Anmeldelse: Bridgerton, 1. sæson

Siden juledagene har noget så utroligt som en kostumedramaserie toppet Netflix’ nordiske seerlister.

Bridgerton er baseret på en romanserie af Julia Quinn og tager os tilbage til det finere borgerskab i London anno 1813. Det er forår i luften, og eliten skal præsentere deres døtre, så de i løbet af “sæsonen” kan tiltrække en passende – og rigest mulig – ægtemand.

Rigmandslivets sorger

I centrum står den rige familie Bridgerton, en enke med syv (!) børn, hvoraf den fornuftige og naive Daphne (Dynevor) nu er i den gifteklare alder.

Moren og familiens ældste søn, Anthony (Bailey), gør alt, hvad der står i deres magt, for at skaffe Daphne den bedst mulige mand, der kan sikre familien status, position og rigdom.

Samtidig forsures det ubekymrede rigmandsliv af en slange i paradis. En anonym skribent, der underskriver sig “Lady Whistledown”, bruger et af datidens sociale medier, flyveblade, til at skrive ugentlige betragtninger om de overfladiske rigmandsfamilier, deres kærlighedsliv, problemer og sorger samt mere eller mindre ondsindet sladder.

Ære, ikke mindst kvindernes, er af største betydning. Og en kvinde skal ikke ses med en mand uden anstand. Hvis hendes ære først er krænket, har den lidt uoprettelig skade – som dog forsøgsvis kan udbedres med en klassisk duel.

Alle de overfladiske familier higer efter status og sværmer omkring Dronningen (en herlig outreret Golda Rosheuvel). Hvis man ikke er inviteret til bal på slottet, er man helt ude af det gode selskab.

Bridgerton-familien hører til inderkredsen og stiger endnu højere på rangstigen, efter at Dronningen anerkender Daphne som årets bedste “fangst” på ægteskabsmarkedet. Men hendes storebror kan ikke finde en mand, der er god nok til hende, og det ender med, at hun begynder at date hans bedste ven, Simon, hertug af Hastings (en veltrænet Regé-Jean Page).

Skinforhold

Begge ser en fordel i at lade, som om de kurtiserer, og hertugen har svoret over for sin far, at han bestemt ikke skal have hverken brud eller arvinger.

Omkring dette er hovedhistorien i 1. sæson bygget op; præmissen er, at hertugen er blevet så fornedret og psykisk vandaliseret af sin far, at han vil fratage faren det, han satte allerhøjest: At føre slægtslinjen videre.

Problemet for os seere er, at hertugen virker alt for fornuftig og reflekteret til at nægte sig selv lykken ud fra et løfte, der er givet i affekt. Han bliver for teatralsk i samspillet med sin nye erobring.

Historien om hans tragiske barndom, der hæmmer ham som voksen, virker for søgt og konstrueret. Her skinner det triviallitterære forlægs banalitet for alvor igennem og gør ham til en lidt hul figur.

Kostume-sæbe-drama

Bridgerton er en veldrejet sæbeopera a la den klassiske Dollars, bare hensat 180 år tidligere. Her er det også de riges legeplads, vi oplever, med magtkampe, positionering, intriger og begær.

Apropos begær, så er nutidens TV-publikum nok vant til lidt hårdere kost, end hvad Linda Evans & Co. kunne diske op med i 1980’erne. Bridgerton tenderer mere mod Farlige forbindelser og Fifty Shades of Grey, idet hovedpersonerne horer som kaniner ved enhver given lejlighed, uanset køn og sted. Flot koreograferet, skal det siges.

Bridgerton-familiens naboer, familien Featherington, er som en tro kopi af Askepots onde stedmor og hendes afskyelige døtre – med lige så grelle kostumer og eklatant arrogance. Her handler det mest om intriger og forsøget på at redde stumperne af familieformuen; en uventet graviditet stikker dog en kæp i hjulet.

Solidt skuespil

Yndige Phoebe Dynevor gør en solid og overbevisende indsats som den naive Daphne, men hun er desværre ikke den mest spændende person i serien. Denne rolle tilfalder hendes mere egenrådige og moderne søster, Eloise (Jessie), der hellere end gerne vil klare sig uden ægtemand og læser bøger (!) for at uddanne sig og kunne være så selvstændig som muligt. En spirende feminist.

Derudover er samfundet i dette fantasiunivers mere “broget”, end der historisk er belæg for. På den måde lykkes det serieskaberne at gøre et traditionelt kostumedrama mere moderne og aktuelt trods ærkekonservative personer og ditto samfundsorden.

Der er endda en stakkels homoseksuel mand i serien, som lever i et skinægteskab – hunderæd for at blive afsløret af sine medmennesker. For yderligere at knytte fortid og nutid sammen er soundtracket også så langt fra barok, som man kan komme.

Generelt imponerende skuespil og en bundsolidt produceret serie, hvor der ikke er sparet på noget i en helt igennem professionel produktion.

 

Kostumebudgettet går amok

De finere kredse benytter enhver anledning til at holde bal, og til hvert bal skal man have en ny kjole. Derfor har byens franske syerske kronede dage, og det samme må de, der står for kostumer til serien, have haft, for her er der ikke sparet på noget.

Bridgerton bobler over af voluminøse, farverige og overdådige dragter. Pailletter, blonder, flæser, hofteholdere, korsetter med imponerende pushup-effekt og prægtige parykker dominerer. Herligt og – helt bevidst – frodigt overdrevet.

Kostumerne, ballerne og champagnen ledsages af en farvestrålende, pastelfarvet stil fra et sted, hvor det aldrig regner.

Serien kan let affejes som en kynisk konstruktion baseret på Netflix’ algoritmer for, hvad deres 200 millioner abonnenter er interesseret i. Det er meget muligt, men Bridgerton er lavet med sådan en overflod af glæde, frækhed, farver og charme, at vi let lader os rive med.

Hvis du hader kostumedramaer intenst, vil du nok ikke blive forført af denne velkomponerede symfoni, men Bridgerton har bestemt potentiale til at fænge et bredt publikum. Fire stærke stjerner.