Anmeldelse: Blonde

Brad Pitt som producer og Andrew Dominik som instruktør serverer os den usminkede historie om glamourmodellen og filmstjernen Marilyn Monroe (1926-1962). Det chokerende manuskript er skrevet af Dominik, som har baseret det på romanen af Joyce C. Oates. 

Og lige nu raser debatten blandt Netflix-seere og kritikere, om Dominiks kontroversielle film om ikonet Marilyn Monroes farverige liv er et overgreb på hendes eftermæle, eller om filmen skildrer overgreb, der rent faktisk blev begået mod sexbomben. 

Var Marilyn Monroe (Ana de Armas) ikke den første superberømte pinup-model, så er blondinen (der faktisk var brunette) i hvert fald den ukronede dronning over dem alle; selv i dag, hvor hun kæmper om tabloidernes spalteplads mod giganter som Kate Upton, Emily Ratajkowski og Kim Kardashian.

60 år efter hendes tragiske (og myteomspundne) død kommer Netflix og Dominik (The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford, Killing Them Softly) med en sprængladning af en film, som går bag den glamourøse facade, de hvide kjoler, de forførende sange, topløse billeder og Hollywood-film til den virkelige frøken Monroe (med fødenavnet Norma Jeane Mortenson – hun havde en norsk far). 

Før man afskriver filmen og henfalder til krænke-hysteri. bør man huske på, at Joyce C. Oates har skrevet en fiktionsroman baseret på frøken Mortensons spektakulære liv – og som forfatteren selv så passende skriver om filmen på Twitter: 

“I think it was/is a brilliant work of cinematic art obviously not for everyone. Surprising that in a post#MeToo era the stark exposure of sexual predation in Hollywood has been interpreted as «exploitation». Surely Andrew Dominik meant to tell Norma Jeane’s story sincerely.” 

 Nøgleordet her er nok «not for everyone»; for det er ret stærk kost, Dominik & Co. serverer.

Unge Norma Jeane blev født i drømmenes by, LA, men tilbragte størstedelen af sin barndom langt fra neonlysets skær og den røde løber i Hollywood. Hun voksede til dels op i pleje- og børnehjem – og indgik sit første ægteskab allerede som 16-årig. En psykotisk voldelig mor og en far, der stak af, før hun var et år gammel, plagede hende gennem hele hendes turbulente liv. 

I midten af 1940’erne mødte hun en fotograf, der overtalte hende til at være model for nogle pinup-billeder, og derfra gik det hurtigt til filmstjernestatus i Hollywood, via sexet sangerinde til stjernestatus (og til slut præsidentens seng). 

Blonde skildrer denne brutale rejse fra en renlivet, naiv ung kvindes perspektiv; omgivet af pengestærke, magtsyge og liderlige mænd, som så deres snit til at udnytte hende. Og Monroe lod sig udnytte. 

Ca. 70 år før #MeToo blev et begreb fremstår Marilyn Monroe i filmen som det kendteste offer for netop det, som Harvey Weinstein og hans ligesindede i dag må forsvare sig imod ved domstolene. 

Vævre Ana de Armas (No Time to Die, Knives Out) er et fund i rollen som den usikre, naive og lidt kokette Monroe. Hun bliver kastet ud i en rutsjebanetur uden sidestykke, hvor hun bliver ‘ædt’ af sine chefer, producere, ‘venner’, medier og fans. Alle vil have et stykke af den forførende blondine og sole sig i hendes herlighed, uden hensyn til hendes ve og vel. 

Armas får karakterens kompleksitet frem, genskaber legendens fagter og mimik, og blotlægger hendes sårbarhed og utilslørede skam på en forbilledlig og troværdig måde. Ofte svært og indimellem smertefuldt at se på, men du store verden, så besnærende og forførende. 

Vi tages med ind i de mørkeste afkroge af Monroes hverdagsmareridt i en række drømmeagtige sekvenser. Hun lever et nærmest skizofrent liv, hvor hun desperat forsøger at skelne mellem privatpersonen Norma Jeane og karakteren Marilyn Monroe. En dybt tragisk og samtidig fantastisk fascinerende scene viser den brutalt deprimerede Norma Jeane, der efter at fået make-up på og blevet shinet up pludselig dukker op som Marilyn – og smiler det påtagede kendis-smil. 

Oates og Dominik giver os bestemt et relativt ensidigt og subjektivt portræt af hendes misere – og her er der flere højtstående personer, der kommer ud i et meget lidt flatterende lys; herunder baseball-legenden Joe DiMaggio og USA’s 35. præsident, John F. Kennedy. 

Dominik bruger lidt rigeligt tid på Monroes (påståede) aborter og spontanaborter. Historikere strides om, hvorvidt de rent faktisk fandt sted eller ej, men det er et ubestrideligt faktum, at de magtfulde Hollywood-studier på dette tidspunkt pressede hårdt på, for at stjerneskuespillerinderne skulle få en abort, hvis de ‘kom i ulykke’. 

Ligesom i Dominiks Jesse James er filmfotografen (Chayse Irvin) også i Blonde en af de vigtigste præmisleverandører. Han trækker os ind i øjeblikket, mens han zoomer ind på de fortvivlede ansigter, blotlægger deres inderste tanker og hele tiden finder innovative, kreative kameravinkler. Dominik skifter konstant mellem skærmformater og veksler mellem farve og sort/hvid for at understrege scenens handling. Et greb, der fungerer perfekt. 

Som Oates så klart siger, er denne film bestemt ikke for alle. Enkelte sarte sjæle vil nok blive frastødt af dens lejlighedsvise obskønitet og (Gud forbyde det!) eksplicitte obskønitet, mens atter andre vil føle, at det tramper på filmstjernens gode navn og rygte. Det får være – faktum er, at Andrew Dominik har instrueret en forbandet glimrende film om en superstjernes til tider tragiske liv, som man bestemt ikke kan stille sig ligegyldig overfor. 

Ligesom med Baz Luhrmanns Elvis bliver vi vidne til, hvad det brutale kendisspotlight og grådige sjæle kan gøre ved en uforvarende kunstner, der pludselig bliver kastet ud på dybt vand. Det mareridt, der fulgte, er en fascinerende, men grim rejse at være med på. Hvor ingen skænkede det en tanke at smide en redningskrans ud til popkulturikonet Marilyn Monroe. 

Filmen kunne med fordel have været klippet 15-20 minutter kortere, da enkelte scener trækkes unødigt ud. Og det overdrevne fokus på det ufødte liv grænser til syvende og sidst til spekulationer. Men turen gennem den evigt eskalerende, nedadgående spiral af fornedrelse, som var frøken Monroes liv, tildeles uden tvivl 5 brutale stjerner.