Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Anmeldelse: Castle Rock, 1. sæson

Fængslende King

Alle tiders mest filmatiserede forfatter, Stephen King, får endnu en fjer i hatten med en tv-serie fra Amerikas lillebyhelvede.

Publiceret 16/08/2018 - 15:03
Castle Rock, 1. sæson
Tor Aavatsmark

Endnu en gang er handlingen sat i Kings hjemstat, Maine i New England. Denne gang i den lille by Castle Rock (der lige så godt kunne have været den by, hvor It foregår) – en fiktiv by sammensat af elementer fra mange af Kings historier og en by, hvor ondskaben er væsentlig mere fremtrædende end i de fleste andre byer. Referencerne til Kings omfattende bibliografi er en festaften for fans.

https://www.youtube.com/watch?v=gXsKCQenpt0

Fortidens ondskab

Centralt i byen troner det enorme, dystre Shawshank-fængsel (udødeliggjort i King-klassikeren En verden udenfor (The Shawshank Redemption), hvor Tim Robbins og Morgan Freeman i en uforglemmelig scene nyder en iskold øl efter at have lagt et nyt tag). Den halve by er ansat i fængslet – en forvaringsinstitution, der ikke just sætter fangernes menneskerettigheder i højsædet.

Det begynder med, at den aldrende fængselsdirektør på relativt spektakulær vis tager sit eget liv. Da den nye direktør (Cusack) gennemgår faciliteterne, falder vogterne over en tank med et lille bur. I mørket sidder en totalt ukendt, udsultet ung mand (Bill Skarsgård, klovnen Pennywise fra It). Det eneste, han siger, er navnet Henry Deaver …

Henry Deaver forsvandt som 11-årig fra jordens overflade. Politimanden Pangborn (Glenn) fandt ham til sidst ude i skoven, men hans forsvinden blev aldrig opklaret. Nu vender Deaver (Holland) tilbage til byen som voksen advokat for at forsvare den ukendte fange, mens han samtidig må kæmpe med smertefulde minder, en smådement mor (Spacek) og en tidligere nabo (Lynskey), der hævder, at hun hører stemmer. Alle bærer de på spøgelser fra fortiden og deres egen version af historien om byen fra Helvede.

(Foto: HBO)

Fascinerende personer

King er en mester i at beskrive det helt almindelige lilleby-Amerika med alle dets mangler og skjulte hemmeligheder – blandt helt almindelige mennesker og deres helt almindelige problemer. Hans fascinerende miljøskildringer krones af en unik evne til at formidle fascinerende karakterer; personer, som man vil dø for at vide mere om; personer, der har mange lag og ikke enten er godt eller onde, men menneskelige.

Ikke alene byder serien på interessante personer, de spilles også af et fremragende hold skuespillere. Sissy Spacek (fra King-klassikeren Carrie samt Bloodline) er strålende som den bestemte, men lettere glemsomme adoptivmor, der tydeligvis ved mere om fortidens mysterier, end hun fortæller. Scott Glenn leverer altid varen, men det er Melanie Lynskey (Heavenly Creatures) som den synske nabo og André Holland som den hjemvendte advokat, der imponerer mest, mens svenske Bill Skarsgård sagtens kunne få en Oscar for “mest skræmmende udseende”.

Serien byder på en gennemgående uhyggelig atmosfære og overraskende vendinger. Desuden er King en mester i at komme med små, tilsyneladende ubetydelige dryp af information, der senere får betydning for handlingen. Det hele hænger sammen og har en naturlig opbygning, hvor lag efter lag skrælles af løget og afslører den forfærdelige sandhed.

(Foto: HBO)

Når det ordinære bliver skræmmende

Castle Rock er et skattekiste for fans af Stephen King, men alle fans af gode thrillere med interessante karakterer vil med garanti finde serien fængslende og stærkt vanedannende. Historien om lillebyen fra hverdagens Amerika, hvor der pludselig dukker noget helt uforklarligt op – eller ren ondskab – når man mindst venter det, fortjener så afgjort fem stjerner. (Anmeldelsen er baseret på de første fire ud af ti episoder).

Lydsporet leverer varen i henhold til vores forventninger, men som det ofte er tilfældet fra HBO, er billedkvaliteten under niveau. For meget støj og for mange artefakter præger billedet.

<
>
(Foto: HBO)
Karakter
Castle Rock, 1. sæson

Fakta:

HBO Nordic
Release: 26. juli 2018
Instruktion: Michael Uppendahl m.fl.
Med: André Holland, Melanie Lynskey, Bill Skarsgård, Sissy Spacek, Scott Glenn, Ann Cusack, Terry O’Quinn
Genre: Thriller
Land: USA
År: 2018
Tid: 10:00 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top