Anmeldelse: Black Panther

Vi stiftede først gang bekendtskab med den magtfulde T’Challa/Black Panther (Boseman) i Marvel-filmen Captain America: Civil War. En kort optræden, hvor han søgte hævn for sin myrdede far efter et attentat i New York. Nu står han så alene i rampelyset.

 

Hver superhelt sin film

Disney-ejede Marvel Studios har haft utrolig stor succes med deres mange superheltefilm og har fra starten haft en gennemtænkt, langsigtet plan for, hvordan de skulle rulle deres kappeklædte helte ud.

Superhelt efter superhelt laver en gæsteoptræden eller spiller en birolle i en anden superhelts film. Handlingen i deres gæsteoptræden kan så danne grundlag for den selvstændige historie, når de et par år senere får deres egen tørn i rampelyset, ligesom de også kan inkluderes i alle-superheltene-slår-sig-sammen-film som The Avengers.

Black Lives Matter

Det er umuligt at se Black Panther uden at trække paralleller til afroamerikanernes historie og den noget anspændte situation i nutidens USA. Det er en klart politisk film, der fortæller om kolonisterne og om, hvordan sorte er blevet undertrykt af det hvide herrefolk i århundreder. Her ligger kimen til filmens skurk, Killmongers raseri: Han (Jordan) vil rette op på fortidens uretfærdighed og sørge for, at de sorte overtager magten – og til det formål skal han bruge Wakandas vidunderstof, vibranium.

Uanset om det er knælende football-spillere eller vrede antipolitidemonstranter med “Black Lives Matter!” på plakaterne, så der er ingen tvivl om, at afroamerikanernes skæbne har været inspiration til historien i Black Panther. Når det er sagt, så er det ikke en påtrængende politisk film; det underliggende politiske budskab flettes sømløst ind i handlingen og danner bagtæppe for karaktererne.

Desværre er Killmonger arketypen på en ung, vred sort mand. En alt for stereotyp figur, der ikke fremstår særlig troværdig, snarere usædvanlig endimensionel. Ikke mindst hans bevæggrund for de outrerede handlinger er meget tynd.

Visuelt festfyrværkeri

Visuelt er Black Panther uden tvivl den flotteste Marvel-film hidtil, kort og godt en fryd for øjet. Den har også en tematik og en handling, der heldigvis skiller sig klart ud fra resten af filmene i Marvel-franchisen, og Den Sorte Panter er afgjort en karakter, der fortjener sin egen, højst særegne film.

Det tilsyneladende ludfattige land Wakanda er fuld af hemmelig højteknologi, der alt sammen drives af mirakelmidlet vibranium. Alle kulørerne i farvepaletten tages i brug i denne flotte verden, hvor moderne teknologi går hånd i hånd med traditionel afrikansk kultur. Det er noget helt andet at se gedigne slåskampe på afrikanske sletter og klippeplateauer, end at endnu en skyskraber smadres i en amerikansk storby.

Det er unægtelig også sjovt at se traditionelle afrikanske våben i kamp mod moderne automatvåben. Og biljagten gennem Seouls trange gader med spydkastende, krigsmalede stammekrigere er yderst vellavet og original underholdning. Ligesom Panterens dialog med sine forfædre på de afrikanske sletter, i ren Løvernes Konge-stil, både er fornøjelig og giver stof til eftertanke.

Underligt nok falder en del af de mange special effects igennem, og dele af filmen har bærer præg af lidet overbevisende computerspilsgrafik.

Haltende historie

Filmens svageste punkt er dog plottet. Overkarikerede skurke – hvoraf Ulysses Klaue (Serkis) er den mest fremstående – der vil stjæle et superstof af usandsynlig høj værdi, er hverken særlig originalt eller spændende.

Stripper vi det afrikanske krydderi, de visuelle godbidder og de blændende kostumer væk, så sidder vi tilbage med en relativt kedelig og uengagerende historie.

Af skuespilpræstationer gør Chadwick Boseman en godkendt indsats uden at udmærke sig nævneværdigt – lidt for stiv og selvhøjtidelig til vores smag. Så er der straks mere fut i hans mere komplekse søster Shuri, elegant og charmerende spillet af Letitia Wright. Martin Freemans rolle som amerikansk agent uden for sin jurisdiktion tilfører til gengæld ikke filmen noget; han virker mest af alt som en bizart placeret biperson uden for sin komfortzone.

Absolut en underholdende film og ikke mindst et visuelt festfyrværkeri. Med en bedre og mere original historie kunne Black Panther være blevet en klassiker. Fire stjerner.

Filmen udgives også i 4K, men desværre var det ikke i dette ypperlige hjemmeunderholdningsformat, vi fik filmen fra distributøren, Walt Disney. Blu-ray-udgivelsen er dog bestemt ingen sekundavare. Barberbladsskarpt billede, naturlig farvemætning og et fremragende sortniveau er det, der karakteriserer billedkvaliteten. Lydsporet (DTS-MA 7.1) er til gengæld tunet underlig lavt og falder igennem, idet de heftige actionscener fiser lidt ud.

Bonusmaterialet byder på et indsigtsfuld kommentarspor, en række korte features, bloopers samt en rundborddiskussion.