anmeldelse: Close

At svenske Noomi Rapace kan spille fuldblods actionheltinde, fik hun i den grad bevist i Prometheus. Denne gang instrueres hun af Vicky Jewson i rollen som hårdhudet lejesoldat med erfaring fra verdens farligste krigszoner – bare synd, at manuskriptet er fuld af usandsynligheder og mangler troværdighed, og hele produktionen oser af hastearbejde.

En overdrevet karikeret rigmandsdatter, Zoe (Nélisse), forsøges kidnappet fra familiens befæstede hus i en landsby i Marokko. Efter hendes fars død er den effektive lejesoldat Sam (Rapace) ansat af stedmoren (Varma) til at tage vare på hendes sikkerhed. De slipper væk, men får ingen hjælp af hendes (onde?) stedmor, og med et gennemkorrupt politikorps kan de ikke stole på nogen, mens de flygter gennem Casablancas gader og stræder.

I og for sig et interessant (og aktuelt) plot, men for pokker, hvor bliver præmisset for Close ødelagt af svagheder i alle led. Plottet virker nærmest infantilt konstrueret og mangler enhver troværdighed. Vi skal tydeligvis vildledes, men det hele er så åbenlyst og usandsynligt, at vi ikke køber præmisset. Personernes reaktionsmønstre, inklusive Rapaces, er mildt sagt ofte hovedrystende tvivlsomme, og kampscenerne virker, som om de er koreograferet til en B-film.

Close fremstår som et ufærdigt stykke hastearbejde, hvor det eneste lyspunkt er Rapace – som fortjener bedre materiale at arbejde med. To stjerner.

Billedkvaliteten er god med klare farver og flot sortniveau. Lydsporet mangler derimod noget punch og falder igennem i heftige og krævende scener.