anmeldelse: Bird Box

Danske Susanne Bier har efterhånden fået solidt fodfæste i Hollywood, og nu har hun også en Netflix-film med store skuespillere på cv’et. Bird Box har bestemt en populær filmisk tematik, men lykkes kun delvis med sit originale plot.

Dommedagsprofetier og det krævende liv i en postapokalyptisk verden er gået som en steppebrand over Hollywood det seneste årti. Med film som The Road, Divergent-serien, I Am Legend, Maze Runner-serien, Abernes planet-trilogien, Oblivion, World War Z og Blade Runner 2049 har Hollywood-studierne høstet fra et voksende marked, hvor de ikke mindst har tiltrukket et yngre publikum. Bird Box føjer sig til denne række, men er mere jordnær, mindre overnaturlig og byder på et overraskende twist.

Højgravide Malorie (Bullock) er ikke videre entusiastisk over den kommende baby, men tager med sin entusiastiske søster til ultralyd. Udenfor går verden pludselig brat og brutalt ad helvede til. I Rusland og Østeuropa raser en uforklarlig selvmordsbølge – som nu skylder ind over USA.

Åbenbart bliver folk “hypnotiseret” af noget eller nogen, der får de værste følelser og den største frygt frem i dem, hvilket giver en ubønhørlig trang til straks at begå selvmord. Men hvis du bare dækker dine øjne til, er du i sikkerhed for det/de ukendte …

Desværre er mange af de valg, personerne tager, både usandsynlige og direkte dumme, mens de fleste af rollerne er pinligt stereotype. Her møder vi både nørden, tyksakken, røvhullet og diplomaten. Det hele er for simpelt og forudsigeligt. Når det er sagt, så er plottet fikst, og Sandra Bullock er fremragende som den overbeskyttende, desperate mor. Der er en snigende, ubehagelig stemning filmen igennem, som holder interessen ved lige. Tre gangbare stjerner.

Netflix leverer sin sædvanlige solide tekniske kvalitet, hvor både lyd og billede imponerer.

PS: Hvis dommedagstematik og det at mangle en sans fascinerer dig, så se den langt bedre A Quiet Place. Som faktisk var en af sidste års bedste film.