Anmeldelse: Black Widow

Det har vært en trang og særdeles lang fødsel for Marvels kvindelige superhelt i hendes første “selvstændige” film.

Corona-udsættelse

Den 1. mai i fjor var oprindelig biografpremiere for Black Widow. Den første, længe ventede Marvel-film med den kvindelige sovjetiske superspion (som derefter blev amerikansk Avenger) i hovedrollen blev et af de første ofre for coronapandemien.

Gang på gang valgte Disney at udsætte biografpremieren, mens rygterne om en lancering på deres egen streamingtjeneste, Disney+, tog til i styrke i løbet af efteråret/vinteren.

Det hele endte med et kompromis, så du fra fredag (den 9. juli) endelig kan se Scarlett Johansson kick ass i biografen eller på Disney+ (med såkaldt Premier Access).

Det virkelig store spørsmål, man stiller sig efter at have set denne dyre Marvel-film, er, hvorfor i al verden den russiske spion (senere afhopperen) ikke har fået sin egen film for længe, længe siden. Vi mener, Hulken (!) har jo fået to selvstændige film …

Efter næsten halvandet år med biograftørke kan vi glædeligt fastslå, at sommer-blockbusteren er tilbage!

 

Broget familiebaggrund

Filmen giver os baggrundshistorien om en af Marvel-universets mest enigmatiske og spændende karakterer. Sovjetborgeren Natasha Romanoff (Johansson) voksede op i en lilleby i Ohio (som Natalie Rushman) i 1990-tallet med sin falske spionfar, Alexei (David “Stranger Things” Harbour), og sin falske spionmor, Melina (Rachel Weisz), samt yndige lillesøster, Yelena (Florence Pugh).

Med andre ord en baggrundshistorie med klare lighedstræk med den fortræffelige spionserie The Americans.

Første gang, vi stiftede bekendtskab med denne fyrrige og akrobatiske spion, var tilbage i 2010, i Iron Man 2. I øvrigt en ret dårlig film, men med en Scarlett Johansson, som gjorde lidt af en entré i Marvel-universet og gav et uudsletteligt førstehåndsindtryk i sin superheltinde-trikot.

Kynisk spionprogram

Det er Black Widows forhold til sin mildt sagt dysfunktionelle kernefamilie, som står i i centrum for begivenhederne. Et forhold (og til dels mangel på samme), som vistnok har formet hende som person og hårdtslående, snarrådig Avenger.

Natasha var, sammen med sin søster, oprindelig en del af et statsdrevet spionprogram, hvor lovende unge pigebørn blev delvist kidnappet, delvist købt af kommunistregimet, for dernæst at blive kemisk hjernevasket til statens lydige robotter og nikkedukker – såkaldte enker.

20 år senere får en af “enkerne” fingre i modgiften, som kan sætte sindet frit hos de hjernevaskede, og frigør således Yelena fra programmet.

Nu har Yelena brug for hjælp fra sin noget mere berømte storesøster (som for øjeblikket befinder sig i eksil i Norge) for at kunne nedkæmpe syndikatet drevet af ærkekynikeren Dreykov (Ray Winston) – og fortiden indhenter frk. Romanoff.

 

Hæsblæsende spion-action

Det er helt sikkert ikke tilfældigt, at Natasha sidder i sin slidte campingvogn i ødemarken uden for en ubetydelig vestnorsk bygd og ser Moonraker på rejse-TV’et. James Bond-serien har uden tvivl givet inspiration til handlingen.

Her har også Jac Schaeffer og hendes team af manuskriptforfattere trukket veksler på film som Mission: Impossible og Terminator. Biljagtscenerne er på højde med Fast & Furious, og nærkampscenerne som taget ud af Bourne-franchisen. Vi får endda handymanden Mason (O.T. Fagbenle) som filmens svar på selveste Q.

Som en kvindelig Bond og Ethan Hunt globetrotter Natasha kloden rundt, mens hun nedkæmper cyborger, undslipper dødsskvadroner og gennemfører en spektakulær fangeflugt, og det hele kulminerer naturligvis face-to-face med hennes nemesis.

Cate Shortland (instruktion) har fuld kontrol over historien, det omfattende persongalleri, sidehistorierne og de mange effektive actionscener.

Rytmen og dramaturgien i filmen veksler gnidningsløst mellem mellemmenneskeligt drama og adrenalinpumpende action-bonanza, hvor Marvel & Co. giver den gas på alle parametre, mens special effect-teamet yder det ypperste, man kan opleve af imponerende action-akrobatik.

Tør humor

Ind imellem alle de spektakulære actionscener er det dog dejligt at kunne konstatere, at den befriende selvironi fortsat er til stede i Marvel-filmene!

De genkendelige småskænderier, spændingerne og de tavse anklager familiemedlemmerne imellem er både charmerende og elegante pusterum i den tætpakkede action-narrativ. Specielt søstrene har en sarkastisk tone med snert og bid.

Her gøres der et stort og fornøjeligt nummer ud af at ironisere over den konstante sexy kampposering, som nærmest er blevet den sorte enkes varemærke.

En del af søstrenes dialog fremstår dog noget kunstig og for konstrueret.

Black Widow byder ikke på en lige så stor grad af socialrealisme som i Marvel-serien The Falcon and the Winter Soldier, men plottet har den samme underliggende røde tråd med fokus på kvinders rettigheder og kvindekamp – uden at det hverken bliver påfaldende eller kunstigt påtrængende.

Den sorte enkes progressive og en smule rapkæftede lillesøster lægger ikke skjul på, hvem hun kæmper for, mens Dreykov fremstilles som den mest sexistiske kvindehader.

På egne ben

Med film som Lost in Translation, Pige med perleørering, Match Point og A Marriage Story har Johansson, som har danske aner, befæstet sig som en af vor tids bedste karakterskuespillere.

Johansson gør en formidabel indsats som overbevisende actionheltinde, men samtidig evner skuespillerinden at vise menneskelige følelser.

At David Harbour havde komisk timing, var vi klar over, men her stjæler han med vindende selvironi og mangel på selvindsigt de fleste scener, han er med i. Weisz bliver overraskende anonym, og Winston er særdeles genkendeligt creepy, mens Florence Pugh nok er filmens største overraskelse. Hun har en stor Hollywood-karriere foran sig.

Forhistorien til Black Widow er en sidehistorie i Marvel-sagaen, men samtidig en film, som står sikkert på egne ben. Shortland serverer os et nærmest perfekt underholdningsmiks af action, spænding, følelesesmæssige familieudfordringer og herligt letbenet komik – og beviser nok en gang Marvel-universets alsidighed i forhold til “ærkefjenden” DC Comics.

Vi kunne ønske os en lidt mere original handling, men det er en bagatel, når vi bliver så eftertrykkeligt underholdt.

Filmen er den første i “Fase 4” af Marvel-universet, og vi tager hellere end gerne endnu et dybdedyk ned i Romanoffs plagede psyke, for heri ligger uden tvivl materialet til flere elegante spionthrillere krydret med fortræffelig action.

Black Widow er faktisk nøjagtig den medicin, lægen vil skrive ud til os alle efter halvandet år i corona-mørket. 5 bundsolide stjerner til Johansson & Co.!

PS! Gå for alt i verden ikke glip af slutscenen efter rulleteksten. Vi kan røbe så meget, som at snerpede Valentina Allegra de Fontaine (Julia Louis-Dreyfus) er tilbage …

NB! Har du ikke (mindst) et 75″ TV, så se Black Widow i biografen! Denne film kræver en STOR skærm/lærred. Og (helst) et godt lydanlæg.

Her kan du læse anmeldelser af samtlige Marvel-film.