniske Axelrod fremstilles glimrende af Damian Lewis (som vi sidst så som terrorist i Homeland). En glat ål, der forstår at sno både sine ansatte og den offentlige mening om sin lillefinger, og som aldrig tøver med at mele sin egen kage – på lovlig eller ulovlig vis – mens han hele tiden prøver at fremme sit infantile ego ved at fremstå som succesfuld, rig og villig til at betale flere hundrede millioner dollars for at få bygninger opkaldt efter sig.

Hans lodrette modsætning er den offentlige anklager, der har besluttet sig for, at hans administration skal være uangribelig og ubestikkelig. Selv kommer han fra en velhavende familie, men tøver ikke med at smide sin fars bekendte bag lås og slå.

Det er i spændingsfeltet mellem disse to personer, Billions er bedst, og vi får strålende tv-drama med skuespil i top og skarp, intelligent dialog. Ikke mindst Giamatti en fryd som offentlig anklager, en figur med mange facetter og drifter.

Desværre er manuskriptet lidt for poleret, for søgt og indimellem for utroværdigt. Vi kan godt forstå, at det skaber drama og friktion, at den offentlige anklagers kone arbejder for hans primære mål, men vi tror ikke et sekund på, at det kunne være sket i virkeligheden. Men ser man bort fra nogle letkøbte løsninger og nogle lidt for usandsynlige twists, så får man et fascinerende og højaktuelt tv-drama med to hovedrolleindehavere i topform. Fire stjerner til Billions.

Første sæson har premiere på HBO Nordic den 18. januar med et nyt afsnit hver uge, og streaming-kvaliteten af både lyd og billede er imponerende. (Anmeldelsen er baseret på de første to episoder ud af 12).