Anmeldelse: Citadel: Diana

For et par år siden fik vi en mere end kompetent thrillerserie med Hugh Grant i hovedrollen, The Undoing, hvor hans overklasse-karakter blev anklaget for at have myrdet sin unge elskerinde.

Serien (med Susanne Bier i instruktørstolen) fik gode seertal og solide anmeldelser, men især én karakter skilte sig ud: Elskerinden, som på gådefuld vis blev portrætteret af italienske Matilda De Angelis.

Siden da har den iltre bologneser imponeret i TV-serier som Leonardo og Loven ifølge Lidia Poët – nu har den 29-årige næsten fået sin helt egen serie, som den über-erfarne spion Diana i Citadel: Diana.

 

Seriens skabere, Russo-brødrene, står bag globale filmsucceser som You, Me and Dupree og en endeløs række af superheltefilm, herunder alle tiders kassesucces, Avengers: Endgame.

Sidste år flyttede de fra Disney/Marvel til Prime Video, og de har fået til opgave at skabe deres eget lille serieunivers omkring det mytiske Citadel. Sæson 1 af antologiserien havde Richard Madden (Game of Thrones) i hovedrollen som den lettere forvirrede superspion.

Sæson 2 (Citadel – Honey Bunny) udkommer i Indien med nye skuespillere den 7. november i år, men allerede nu kan du se spionen Diana uden for serien. Russo-brødrene er udøvende producenter, mens seriens skaber er Gina Gardini, og Arnaldo Catinari (Suburra) instruerer.

Hvad får man, hvis man tager en solid dosis Mission: Imposible, krydrer det med lidt Jason Bourne og James Bond og til sidst tilsætter et strejf af Kingsman? Ja, Citadel.

Det superhemmelige spionsyndikat Citadel er nærmest en non-profit spionorganisation, som siden sin dannelse for over 100 år siden har været løsrevet fra stater og interessegrupper. En flok solidariske do-gooders, som kun ønsker det bedste for menneskeheden, og de har været en medvirkende faktor i alle større begivenheder, fra Berlinmurens fald til Cuba-krisen og Jalta-konferencen.

Første sæson kulminerede med, at forbrydersyndikatet Manticore stort set udslettede hele spionorganisationen.

Da vi møder Citadel-spionen Diana (De Angelis), er vi flyttet til Milano et par år ude i fremtiden (2030).

Det er her, Diana har sin succesfulde karriere (hendes dække er finansanalytiker), i en by, der delvis ligger i ruiner efter Manticores hærgen. Citadel er nede med en brækket ryg, men trækker stadig vejret. Diana arbejder som muldvarp i Manticore og får til opgave at stoppe en våbenhandel mellem den franske og tyske efterretningstjeneste. Hun støder på et superhemmeligt, nyudviklet våben, som kan tage fuld digital kontrol over verden.

Den lyssky bande, der trækker i trådene, er den magtfulde Zani-familie – som er faldet i unåde hos de andre Manticore-divisioner i Europa. De har åbenbart været lidt for ”hårdhændede”.

Den våbenproducerende mafiafamilie styres med jernhånd af familiefaderen Ettore Zani (Maurizio Lombardi, Ripley). Hans lidt mere ideologiske søn, Edo (Lorenzo Cervasio), higer efter både sin fars gunst og magt over familievirksomheden. I Diana finder han en umage allieret.

Lidt for ofte føles det, som om vi befinder os i en AI-skabt verden, men ikke så påfaldende som i den oprindelige serie. Personerne er mere menneskelige og interessante, selv om mange af dem er alt for stereotype – ikke mindst Diana og hendes søster.

De har begge store ar på sjælen, efter at de brutalt mistede deres forældre i et meget mistænkeligt flystyrt. Siden da har Diana jagtet sandheden, men nu har hun affundet sig med, at den sandsynligvis aldrig vil blive afsløret. Da hun møder familien Zani, afdækker hun uhyggelige hemmeligheder, som sætter hende på sporet af sine forældres mordere…

De computeranimerede effekter er ikke så mærkbare som i Citadel, og selve historien er mere jordnær og troværdig. Ikke mindst hjulpet af den gådefulde De Angelis, der har et usædvanligt udtryksfuldt ansigt og en unik tilstedeværelse i hver scene – som hun elegant dominerer.

Lombardi er fantastisk som den iskolde, udtryksløse våbenmogul. Hans karakter balancerer på kanten af karikatur, men er en person, vi fascineres af, og som tydeligvis har flere dimensioner. Hans problematiske forhold til sin forsmåede søn løber som en rød tråd gennem handlingen og skaber lækker friktion og spænding.

Actionscenerne er upåklagelige, og De Angelis er mindst lige så god som Scarlett Johansson (Black Widow, Lucy) og Kate Beckinsale (Jolt). Simpelthen medrivende popcornsjovt at se!

Serien skiller sig ud fra de mange masseproducerede actionfilm/serier ved at give os en fristende baggrundshistorie med rigtige mennesker, som har noget at miste. Vi håber virkelig, at det ikke bliver til en miniserie, men at Russo-brødrene får grønt lys fra Jeff Bezos til en fortsættelse.

Desværre har journalisterne ikke fået adgang til mere end de to første afsnit, så det er lidt svært at give en samlet vurdering af hele sæsonen – men ud fra det, vi har set indtil nu, er fire solide stjerner bestemt inden for rækkevidde.

Citadel: Diana får global premiere på Prime Video den 10. oktober i år, hvor alle seks afsnit udkommer.