anmeldelse: Brexit

Det var den konservative David Cameron, der kom med det berømte løfte om en EU-afstemning, hvis han vandt valget i 2015 – han vandt valget/slaget, men tabte krigen. Én ting er sikkert: Briterne ikke havde nogen plan for en eventuel nej-sejr.

Her små tre år efter afstemningen er det mere usikkert end nogensinde, hvad briterne rent faktisk vil ende med. De skal, i teorien, forlade EU den 29. marts i år, men Theresa May ser ikke ud til af få den forhandlede skilsmisseaftale igennem i parlamentet – så det ender sandsynligvis med endnu en folkeafstemning.

Brexit er tydeligvis skrevet og instrueret af folk, der har klar sympati med ja-siden, hvilket filmen desværre bærer lidt for meget præg af. Nej-siden fremstilles lidt for ofte som en flok ignoranter, der er styret af deres følelser og længes tilbage til en tid, hvor sloganet var “The sun never sets on the British Empire”.

Nej-siden er splittet og repræsenteres i høj grad i medierne af den fremmedfjendske klovn Nigel Farage (UKIP). Hvad de færreste ved, er at manden i kulisserne, selve hjernen bag valgsejren, var algoritmetroldmanden Dominic Cummings (Cumberbatch).

Cummings er en nørd om en hals, mangler sociale antenner og trives ikke i selskab med andre. På den anden side ved han, præcis hvilke knapper han skal trykke på for at motivere folk til stemmelokalerne.

Efter grundige undersøgelser finder han ud af, at frygten for tyrkisk medlemskab (og dermed en “invasion” af tyrkere i Storbritannien) samt de enorme pengeoverførsler til Bruxelles er de to ting, som de fleste briter er irriteret over ved EU. Det finurlige slogan bliver “Take back control”. Ved hjælp af SoMe- og algoritme-eksperter graver han tre millioner misfornøjede vælgere frem, som aldrig har stemt, og som føler sig overset af the Establishment i Westminster.

Filmen er en fascinerende reportage fra nutidens samfund, hvor menigmand deler sine præferencer og værdier på Facebook og andre platforme, og hvor man derefter kan ramme helt præcist med et skræddersyet, “pyntet” budskab. Mere end en milliard annoncer sendte nej-kampagnen mod den tredjedel af befolkningen, der var i spil – nu efterforskes de for overtrædelse af valgkamploven.

Cumberbatch er glimrende som den asociale über-nørd, der er besat af de nye muligheder for at drive højteknologisk valgkamp, bl.a. med Cambridge Analytica (!) og svorne (velstående) Trump-tilhængere på sin side. Men det er ikke alle skuespillerne, der slipper lige godt fra det. I rollen som Boris Johnson fremviser Richard Goulding skuespillerevner, der ville have gjort sig bedre i en skolekomedie.

Når det gælder klip og fotografering, bærer filmen præg af en kombination af hastearbejde (vigtigt at få den ud inden den 29. marts?) og et lille budget.

Isoleret set ikke nogen glimrende film, men et vigtigt dokument om, hvor skræmmende let masserne i dag lader sig manipulere ved hjælp af data, som de frivilligt – og gratis – giver fra sig hver eneste dag til giganter som Facebook, Twitter og Google. Et indblik i vor tids demokratiske forfald. Fire stjerner.

Billedkvaliteten er for blød, og lydsporet for hult og ikke særlig komplekst.