anmeldelse: BlacKkKlansman

Den stærkt politisk engagerede instruktør Spike Lees varemærke er ikke ligefrem romantiske komedier, og han er heller ikke kendt for at være specielt subtil eller elegant. Lee har tendens til at “skyde gråspurve med kanoner” og male med en meget bred, noget unuanceret pensel. Med BlacKkKlansman giver han os ikke bare en af sin bedste og mest nuancerede film, men også (tragisk nok) en meget aktuel film.

Baseret på den sande historie om politimanden Ron Stallworth (Washington) følger vi Colorado-politiets efterforskning af Ku Klux Klan i 1970’erne. Som den eneste sorte i en ellers hvid politistyrke lykkes det Stallworth at infiltrere KKK og endda vinde klanens “ypperstepræst” David Dukes tillid. Hans partner, Flip (Driver), tager opgaven i marken mellem racister med en tyrkertro på den hvide races overlegenhed – problemet er bare, at Stallworth er afroamerikaner og Flip selv er jøde.

Lee stikker hånden langt ind i et aktuelt, politisk betændt hvepsebo og river op i de stadig smertende sår fra borgerrettighedskampen i 1960’erne og 70’erne. F.eks. havde Donald Trump store problemer med at tage klart afstand fra David Duke under sin valgkampagne, og de sidste to-tre år har vi set klanmedlemmer og andre åbenlyse racister marchere i de amerikanske gader igen.

Når det er sagt, så er det ikke nogen mørk og tragisk film, Lee serverer. Han formår på fremragende vis at kombinere de mørke kræfter med mængder af befriende, herlig komik, akkompagneret af troværdige personer og en helt utrolig historie. Det er en delikat balancegang, Lee forsøger, men han lykkes usædvanlig godt med at få os til at grine af handlingen, samtidig med at den dybe alvor aldrig træder i baggrunden. På den måde bliver stoffet også langt mere tilgængeligt for de brede masser.

Det viser sig, at ordsproget om, at æblet ikke falder langt fra stammen, er rammende, i hvert fald i Washington-familiens tilfælde. For unge John David Washington står ikke tilbage for sin mere berømte far, Denzel, når det gælder skuespillerevner. Han er perfekt som den stædige og stolte, men også realistiske politimand, som tilfældigvis er sort. I tospand med en glimrende Driver leverer de nuancerede karakterer, som vi tror på og lader os underholde af, og som formår at fange vores interesse.

Racisterne fra redneck-land er lige lovlig ensidige, grænsende til det karikerede, hvilket nærmest gør dem latterlige og ufarlige. Især til sidst i filmen er det, som om Lee står og råber til os for at hamre et budskab ind, som vi allerede har fanget på en langt mere sofistikeret måde. Seks Oscar-nomineringer er drysset ud over filmen, og vi uddeler fem meget fortjente stjerner.

Fremragende billedkvalitet på 4K-udgivelsen med nydelige teksturer og naturlige farver. Indimellem lidt for mørk. Det heftige soundtrack kommer til sin ret i det flotte surround-miks (Dolby Atmos), som også byder på klokkeklare dialoger. Kun en trailer og en sølle bag-om-filmen på fem minutter som bonusmateriale.