Anmeldelse: Bridgerton, 2. sæson

At en kostumedramaserie skulle blive en af Netflix’ største succeser gennem tiderne (indtil videre har kun Squid Game fået flere seere), havde vi ikke regnet med. Men Bridgerton – et vellykket miks af Dollars, Askepot, Farlige forbindelser og Downton Abbey plus et strejf af Fifty Shades of Grey – blev en megasucces, da Netflix lancerede serien i julen 2020.

Med Bridgerton formåede Netflix noget højst uventet: Pludselig var kostumedramaet populært, moderne, cool og hip, selv blandt de unge.

Elitens leg med penge og følelser

Bridgerton er baseret på en romanserie af Julia Quinn og tager os tilbage til adelslivet i London anno 1813. I centrum står den rige familie Bridgerton, en enke med syv (!) børn i et samfundslag, der er mere end optaget af prestige, status, sociale forbindelser og at klatre op ad rangstigen.

I fokus for den herligt forfængelige og vulgært overdådige 1. sæson var den ældste datter, den vittige og lidt naive Daphne (Dynevor), som efter meget frem og tilbage endelig fandt den store kærlighed med Duke Simon Basset (Page) – og red mod solnedgangen.

Phoebe Dynevor vender tilbage i 2. sæson, men kun i en mindre birolle, mens det nok vil vække større opstandelse, at Regé-Jean Page er som forsvundet fra Jordens overflade.

Kurtiseringens brutale kunst

For Anthony Bridgerton (Bailey) endte 1. sæson med en bitter afslutning på hans upassende forhold til operasangerinden Siena.

Nu følger vi Anthony i hans søgen efter den forjættede kærlighed; eller rettere sagt jagt på et passende hustruemne. Kærlighed i sig selv står nok ikke øverst på den ældste søns kravliste …

Anthony har det svært med forventningerne til ham som familiens overhoved, han er tynget af ansvaret og plages af savnet af sin afdøde far – et chokerende dødsfald, der stadig giver ham vågne nætter. Han vil gøre sit yderste for at gøre det “rigtige” for familien og må finde en ordentlig kone for at føre den stolte slægt videre.

Som en ivrig matchmaker og standhaftig opretholder af samfundsnormerne finder vi den fornøjelige Lady Danbury (Adjoa Andoh i diabolsk storform). Da Lady Sharma og hendes døtre Kate (Ashley) og Edwina (Chandran) ankommer til London fra eksil i Indien, tager hun familien under sine vinger og introducerer dem for den excentriske dronning (Rosheuvel).

Sharma-familiens mål er at genoprette slægtens noget blakkede ry samt finde en aristokrat som passende ægtemand til Edwina. Projektet drives frem af den ærgerrige og smarte Kate. Da dronningen så udpeger Edwina til kurtiseringssæsonens “Diamant”, er kursen lagt for Anthony.

Desværre har Kate overhørt hans mildt sagt forældede kvindesyn og gør sit yderste for at stikke en kæp i hjulet på hans forehavende.

Mindre sex, flere følelser

I 2. sæson får vi mere pomp, pragt og opspændte bryster blandt den britiske overklasse, men vi kommer også dybere ind i personerne og deres motiver og traumer.

Anthony er tynget af sine familiære forpligtelser, sine ubekymrede søskende og sin fars traumatiske død, hans brors drøm om at leve af sin kunst, Marina Thompsons tragiske fornuftsægteskab, Featherington-familiens tragikomiske bankerot og ikke mindst Sharma-familiens brogede familiebaggrund.

Mindst lige så centralt som forholdet mellem Daphne og Simon var i 1. sæson, bliver Anthonys komplicerede kurtisering af Kate Sharma i 2. sæson. Det er indlysende, at hendes søster er det rigtige valg – hun er trods alt dronningens diamant, og han er byens mest eftertragtede ungkarl – men det står hurtigt klart, at det er, når Kate er i nærheden, at hans hjerte for alvor banker.

Tilsyneladende kan de billedskønne unge mennesker ikke udstå hinanden, men enhver, der har øjne, kan se den eskalerende tiltrækning og det gryende erotiske begær. Når bierne-og-blomsterne-scenen indtræffer, er det seriens seksuelle klimaks, og det uden at en eneste brystvorte er blevet eksponeret endnu!

Sæsonens skinnende diamant

Bridgerton har et stort persongalleri, men få får lov til at stråle i rampelyset. Jonathan Bailey er lidt for glatpoleret, tam og kedelig, og langt fra den flirtende casanova, som Page var i 1. sæson; han vokser dog lidt med rollen – men det er Ashley, der er sæsonens skinnende diamant.

Simone Ashley er som skabt til rollen! Fornuftig, ansvarlig, frejdig, stolt, stædig og selvstændig, men også dybt romantisk får hun Kates kompleksitet frem. Ashley er indtil nu bedst kendt for sin rolle som hoven bitch i Sex Education; i Bridgerton er hun et absolut fund som den uslebne diamant og vil garanteret få et velfortjent karriere-boost.

Af sæsonens biroller er det endnu en gang den friske Eloise Bridgerton (Jessie), der er den mest interessante. Hun fnyser af hele den pompøse og kunstige kurtiseringsproces, foragter dydige kjoler og vil gerne have sig frabedt at blive økonomisk underholdt af en mand. En spirende feminist, altså, som får en mere fremtrædende plads i denne sæson, men uden at det bliver påtrængende og påtaget politisk korrekt.

Det svageste ved sæsonen er, at den bliver ved med at presse den tørre citron, som er den mystiske sladderklummeskribent “Lady Whistledown”. Efter at hun blev afsløret (for os seere) i sidste sæson, er hendes gøren og laden ret uinteressant og på grænsen til det enerverende.

En blændende flot serie

Produktionsteknisk står serien ikke tilbage for den ekstravagante The Crown og må have et kostumebudget på størrelse med Imelda Marcos’ og et blomsterbudget på niveau med et middelstort tredjeverdenslands BNP. Den er til tider så intenst farvestrålende i al sin overdådighed af flæser, pufærmer, smykker og blomster, at man begynder at lede efter solbrillerne – men det klæder serien og er i den grad gennemført.

Fotografering og klipning er fremragende, mens dramaturgien tager et lille dyk i tredje akt. Hvis man havde skåret sæsonen ned til otte afsnit, ville serien have fremstået endnu mere viril.

Serien fortsætter med og udvider sin skamløst herlige farveblindhed. Fuldstændig befriende historisk ukorrekt er race overhovedet ikke noget tema her. Det forklares med, at kong Georg III (“Den Gale”) giftede sig med en sort kvinde og dermed eliminerede racismen fra samfundet. Et vovet og originalt greb, der giver kostumedramagenren en ekstra dimension.

Bridgerton er et åbenlyst publikumsfrieri af en candyfloss, men foregiver heller ikke at være andet. Historien er hverken dyb eller særlig kompleks og kan sagtens afvises som “håbløst romantisk”, men serien har på forbilledlig vis fornyet den forstokkede kostumedramagenre og byder på fortræffelig underholdning. Og med Simone Ashleys subtile skuespilkunst løftes den flere niveauer. Fem stjerner.

2. sæson af Bridgerton får global premiere på Netflix den 25. marts.