Hele den brogede bande fra Børning (2014) genforenes i en efterfølger, der ikke just revitaliserer genren, men ikke desto mindre leverer mere end godkendt og vældig charmerende popcornunderholdning.
Efter det vanvittige – og højst ulovlige – bilvæddeløb i den første film havnede både Roy (Baasmo Christiansen) og Doffen (Nordin) i spjældet. Her har de regelmæssigt fået peptalks af den engagerede politibetjent Philip Mørk (Henrik Mestad i storform) og er forhåbentlig kommet på bedre tanker.
Men så snart de er ude, havner de selvfølgelig i det gamle miljø igen, og Roy drager ud for at forhindre datteren i at deltage i det vanvittige bilræs Oslo-Fosnavåg-Murmansk. For ikke at gå glip af alt det sjove hægter Doffen sig også på, sammen med selveste Nybakken (Jespersen), der nu sidder i rullestol og har fået frikort fra socialkontoret til ubegrænset taxikørsel.
Ligesom i den første film er plottet tyndt som et kørekort og kun et påskud for at flette så mange halsbrækkende bilstunts ind som muligt. At handlingen denne gang er lagt om vinteren, er forfriskende og gør de heftige bilscener endnu mere spektakulære. Og bilscenerne er virkelig mere heftige end sidst; ikke mindst et kapløb med en gigantisk isbryder (ja, et skib) er imponerende. Man sigter også efter et bredere nordisk publikum ved at lade løbet gå gennem både Sverige og Finland.
Lidt for ofte bliver det dog tydeligt, at filmen er lavet på et lille budget; ikke mindst er scenen i Fosnavåg som taget ud af en B-film fra 1980’erne. Her bliver der heller ikke – som i Fast & Furious – smadret biler, som man klasker fluer. Det er letbenet action og charmerende figurer, der bærer filmen.
Både Christiansen, Nordin og Jespersen er gode og har herlige roller, men det er faktisk den fanatiske Mestad, der står for de største latter-kicks. Derimod er Roys kone (spillet af Marie Blokhus) overkarikeret og irriterende, og passer slet ikke til filmens lette og legende tone.
Alt i alt en mere end godkendt ren underholdningsfilm, der passer perfekt til en familieaften eller en drengeaften med bajere og popcorn. Fire stjerner.
Af en film fra 2016 at være er billedkvaliteten skuffende. Det er bestemt ikke den gnistrende skarphed, vi er blevet vant til fra Blu-ray, og lydsporet (dts-HD) lyder i de heftigste actionscener, som om det er optaget i en lille æske. Bonusmaterialet er dog rimeligt med nogle udeladte scener, lidt bag-om-filmen, dokumentarer og fokus på scenen på slalombakken.
Fakta:
- Blu-ray
- Release: 7. februar 2017
- Instruktion: Hallvard Bræin
- Med: Anders Baasmo Christiansen, Sven Nordin, Vegar Hoel, Henrik Mestad, Jenny Skavlan, Otto Jespersen
- Genre: Action
- Land: Norge
- År: 2016
- Tid: 1:38 timer