Anmeldelse: Bridgerton, sæson 3, del II

Det er irriterende, at Netflix i stigende grad vælger at dele sine mest populære serier op i to dele pr. sæson. Det tvinger ofte serien ind i et kunstigt klimaks midtvejs. Det var tilfældet med det overdådige, fornemme kostumedrama Bridgerton – en af streaminggigantens flagskibsserier.

Med Bridgerton blev kostumedramaet pludselig moderne, cool og hipt; selv blandt de unge streaming-abonnenter. Det hjalp helt sikkert, at London-festen i 1815 blev udgjort af en “farveblind” forsamling, at nederdelene var korte, push-ups fremtrædende, og de (udadtil) dydige jomfruer parrede sig hyppigere end kaniner i brunst.

Vi har allerede anmeldt del I af sæson 3, så vi anbefaler, at du læser den artikel for at få et mere fyldestgørende resumé af handlingen.

Anden del af sæsonen starter lige efter, at den unge Penelope Featherington (Nicola Coughlan) og den eftertragtede ungkarl Colin Bridgerton (Luke Newton) noget uventet har “fundet sammen”.

Selvfølgelig er det en ujævn vej, de unge elskende har begivet sig ud på, og mange ønsker at sprede torne på deres vej. Desuden er den excentriske dronning Charlotte (en fabelagtig Golda Rosheuvel) mere besat end nogensinde af at afsløre sladderbladenes ukronede “dronning”, Lady Whistledown – som vi (og nogle andre) allerede ved er Penelope i egen person.

Lad intrigerne og “husmorpornoen” begynde!

 

Vi har tidligere ladet os begejstre over denne lidt originale og episk iøjnefaldende serie, som tager et skævt blik på det pompøse London-borgerskab i 1815 og leger med konventioner og etablerede sandheder, mens den forsøger at skubbe grænser med sit farverige ensemble.

Desværre var vi ikke imponerede over tredje sæsons første del, da den i for høj grad var et opkog af tidligere plots og intriger og pressede en noget konstrueret historie ned over hovedet på seerne – hvor den “grimme ælling” endelig får sin dag.

Da del II begynder, er vi aldrig i tvivl om, at det unge, akavede par vil få hinanden, og der er heller ingen tvivl om, at det (meget) kedelige par Francesca Bridgerton og Lord Kilmartin til sidst vil blive smedet sammen – det er ikke en dyb, kompleks serie, vi er vidne til. Når det er sagt, krydres denne omgang af, at slangen i paradiset, Eloises veninde, Cressida Cowper (Jessica Madsen), får frit spil til at sprede sine løgne, sit bedrag og sine beskidte tricks.

Når vi også får den berygtede dronning i “fri dressur”, bliver det til tider rigtig sjovt. Begge kvinder er på hver deres måde på jagt efter den mytiske Lady Whistledown. For dronningen er det næsten blevet en sport at afsløre hende, mens det for Cresside handler om at redde sin egen fremtid.

Og det er i sandhed kvindernes sæson, hvor mændene enten står i skyggen, er lammede eller overdrevent følsomme – med den hæderlige undtagelse af den flamboyante Benedict Bridgerton (Luke Thompson), som lever sit livs sorgløse og ubekymrede dage. Hans lillebror Colin derimod fremstår som en endnu større og mere uinteressant “tosse” end sidst vi så ham.

Og selvfølgelig får Penelope lov til at vise, hvilken stærk, uafhængig og retskaffen ung kvinde hun er. Med ben af stål i næsen og evnen til at stå på egne ben. Men det er ikke en særlig original eller interessant historie. Den er heller ikke særlig godt fortalt. Det er langt mere underholdende at se hendes skandaløse stedsøstre, også kendt som “stupid” og “dumber”, surmule og latterliggøre sig selv i bedste Askepot-stedsøster-stil.

Alt i alt er tredje sæson den hidtil svageste fra Bridgerton-universet. Når det er sagt, så redder del II, der er fyldt med intriger, pomp og pragt og åbenlys eskapisme, dagen. 4 stjerner.

Sæsonen havde premiere den 13. juni, og alle fire afsnit af del II er nu tilgængelige på Netflix.