TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Anmeldelse: Bombshell

Sexbomber siger fra

I et konservativt TV-miljø gennemsyret af mandschauvinisme og sexchikane slår kvinderne igen.

Af / 27/08/2020 - 10:07
Bombshell
Tor Aavatsmark

Den amerikanske mediemogul Roger Ailes (1940-2017) var medierådgiver for både Nixon, Reagan og Bush senior samt rådgiver for Trump under hans første præsidentvalgkampagne.

Ailes (Lithgow) var kendt som manden, der grundlagde TV-kanalen Fox News (ejet af Rupert Murdoch), som han mere eller mindre gjorde til talerør for konservative republikanere – og en formidabel pengemaskine og seersucces.

 

En kæmpes fald

I eftertiden er han imidlertid bedre kendt for sin forsmædelige afgang, idet han blev fyret for sexchikane mod 23 af sine kvindelige ansatte, hvoraf den mest fremtrædende var studieværten Megyn Kelly (Theron).

Ailes-sagen og hans markante fald fra magtens tinde var en slags forspil til #MeToo-bevægelsen, som for alvor tog fart året efter, da Alyssa Milano kom med sit berømte tweet i kølvandet på den mere kendte Weinstein-sag.

Annonce

Megyn Kelly var i årevis et af Fox’ mest kendte ansigter og en af de mest eksponerede studieværter. Hun blev dog endnu mere berømt, da hun gik direkte i struben på Donald Trump og beskyldte ham for misogyni. Resultatet blev et års kamp på Twitter med præsidentkandidaten, hvor hun efterfølgende måtte have sikkerhedsvagter.

Blonde sexbomber

Ailes er en kompromisløs, karismatisk mediechef med flair for, hvad der kan få seerne til at sidde klistret til skærmen. Nyhedsværterne skal være unge, smukke, helst blonde, heteroseksuelle, smilende og direkte, og bukser er forbudt! Her skal kameraerne – via glasfronter på skrivebordene – fokusere på bare ben og frodige lår, fremhævet af korte, tætsiddende nederdele.

Med andre ord: I det moderne politiske klima var Ailes en dinosaur. Værre var, at han gerne ville se lidt mere end bare ben, når han interviewede og “inspirerede” sine kvindelige ansatte på sit mægtige kontor.

Bomben springer, da den lidt “vanskelige” ankerkvinde Gretchen Carlson (Kidman) bliver fyret og umiddelbart efter sagsøger Ailes for sexchikane. Det store spørgsmål er nu, hvor Fox-medarbejdernes loyalitet ligger – vil de redde deres karriere eller lægge hovedet på blokken og bekræfte Carlsons anklager?

Bombshell 2 scaled
Charlize Theron, Nicole Kidman og Margot Robbie i Bombshell. (Foto: Nordisk Film)

Hollywood-stjernehold

Jay Roach (The Campaign) har instrueret en frisk, fræk og fornøjelig film om dette næsten episke mediedrama, hvor Murdochs guldfugls troværdighed stod på spil.

Rollerne er besat af et sandt stjernehold: Charlize Theron, Nicole Kidman, John Lithgow og Margot (The Wolf of Wall Street), der alle yder en af de bedste præstationer i deres karriere.

Men det er Charlize Theron, der virkelig skiller sig ud. Hun ligner den virkelige Megyn Kelly i skræmmende grad – faktisk så meget, at vi måtte tjekke rollelisten for at se, om Kelly spillede sig selv! Theron rammer Kellys stemme, gestik og væremåde lige på kornet og får på forbilledlig vis både den tvivl, der nager hende, og hendes enestående selvsikkerhed frem.

Dramadokumentar

Bombshell er elegant krydret med virkelige fotos fra begivenhederne i 2015-16, hvilket giver filmen et næsten dokumentarisk præg. Det er dog bestemt ikke nogen dokumentarfilm, men en dramatiseret og bearbejdet version af den ene side af sagen. Heri ligger også noget af problemet med Bombshell: Den har for meget slagside, hælder kraftigt til de chikanerede kvinders side og bliver lidt for ofte overtydelig og lidet subtil.

For producenterne og manuskriptforfatterne må Ailes have været en drømmekarakter: En mand, der havde direkte adgang til magtens tinde i Washington, D.C., som havde Donald Trump på speed dial og samtidig styrede USA’s mest populære nyhedskanal.

Læg hertil, at han (med egne ord) efterhånden så ud som en menneskelig udgave af Jabba the Hutt, var godt oppe i årene og lidt for glad for smukke kvinder og hofteholdere – og vi har en perfekt cocktail af gammel, magtfuld gris og smukke, sårbare kvinder.

Legenden John Lithgow er formidabel som den kompromisløse, patriarkalske mediemogul, der enten ikke havde selvindsigt nok til at se sine egne åbenlyse svagheder eller levede i salig fornægtelse.

Bombshell_3 Bombshell_4 Bombshell_5
<
>
(Foto: Nordisk Film)

“Vis mig hvad du har under skørterne”

Scenen, hvor han på det groveste fornedrer Margot Robbie, er kvalmende, men samtidig spektakulært god. Med sit blik, sin kropsholdning og sine små, anerkendende gurglelyde får Lithgow Ailes’ personlighed præcist frem, mens Robbie, uden fagter eller antydning af overspil, sætter os ind i sin fortvivlede situation i valget mellem karriere og ydmygelse.

Bombshell er en solid film, der fortæller en vigtig historie på en frisk og original måde. Grebet med, at personerne indimellem taler direkte til kameraet, når de prøver at appellere til os seere og underbygge deres argumentation, fungerer glimrende.

Desværre bliver den utrolige historie fortalt lidt for enkelt og overfladisk – tænk “amerikansk spektakulært” – men vi uddeler fire bundsolide stjerner til en vigtig film om vores umiddelbare fortid, som du klart bør se!

b1 1 scaled
(Foto: Nordisk Film)

Karakter
Bombshell

Fakta:

  • Blu-ray
  • Release: 27. august 2020
  • Instruktion: Jay Roach
  • Med: Charlize Theron, Nicole Kidman, Margot Robbie, John Lithgow, Kate McKinnon, Allison Janney, Malcolm McDowell, Rob Delaney
  • Genre: Drama
  • Land: USA
  • År: 2019
  • Tid: 1:49 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *