Anmeldelse: Candy Cane Lane

Det ville være en overdrivelse at sige, at Eddie “Beverly Hills Cop” Murphys karriere har buldret derudaf det seneste årti. Rækken af middelmådige, 13-på-dusinet-komedier virker endeløs. 

Nu, hvor julen så småt nærmer sig, gør han endnu et forsøg på at genoplive sin karriere med Prime Videos Candy Cane Lane. Men bliver det traditionstungt førjulehygge med Murphy, eller meningsløst, generisk glitter & glam?

Manuskriptet er skrevet af Kelly Younger, som vistnok har hentet inspiration fra sin egen barndoms ferieoplevelser i Candy Cane Lane i El Segundo, Californien. Personligt fornemmer vi også nogle lighedstræk med juleklassikeren National Lampoon’s Christmas Vacation (den bedste julefilm nogensinde). Men i Murphys film er hele konceptet baseret på den ca. 250 år gamle britiske julesang The Twelve Days of Christmas. Så allerede ved startlinjen har filmen et “handicap” i Skandinavien, simpelthen fordi denne julesang ikke er særlig udbredt herhjemme. 

Det giver os en snert af tro på projektet, at Candy Cane Lane vil genforene instruktør Hudlin, Murphy og producer Brian Grazer for første gang siden Boomerang fra 1992 – for det var bestemt ikke en dårlig komedie.

Vi kastes direkte ind i en hektisk førjuletid i sunny California, hvor familierne i forstadsidyllen Candy Cane Lane endnu en gang kæmper om at have den flotteste, vildeste, mest larmende og ekstravagante juleudsmykning i deres hus og have. Et ekstra incitament i år er, at den lokale TV-station har udlovet en præmie på 100.000 dollar til det mest imponerende julehus. 

Og eftersom den dedikerede familiefar Chris Carver (Murphy) for nylig har mistet jobbet, vil pengepræmien falde på et tørt sted, så han kan skabe den bedste familiejul nogensinde. 

Chris har en forkærlighed for traditionel julepynt, helst udskåret i træ, i modsætning til sin mere smagløse nabo, som satser benhårdt på oppustelige nisser og rensdyr. Så da han besøger den mærkelige julebutik ‘Kringle’, giver han den gas med kreditkortet, og da han underskriver kvitteringen, har han solgt sin sjæl til drillenissen Pepper (Jillian Bell). 

Da Pepper først har familien Carver i sin hule hånd, slipper hun al julepynten fra The Twelve Days of Christmas løs, som terroriserer julegaden, familien og byen, og hun truer til sidst med at forvandle Chris til en julefigur af porcelæn. Og nej, du får ikke 10 point for at gætte, hvordan det ender … 

Det er let at sable denne film ned. Handlingen er meget forudsigelig, persongalleriet er et overflødighedshorn af stereotype karikaturer, dialogen er i bedste fald plat og kluntet, i andre tilfælde håbløs. For eksempel har alle Carvers børn navn, der knytter sig til julesange – uden at de selv er klar over det … 

Men så igen, Candy Cane Lane forsøger aldrig at foregive at være andet end det, den er, en hyggelig, “enkel” familiefilm til julesæsonen, hvor man kan sætte kryds i alle de “julede” bokse. Og set fra denne synsvinkel er Murphys julehygge faktisk ikke helt håbløs.

Trods mangel på sne og det forudsigelige plot er der noget julet og charmerende traditionelt over Candy Cane Lane. En helt harmløs guilty pleasure, som nok mest vil appellere til de yngste i familien – men de skal da også have noget at se på op til jul. 

Vi lægger vores indre Grinchen til side og honorerer (med lidt tøven) Murphy & Co med 3 yderst middelmådige julestjerner. 

Filmen får global streamingpremiere på Prime Video den 1. december. Ho, ho, ho. God jul!