: Billions, 2. sæson

Enhver tv-series største udfordring er, hvordan man fornyer sig fra sæson til sæson. Der findes utallige eksempler på serier, der bare kører rundt i den samme pærevælling og nærmest gentager plottet fra forrige sæson (mange flere end det modsatte).

https://www.youtube.com/watch?v=tmZcNrHYzts

Hvis man skal have nok interessant materiale til at udfylde ti timer, må handlingen tilføres noget nyt, figurerne må udvikle sig, nye personer må komme til, og/eller plottet må tage en ny drejning. Men efter tre episoder af anden sæson af Billions virker det, som om man ikke har formået at finde på noget.

Tom & Jerry
Første sæson kulminerede med, at hedgefond-manager Bobby Axelrod (Lewis) bogstavelig talt rev sit Manhattan-kontor i stykker i jagten på aflytningsudstyr. Gennem hele sæsonen havde han konstant den offentlige anklager i New York, Chuck Rhoades (Giamatti), i hælene – i et forsøg på at afsløre hans lyssky forretningsmetoder, korruption og insiderhandel.

Konflikten mellem dem blev ekstra pikant, i og med at Rhoades’ kone, Wendy (Siff), var en af Axelrods mest betroede medarbejdere. Hendes job som psykiater var at lette presset på formueforvalterne, så de kunne præstere optimalt. Her lå der selvfølgelig en åbenlys interessekonflikt, idet hun sad inde med følsomme oplysninger, som hendes mand gerne ville have fingre i – og som han også fik til sidst.

Som de rene Tom & Jerry var Axelrod og Rhoades konstant i totterne på hinanden, og man fornemmede en personlig interesse i at gøre livet surt for modparten, mens de begge konkurrerede om Wendys gunst.

Paranoia
Axelrod er i starten af anden sæson blevet paranoid, når det gælder potentiel overvågning, og har indført omfattende sikkerhedsforanstaltninger på kontoret samt ansat en ny assistent (Shaunette Renée Wilson), der følger ham rundt som sandhedsvidne.

Selv om sagen blev henlagt uden sigtelse i sidste sæson, er hans anstrengte forhold til den offentlige anklager næsten parodisk i denne sæson. Axelrod er manisk, nærmest infantilt fokuseret på at forsure livet for Rhoades.

Samtidig kæmper Rhoades for sin karriere og for at undgå fængsel. Rigsadvokaten har fået nys om, at hans kone modtog en udbetaling på 5 millioner dollars, samme dag som Rhoades valgte at frafalde anklagerne mod Axelrod. For at fjerne opmærksomheden fra ham selv beordrer Rhoades nu en efterforskning af en anden hedgefond-manager, Lawrence Boyd (Eric Bogosian).

Drømmekvinden
Hvis man skærer al staffagen væk, så handler hanekampen mellem Axelrod og Rhoades dybest set om at vinde Wendy Rhoades’ gunst. For Chuck er hun hans bedre halvdel (og seksuelle dominatrix), mens hun for Bobby er den ene person, der – ud over pengene – gør livet interessant og udfordrende, og som kan se lige igennem ham. Det er her, den egentlige spænding i serien ligger.

Axelrods nye konkurrent, hedgefond-manageren Todd Krakow (Danny Strong), formår – selvfølgelig – at få Wendy lokket over på sit hold, hvilket hidser Bobby voldsomt op. Krakow virker som en meget karikeret, stereotyp og lidet troværdig figur, der ikke har andet formål end at skabe – søgt – friktion i Axelrods hverdag.

Af nye personer er Axelrods trainee, Taylor (Asia Kate Dillon, Orange Is the New Black), afgjort den mest spændende. En androgyn nørd og talknuser, der tilfører serien noget – stærkt tiltrængt – frisk blod.

Rolleskift
I og med at Rhoades-parret nu er separeret, er den underholdende seksuelle spænding og leg imellem dem fraværende. Vi må håbe, at de finder sammen igen senere i sæsonen, for sådan som det ser ud lige nu, fremstår serien som en lidt slap kopi af første sæson – uden dennes brod og vitalitet.

Axelrod er stadig i – en stærkt personlig – konflikt med Rhoades. Rhoades har fundet en ny manager, som han – ud fra personlige interesser – kan genere, og Axelrod retter sit had mod den mand, der nu har “stjålet” Wendys gunst. Derudover virker anden sæson en tand mere usandsynlig end den første. Vi har svært ved at tro på, at en offentlig anklager i New York ville agere, som han gør.

Når det er sagt, så har serien sin egen specielle charme og fascinerende personer. Med små kulinariske madscener fra New Yorks street-food til subtile samtaler om, hvad der er drivkraften i livet og får én til at stå op om morgenen. Derudover leverer de tre hovedrolleindehavere stærke præstationer.

Indtil videre vil vi ikke strække os til mere end tre stjerner, men vi har endnu ikke opgivet håbet om fornyet gnist mellem Axelrod og Rhoades. (Anmeldelsen er baseret på de første tre ud af 12 episoder).

Billedkvaliteten fra HBO’s streaming er generelt rigtig god, men plages indimellem af enkelte artefakter. Lydsporet er der ikke meget at udsætte på, men der mangler lidt punch i de dybeste frekvenser.