Anmeldelse: Blade Runner 2049

Få film har opnået større kultstatus – og er blevet mere heftigt diskuteret – end Ridley Scotts sci-fi-klassiker Blade Runner fra 1982. Filmen fik overvejende en hård medfart af kritikerne ved premieren, men efter syv (!) versioner, hvoraf den bedste er Blade Runner – The Final Cut (2007), er de fleste i dag enige om, at det er en ubestridelig klassiker.

Filmen er løst baseret på Philip K. Dicks roman Do Androids Dream of Electric Sheep (1968), hvis centrale tema er, om kunstig intelligens kan have følelser og selvstændige tanker – og dermed menneskelig værdi.

Jagten på de kunstige

Efterfølgeren samler tråden op 30 år efter den originale film, hvor det nu er K (Gosling), der er L.A.-politiets ledende “Blade Runner”. Et job, der består i at jagte og eliminere replikanter (androider), der ikke lader sig kontrollere.

Fritiden tilbringer han i sin triste lille bikube af en lejlighed sammen med sin kunstige hologramveninde Joi (de Armas). Han plages af flashbacks fra sin fortid/barndom, men slår sig til ro med, at minderne er implanteret.

Det store spørgsmål er: Kan de ekstremt avancerede og menneskelignende replikanter have følelser og egne tanker, eller kan de kun tænke og handle, som de er programmeret til?

Menneskene, ledet af den herligt kyniske politichef Joshi (Wright), er overbevist om, at replikanterne må holdes i skak, og at de, der kan udvikle sig uden menneskelig indblanding, skal tages af dage. Hun er den “perfekte” bureaukrat, der ser verden i sort-hvid og er overbevist om, at de uregerlige replikanter skal elimineres for at opretholde orden og balance på planeten. Da K finder tegn på, at replikanterne kan reproducere sig, bryder helvede løs.

Dystopisk

L.A. og det meste af Jorden i øvrigt er én stor “kloak” efter den store katastrofe, og de velstående er for længst flygtet til nye kolonier ude i rummet. Tilbage er de ubemidlede og de kriminelle samt en politistyrke, der jagter de tilbageværende egenrådige/fejlproducerede replikanter.

Dyster, mørk, våd og grel er ord, der karakteriserer den dystopiske fremtidsby, hvor kynismen råder, og folk er fremmedgjorte og overladt til sig selv.

På det mere filosofiske plan kommer Niander Wallace (Leto) ind på banen. Som manden bag de geniale replikanter har han ikke tænkt sig at give op, før han har konstrueret kunstig intelligens, som langt overgår menneskene – og som kan reproducere sig selv. En usædvanlig uhyggelig og fascinerende person, som Jared Leto portrætterer med glans.

En visuel fest

Den fransk-canadiske instruktør Denis Villeneuve har tidligere vist mesterlige takter med en usædvanlig visuelt lækker stil – senest i den storslåede, filosofisk anlagte Arrival – men med Blade Runner 2049 overgår han sig selv!

Hver scene er som en fascinerende, dybt tankevækkende kunstinstallation, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Vi suges ind i handlingen i den dystopiske fremtidsverden, hvor det suggestive soundtrack spiller en fremtrædende rolle.

Når vi træder ind i et affolket Las Vegas, er det som at stå i helvedes forgård – en perfekt analogi, idet syndens og overdrevets by ligger øde og delvis pulveriseret hen. Alt, hvad der er tilbage, er rester af de prangende kulisser – som mindesmærker over menneskehedens dekadente livsførelse.

Fremtidens L.A. er en grå, snavset, våd og mørk by og samtidig oplyst af et væld af gigantiske grelle lysreklamer. En postapokalyptisk by, som alle ønsker sig væk fra. Områderne uden for byen er ubeboelige – og det er her, K søger svar.

Fords store comeback

Harrison Ford gjorde det fremragende som Blade Runner i den originale film. Han fremstillede figuren med overbevisning, uden de store fagter, og fik kompleksiteten i karakteren frem. Da han nu, 25 år senere, skulle gentage rollen, var faldhøjden stor, ikke mindst fordi det er længe siden, vi er blevet imponeret af Ford på det hvide lærred – måske fordi han simpelthen ikke er blevet tilbudt tilstrækkelig saftige roller?

Vi kan ikke huske at have set ham så engageret, overbevisende og ægte det sidste årti. Han er nedtonet uden at være påtaget, og følelsesmæssigt tilstede.

Ryan Gosling er som sædvanlig exceptionelt god og får hele det komplekse følelsesregister i karakteren frem, splittet mellem tro og tvivl om, hvem (og hvad!) han er, og hvem han i sidste ende skal adlyde. Lydhør grænsende til det selvudslettende over for myndighederne og systemet, indtil han finder ud af, at alt ikke er, som han har fået det præsenteret.

Gosling har et ansigt og en mimik, der gør, at han mestrer heftige actionscener lige så godt som ømme scener, hvor han drømmer om et bedre liv med sin store kærlighed – hologrammet Joi. At han blev overset under årets Oscar-nomineringer, er en skam!

De store spørgsmål

Filmen er næsten tre timer lang, men fuldstændig uden døde punkter og overflødige scener. Selv om der er en del actionscener, er det ro og eftertanke, der præger den indimellem lavmælte film.

Blade Runner 2049 viger ikke uden om at stille de store, eksistentielle spørgsmål som: Hvem er vi, hvor kommer vi fra, og hvad definerer et menneske? Hele tiden gnaver en ubehagelig følelse i baggrunden, idet hemmeligheder afsløres lag for lag i bedste thriller-stil.

En visuelt blændende film, hvor Villeneuve har perfektioneret historien og fået det bedste ud af skuespillerne. En film, der formår at overraske, underholde og samtidig mane til eftertanke. Fotograferingen og musikken spiller også en stor rolle, og som helhed er Blade Runner 2049 nok uslåelig som årets bedste film. Seks svimlende stjerner til denne øjeblikkelige klassiker!

Teknisk reference

Teknisk viser udgivelsen, hvad der egentlig ligger af muligheder i 4K-formatet. Den Oscar-nominerede cinematografi står Roger Deakins for, og han også overvåget efterproduktion, og det kan ses – billedkvaliteten er simpelthen fejlfri! En fantastisk og ægte farvepalet, et lydefrit billede uden støj og artefakter, og med krystalklar skarphed og utrolig dybde. Hver rynke i skuespillernes ansigter kommer frem, og når støvet lægger sig over et øde Las Vegas, kan vi skimte hvert enkelt støvkorn.

Surround-sporet er i Dolby Atmos og giver en rig, detaljeret og usædvanlig flot mikset lydoplevelse, hvor alt lige fra den dybeste bas til dialogerne kommer præcist frem.

Bonusmaterialet består bl.a. af seks kortere features og en længere om det fascinerende set design, ligesom instruktøren giver os et indblik i processen med at udvælge skuespillerne.