Riggan Thomson (Keaton) er en falmet Hollywood-stjerne, der for mange år siden var berømt for sin rolle i flere film om superhelten Birdman. Nu prøver han desperat at genopbygge sin døende karriere ved at sætte et stykke op på Broadway baseret på en roman af Raymond Carver. Thomson er godt klar over, at der er en dumdristig plan, men har store forhåbninger om, at det vil give ham det nødvendige løft for at blive anerkendt som kunstner, og at hans glanstid ikke er forbi.
Mens premieredagen nærmer sig, tårner problemerne sig op. Hans hovedrolleindehaver bliver skadet, og Thomson er nødt til at hyre den kontroversielle skuespiller Mike Shiner (Norton) på anbefaling af sin bedste ven og producer Jake (Galifianakis). Under forberedelserne må han også forholde sig til sin kæreste og medskuespiller Laura (Riseborough), sin datter Sam (Stone) og sin ekskone Sylvia (Ryan), der dukker op i tide og utide.
De, der kan deres filmhistorie, ved at Michael Keaton spillede rollen som Batman i de to første film, Batman (1989) og Batman Returns (1992) af Tim Burton, der relancerede tegneseriehelten i slutningen af 1980’erne. Keatons karriere er efterfølgende ikke gået specielt godt, og heri ligger meget af Birdmans styrke. Den både tragiske og komiske fortælling bliver afgjort forstærket af Keatons virkelige liv, hvilket skaber en dybtfølt film, der fungerer på flere planer. Det bliver også en fortælling om Keatons tristesse og hans genopstandelse som skuespiller.
Men filmen bæres slet ikke af dette kuriosum alene. Alejandro Iñárritu (Babel, Biutiful) har skrevet et fantastisk manuskript, der er en ren hyldest til både teatret og filmen. Dialogen er usædvanligt god, og med stram instruktion bliver den fremragende leveret af en flok meget solide skuespillere.
Michael Keaton spiller sit livs rolle og blev fuldt fortjent nomineret til en Oscar, selv om han ikke vandt. Han blev dog belønnet med en Golden Globe og en række andre priser for sin indsats. Desuden blev både Edward Norton og Emma Stone nomineret til en Oscar for henholdsvis bedste mandlige og kvindelige birolle.
Det er bare at bøje sig i støvet for Iñárritu, som har instrueret disse skuespillere til at yde så fantastisk, og det var ikke nogen stor overraskelse, at han vandt Oscars for både bedste film, bedste manuskript og bedste instruktion. Desuden vandt Birdman en Oscar for bedste foto af Emmanuel Lubezki, som har gjort en forbilledlig indsats og skabt en nærmest perfekt cinematografi, der trækker os langt ind i dette vidunderlige filmunivers. Bravo!
Når 2015 skal opsummeres, bliver det svært at komme uden om Birdman. Den er en filmisk triumf og en sjældent stor opvisning i fortællekunst, der efterlader én med en følelse af at have overværet noget stort og genuint morsomt og rørende. Seks soleklare stjerner.
Birdman kan også stærkt anbefales på Blu-ray. Vi får en pæn portion interessant ekstramateriale, selv om der godt kunne have været dykket dybere ned i de tekniske aspekter af produktionen. Billedet er en fornem gengivelse af Lubezkis udsøgte fotografering, og lydsporet (dts-MA 5.1) er rigtig godt.
Fakta:
- Premiere: 22. januar 2015
- Instruktion: Alejandro González Iñárritu
- Originaltitel: Birdman: Or (The Unexpected Virtue of Ignorance)
- Med: Michael Keaton, Zach Galifianakis, Edward Norton, Amy Ryan, Emma Stone, Naomi Watts
- Genre: Komedie
- Land: USA
- År: 2014
- Tid: 1:59 timer