: Black or White

Filmen er angiveligt baseret på virkelige begivenheder og fortæller historien om de radikale omvæltninger i topadvokaten Elliots liv, da hans kone dør i en bilulykke. Elliot (Costner) bliver efterladt med det fulde ansvar for deres eneste barnebarn, Eloise (Estell) – moren døde i barselssengen, og faren er et omvandrende narkovrag og småkriminel. Situationen tilspidses, da barnets farmor (Spencer) kræver forældremyndigheden. Hvorfor? Hun mener, at Elliot er racist, og vil sikre sig, at barnet lærer sin sorte kulturarv at kende.

Racekonflikt sat på spidsen danner altså rammen omkring dette drama, men det bliver aldrig mere end en vag, ulden ramme, hvor man forsøger at skabe racemæssige modsætninger ud af noget, der nærmest ikke er der. Bedstemor vil snarere have forældremyndigheden, fordi hun tror, at det kan få hendes forsumpede søn på ret køl, og fordi hun mener, at morfaren drikker for meget.

Hvis man ser bort fra den lidt konstruerede racekonflikt, er det det menneskelige drama mellem morfaren og hans unge barnebarn, der er Black or Whites virkelige styrke. Costner er bundsolid som den dybt fortvivlede morfar, der drukner sine sorger i spiritus efter tabet af datteren og konen, mens farmoren og hendes familie bliver fremstillet lige lovlig karikeret som “typiske” sorte. En udmærket film at hygge sig med en søndag aften, men let forglemmelig og lidt for konstrueret. Tre stjerner.

Lydsporet er godt, mens billedkvaliteten er lidt for svingende. Intet bonusmateriale.