Anmeldelse: Borgen, 4. sæson

Den italienske filosof og politolog Machiavelli skrev for over 500 år siden i sit hovedværk Fyrsten, at magt korrumperer, og total magt korrumperer totalt.

Selv inden for vores lille nordiske andedam er magtkampe og beskidt spil nok ikke så fraværende, som vi ofte tror. Det giver serieskaber Adam Price (Ragnarok) en rettidig påmindelse om, idet Borgen genopstår.

Rolleskift

Netflix har i samarbejde med DR pustet nyt liv i Borgen, der omhandler den politiske kamp omkring Christiansborg. Borgen: Riget, Magten og Æren er en selvstændig fortsættelse af de tidligere tre sæsoner af serien. Sæsonen havde premiere på DR den den 13. februar og er nu også tilgængelig på Netflix.

Det er hele ni år siden, Birgitte Nyborg (Knudsen) gik af som Danmarks første kvindelige statsminister. Nu står hun igen til audiens hos dronningen, denne gang som udenrigsminister i en koalitionsregering ledet af “Gucci-Signe” Kragh (Schmidt).

Men Nyborg er i høj grad stadig en solospiller, og hendes noget turbulente forhold til chefen bliver ikke bedre, da der bliver gjort et større oliefund i Grønland.

Nyborg er blevet indbegrebet af en workaholic. Hun er skilt, hendes datter bor i New York, mens hendes søn sover her og der, hun insisterer nærmest på at arbejde 19 timer i døgnet, har intet socialt liv og har et blomsterabonnement, så nogen i hvert fald kommer med friske blomster til hende en gang om ugen.

Hun ånder og lever for sit job og kunne ikke forestille sig et andet liv. Alligevel er der noget, der gnaver. Hun sover dårligt, plages af overgangsalderen og bliver mere og mere opfarende over for sin omgangskreds.

Det store spørgsmål er, hvordan det står til med hendes politiske idealer og moralske kompas – efter deres møde med virkelighedens magt og indflydelse.

Adam Prices manuskript er potent, smart, troværdigt, interessant, til tider spændende og usandsynlig (næsten skræmmende) aktuelt.

Den beskidte omstilling

Klimakrisen er i centrum for begivenhederne, men der er plads til politikerlede, mediekritik, Danmarks lidet ærefulde Grønlandseventyr, socioøkonomiske udfordringer blandt inuitterne, familiefejder, de sociale mediers tyranni, wokeness, politisk dobbeltmoral og ikke mindst en nådesløs kamp mellem stormagterne om at værne om deres indflydelsessfærer.

Kragh-regeringen har knap nok siddet i 100 dage, da den gode (?) nyhed kommer fra Grønland. Olien kan redde øsamfundet og måske gøre det muligt for dem at løsrive sig fra København. Men til hvilken pris? Og hvem vil have en del af den lukrative oliekage?

Det anslås, at fundet har en værdi på op til 2 billioner kroner – og over for sådan en gavebod står politiske principper for fald.

Nyborg og hendes parti gik ganske vist til valg på en benhård klimapolitik og nej til fossile brændstoffer. Men nu bliver hun presset fra alle sider for at ændre politisk modus operandi.

Hun er ikke mere firkantet, end at hun hyrer sin gamle politiske ærkefjende Michael Laugesen (Mygind) til at lære hende at spille det samme “beskidte” spil som hendes fjender.

Som udenrigsminister henviser Nyborg til sikkerhedspolitikken og tiltusker sig ansvaret for oliefundet. Hun udnævner en ny arktisk ambassadør, den idealistiske Asger Kirkegaard (Følsgaard), som har svært ved at tilpasse sig sin chefs skiftende politiske dagsordener. Hans arbejdsliv bliver ikke nemmere af, at han nærer ømme følelser for sin grønlandske modpart.

I stormagternes kløer

En stor del af serien foregår og er optaget i Grønland; noget, der gavner den stort. De episke, majestætiske naturomgivelser sætter hele klimadebatten i en brutal kontekst, og øens geografiske placering samt naturressourcer gør den til en lille brik i stormagternes spil.

USA har altid betragtet Grønland som en del af sin interessesfære, men både Rusland og i stigende grad Kina anser sig selv for også at have en stemme i udviklingen af Arktis.

Kort efter oliefundet står det klart, at den grønlandske regering allerede har underskrevet en boreaftale med et canadisk olieselskab, men da det viser sig, at en af ejerne er en russisk oligark, som endda står på EU’s sanktionsliste efter Ruslands invasion af Krimhalvøen, får den danske regering svært ved at balancere mellem cowboyagtige amerikanere, magtsyge russere og pandapolitiserende kinesere.

Hvad er til grønlændernes bedste?

I selve Grønland vokser et stadig stærkere krav  anført af opportunisten Hans Eliassen (Svend Hardenberg, der i praksis spiller sig selv) – om at beholde alle olieindtægterne selv for at kunne løsrive sig fra sine høje koloniherrer.

Er der noget, Nyborg tager i strakt arm, så er det komplicerede udfordringer og politisk spil mellem topdiplomater, alt sammen suppleret med interne magtkampe i regeringen, i hendes eget parti og på hjemmebanen, hvor en stadig mere egenrådig søn (Lucas Lynggaard Tønnesen, The Rain) går hende på nerverne, når han promoverer sin venstreorienterede dagsorden med dyrevelfærd og klimakamp.

Dansk elitehold

Borgen: Riget, Magten og Æren er blevet en politisk aktuel thriller fuldt ud på niveau med internationale kanoner som The West Wing og House of Cards.

Det er ikke alt, der er lige interessant – eller troværdigt – men det politiske spil, der står i centrum af serien, er på fascinerende vis ramt lige på kornet og kommer eklatant godt frem anført af en Sidse Babett Knudsen i Emmy-form!

Vi var på forhånd udmærket klar over, at Knudsen (Westworld) var en gigant i den nordiske film- og seriebranche, men i 4. sæson af Borgen brillerer hun og leverer en af sine stærkeste rollepræstationer.

Hun er totalt overbevisende som politiker højt på strå og som hidsigt og engageret følelsesmenneske, men også som kærlig og omsorgsfuld mor. En person med mange jern i ilden, som pludselig bliver angrebet fra alle sider og løbende må tilpasse sig situationen. En rigtig magtpolitiker.

Det skal dog tilføjes, at Knudsen bliver hjulpet af et dansk elitehold af skuespillere. Ikke mindst vil vi fremhæve en til tider iskold Johanne Louise Schmidt, perfekt castede Mikkel Boe Følsgaard og Simon Bennebjerg samt alle tiders mest loyale skyggeembedsmand i form af Magnus Millang. Vi ville bare ønske, at vi havde fået Lars Mikkelsen at se i en mere fremtrædende rolle.

Tempoet er konstant højt, mens vi farer fra krise til krise og konstant brandslukning. Det hele er forbilledligt filmet og klippet, og stramt instrueret. Kærlighedshistorien i Grønland virker dog lige lovlig søgt og kunne med fordel have været klippet ud eller tonet ned.

Sidehistorien om det hårde medieliv på Danmarks største TV-kanal er til gengæld mindre interessant. Her er det lidt påtaget nye medietider, nye medievaner og en konstant “tilpasning” til den nye virkelighed i et miljø præget af magtkampe og mistillid.

Nyborgs tidligere spindoktor Katrine Fønsmark (Sørensen) er nyudnævnt nyhedschef og møder er et benhårdt miljø. Hverken hun eller hendes tandløse chef fremstår ligefrem som seriens mest troværdige figurer.

Seriens stærkeste kort er faktisk Prices fremragende manuskript. Et manuskript, hvor han tager samfundsånden og samfundsdiskursen lige på kornet med et højaktuelt plot, som er blevet endnu mere aktuelt, efter at Rusland begyndte deres brutale og meningsløse invasionskrig mod Ukraine.

PS: Du kan donere penge til det livsvigtige hjælpearbejde for Ukraine her!

Så hvis du endnu ikke har fundet en passende påskekrimi til årets indendørs påske, så fortvivl ej! Fra skærtorsdag og frem kan alle mæske sig i en fremragende politisk thriller, og det endda fra vores egen baghave; et rigtigt påskeæg for politisk interesserede – fem stærke stjerner.

Hele Borgen: Riget, Magten og Æren kan streames på Netflix fra den 14. april.