: Et fejlskud

Året er 2004, og USA sidder stadig fast i det støvede ørkensand i Irak. Der er ikke fundet nogen masseødelæggelsesvåben, og lokalbefolkningen hader (stort set) deres tilstedeværelse. Soldaterne i frontlinjen udkæmper en krig, de ikke kan vinde – og det på to fronter: I et ødelagt land med borgerkrig plus derhjemme, hvor krigen bliver mere og mere upopulær.

Da menig Billy Lynn (Alwyn) redder den sårede sergent Shroom (Diesel) ud af skudlinjen, bliver heltedåden tilfældigvis filmet. Filmklippet havner online og på amerikanske tv-stationer, og Billy bliver et symbol på soldaternes heroiske indsats i den meningsløse Irakkrig.

Da Bravo-kompagniet sætter støvlerne på amerikansk jord, bliver et kæmpe PR-cirkus straks sat i gang for at malke historien for alt, hvad man kan, og forsøge at ændre opinionen. Gruppen bliver faktisk sat til at “optræde” under pauseshowet i Super Bowl!

Filmen er baseret på Ben Fountains ironiske roman af samme navn, som spiller hæmningsløst på den dobbeltmoral, der hersker i USA, hvor hjemvendte soldater indimellem udnyttes som helte i en krig, som de fleste elsker at hade. Problemet er, at instruktør Ang Lee ikke evner at få disse nuancer frem. I stedet giver han os en kaotisk film, der hverken er krigsepos, krigskritik eller komedie, men en uforløst blanding af alting og ingenting.

Vi hopper hele tiden frem og tilbage mellem Super Bowl-showet, hvor soldaterne optræder som de rene cirkusartister, og traumatiske skudvekslinger i frontlinjen i Irak. Uden at vi bliver følelsesmæssigt engageret. Soldaterne udnyttes, uden at det påvirker dem nævneværdigt, og hverken deres handlinger eller deres valg fremstår som troværdige.

Chris Tucker er præcis lige så malplaceret og irriterende her som i Det femte element, mens Steve Martin fremstår som en mandlig udgave af Cher. Hvad der derimod trækker op, er det meget medrivende og troværdige skuespil fra debutanten Joe Alwyn. Han har forhåbentlig en stor karriere foran sig.

Nej, Billy Lynn’s Long Halftime Walk er hverken troværdig, underholdende, humoristisk/satirisk eller stimulerende. Kun brændte chancer og spildt talent. To usle stjerner til Ang Lees fejlskud.

Filmen er den første nogensinde optaget med 120 billeder i sekundet (fps). Til sammenligning blev den nedsablede Hobbitten-trilogi skudt i 48 fps. 4K-udgivelsen er den allerførste med 60 fps, og det kan ses. Billedet er usandsynlig skarpt og ikke mindst lysstærkt – faktisk lidt for meget. Alle scenerne virker kunstige, polerede, og som om de er optaget i et studie. Det er en smagssag; noget, man kan “snyde” sig til på HD-tv’er ved at slå interpolation til. Men personligt er vi ikke begejstret.

Lydsporet (Dolby Atmos) imponerer stort med masser af detaljer, et herligt surround-miks og god fylde. Bonusmaterialet består af nogle udeladte scener, en bag-om-filmen, to korte features og en længere om den banebrydende filmteknologi.